Drop nu sort! Et forsvar for sommerens farver

Det siges, at nutidsmennesket kan skelne mellem 10 millioner farvenuancer, så der er virkelig ingen grund til at opføre sig som farveblind eller til at gøre verden grimmere med hidsige, støjende eller direkte misklædende farver. Og drop nu sort! Den er enten til sorg eller til fest, og aldeles ikke en hverdagsfarve for alt og alle, mener dagens kronikør

"Opgaven går ud på at lovsynge, mens vi kan. Har vi måske ikke et solidt medansvar for hinandens livsmod? Og tiden til at græde og holde klage kommer helt af sig selv," skriver forfatter Runa J. Kähler i dagens kronik.
"Opgaven går ud på at lovsynge, mens vi kan. Har vi måske ikke et solidt medansvar for hinandens livsmod? Og tiden til at græde og holde klage kommer helt af sig selv," skriver forfatter Runa J. Kähler i dagens kronik. . Foto: Claus Fisker.

I begyndelsen var alt angiveligt såre godt og sikkert allerede ved slutningen af uge ét på det lifligste fyldt med vellyd og prægtige farver.

Hvælvingen må da fra starten have været en dejlig himmel blå, og de grønne gevækster udstyret med de alsomdejligste blomster og frugter; en fryd for dem, der havde øjne at se med, nemlig fugle, kvæg, krybdyr og mennesket med, og inderligt nødvendigt for samtliges fødeindtag.

Så vidt, så godt. De tobenede skabninger havde al grund til slutte sig til fuglenes lovsang og de fredelige brøl fra planteædende dyr. Tak for mad, pris og lov var da også, hvad Skaberen med rette forventede til gengæld. Og jeg kan næppe være den eneste, der ved tanken om dette farvestrålende Paradis svagt kan høre Buxtehude og Bach som storladen baggrundsmusik under selve skabelsesakten, afløst af lidt Mozart på Store Hviledag, søndagen?

Vi er nok mange hertillands, der ikke kan forestille os den Edens Have, man har fortalt os om, uden at tænke på barndommens haver. Selv har jeg altid blandet fortælling og virkelighed grundigt og godt, for der var så dejligt hjemme på Sydvestfyn. Jeg fandt mange ligheder mellem det oprindelige levested og mit eget. Havde vi måske ikke også udstrakte græsplæner, høje træer, brombærranker, bærbuske, staudebede og tilmed køkkenhave? Også vi tre pigebørn havde huler og skjulesteder.

Nu blev Eva og Adam jo ikke længe i Paradis, og vi andre kunne også når som helst blive kaldt til samling, enten fordi det var spisetid, eller fordi nogen havde set fra køkkenvinduet, at vi havde forgrebet os på fars reine clauder.

Allerede i tidernes morgengry kom en listig slange jo ind. Mon ikke dyret har været kulsort som natten? Sort som døden, sort som sorgen, sort som synden selv? I historisk tid er netop sort blevet indbegrebet af onde kræfter, ulykke og død. Judas er set afbildet med sort glorie.

I vore dage derimod tillægges for eksempel sort tøj med mere eller mindre held egenskaber som diskret elegance og sofistikeret mystik. Det går an, når det gælder kvinder og mænd fra Mellemøsten og Fjernøsten, fordi de har denne rene teint og den sorte hårpragt, vi andre kan misunde dem eller glæde os over, efter behag. Men det gælder bestemt ikke solskoldede skandinaver med sommerfarver som lyserøde smågrise. Derom senere.

Men Paradisets Have! Står den ikke stadig for mange af os som en tilbagevendende drøm, der nærmer sig en erindring og svagt ligner ønsketænkning? Jeg tog i hvert fald det hele så bogstaveligt, at jeg på et tidspunkt spurgte min mor, om der da slet ikke havde været killinger, kyllinger, fugleunger, gedekid og lam, mens Eva og Adam færdedes på tilgroede stier? Og altså heller ikke børn?

Staklen måtte jo svare benægtende. Så jeg syntes alligevel, det var godt nok, at Eva og Adam fandt en vej ud. Vi havde også selv en bagindgang til haven, og sagde vores farmor ikke altid, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget?

Der er andre tillægsgevinster for førsteparrets generationer af efterkommere. Nok siger Prædikeren, at alt har en tid. Dette gælder ulykkeligvis også krig. Dag for dag stiger menneskers nødskrig mod himlen om kap med bombardementer, skud og granatnedslag.

Men opgaven går ud på at lovsynge, mens vi kan. Har vi måske ikke et solidt medansvar for hinandens livsmod? Og tiden til at græde og holde klage kommer helt af sig selv.

Efter uddrivelsen har mennesket stadig mulighed for lykkelige sansninger, der nok skulle kunne udløse en anprisning eller to. Vort øje kan glædes, ganen kan frydes, vi kan ånde luften i fulde drag, vi kan sanse og danse, lovsynge Herren med mund og med indre, takke Gud med lovsangs lyd, vi kan synge dagens pris på utallige måder, tilskyndet af sanserne. Men se, om vi gør det.

Her tilbyder kirken dog hjælp. Der er tale og tekster med alvor, mening og budskab, lejlighed til at være med i menighedens fulde kor, opføre sig som lemmer på samme legeme og i det store fællesskab sende takken og bønnen lodret op, mens næstekærligheden gerne skulle brede sig vandret ud med kurs mod horisonten.

Synet har sin særlige magt for dem, der har øjne at se med, og vores gudstjenester ville være fattige uden de prægtige liturgiske farver. Hvad var en jul uden rødt eller en påske uden gult? Kort før pinse talte jeg med en overbevist ikke-kirkegænger, der beklagede, at hun ikke kunne være med til at synge ”Det dufter lysegrønt af græs”. Hende tænkte jeg på, da vi sang den.

Men uden for kirkens mure!! Barnevogne er sorte, havemøbler er sorte, parasoller er sorte, lædersofaer er sorte, køkkenborde er sorte. Vores håbefulde ungdom trasker til skole, selv sortklædte og med tunge, mørke rygsække som en flygtningeflok. Unge, blonde piger klæder sig med forkærlighed i sort, og det samme gør deres fædre og mødre. Jeg har endda hørt et rygte om sort undertøj. Om det så er min motionscykel, er den sort, og mine håndvægte er sorte. Men mine ringbind er grønne eller blå.

Lad mig slå et slag for farverne omkring os. Selv i denne postparadisiske tid, hvor visse dele af verden synes så tragisk af lave, har vi adgang til en rigdom af farver i kulører som noget ugeblad. Faktisk kan nutidsmennesket ifølge Google skelne mellem 10 millioner nuancer. Der er virkelig ingen grund til at opføre sig som farveblind eller til at gøre verden grimmere med hidsige, støjende eller direkte misklædende farver.

Det forlyder, at en gæstetaler på Kolding Designskole engang skæmtsomt udbrød, da han havde besteget podiet og skuede ud over blomsten af Danmarks ungdom iklædt sort og atter sort: ”Har her været et dødsfald for nylig?”.

Nej, da jeg var barn, var der enker og enkemænd til. Min farmor blev tidligt enke og forblev sortklædt til sin dødsdag. Men hun var sandelig også fin og fornem i sine blanke, sorte kjoler med sorte sko, og sort frakke, taske og handsker, når hun skulle ud.

Jeg husker også folk i landsbyen, der bar sort armbind i en sørgeperiode. For kongehuset var det vist et år; dengang. Min far var i højtideligt sort: kjole eller smoking ved festlige lejligheder, og min mor havde en vidunderlig lang, vid kjole i sort silkefløjl med enkle broderier. Vi børn var stolte og turde næsten ikke røre os, når de to skulle ud.

Men vi fik indpodet, fra vores barnsben var ganske små, at sort er enten til sorg eller til fest. Aldeles ikke en hverdagsfarve for alt og alle. Desuden bliver sort så lurvet efter regelmæssig vask!

I søndags efter kirke faldt jeg i snak med en medsøster, der havde en bluse på, hvis røde farve både varmede og lyste. Hun blev så forundret, da jeg nævnte det, at jeg var nødt til at sige til hende, som det var: ”Hvis jeg falder død om nu, bliver det sidste, jeg ser, noget dejligt rødt. ”

Farver har med næstekærlighed at gøre. Fuldstændig som almisser, fradragsberettigede gaver og andre gode gerninger. Grønt er godt for øjnene, rødt signalerer hjertevarme, gult minder om morgenfruer og kyllinger. Blåt er som bølgen blå, som himmelen over skyerne, som det fjerne, som længselen. Farven lilla præger især to kirkelige højtider: advent og faste. Egentlig mærkeligt, at de fem regnbuefarver først kom til ved en senere lejlighed; regnbuen blev jo anbragt som en slags sætstykke på den oprindelige hvælving.

Men nu har vi ifølge Google adgang til omkring 10 millioner nuancer. Der er al grund til at påskønne farvernes muligheder. Desværre ser jeg lige, at modens trend for efteråret er hvidt, gråt og sort.