En migrantmenigheds trange vej ind i folkekirken

Udøvelsen af det teologiske skøn over, hvorvidt en migrantvalgmenigheds lære og ritus befinder sig inden for folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, er et så alvorligt anliggende, at afgørelsen ikke suverænt kan overlades til den stedlige biskop. Med et bedømmelsesudvalg vil der være flere sæt øjne, der kan se på og vurdere sagen

Kristine Garde er retsteolog og ph.d.
Kristine Garde er retsteolog og ph.d. Foto: Arkivfoto.

I løbet af meget kort tid vil Danmark højst sandsynligt få sin første migrantvalgmenighed. Det sker, når eller hvis kirkeminister Marianne Jelved (R) følger biskop Tine Lindhardts indstilling og anerkender valgmenigheden Church of Love i henhold til valgmenighedslovens paragraffer 1 og 5.

Valgmenigheden vil være underlagt Tine Lindhardts biskoppelige tilsyn, da menighedens hjemsted er Odense Kommune. I sin godkendelsesskrivelse til Kirkeministeriet forklarer biskoppen, at valgmenigheden er en konkret udmøntning af et migrantprojekt i Fyens Stift, som afsluttes pr. 14. september 2014.

Med oprettelsen af denne valgmenighed nedlægges den nuværende Church of Love, som efter biskoppens opfattelse er en frikirke med egen lære og ritus, mens sogne- og migrantpræst (indtil den 15. september 2014) Massoud Fouroozandeh karakteriserer den som en evangelisk-luthersk missionsbevægelse, der bygger bro til folkekirken.

Denne definitionsforskel afspejler, at biskoppen og præsten ikke kan have haft den samme tilgang til drøftelserne. Hvor biskoppen i udgangspunktet må betragte processen som en tidskrævende omdannelse af en kristen frikirke, vil præsten derimod operere med en kortvarig tilpasningsproces. Det siger sig selv, at denne divergens må komplicere sagsforløbet.

En valgmenighed kan ikke opnå ministeriel anerkendelse uden den tilsynsførende biskops godkendelse. Derfor må præsten være indstillet på, at biskoppen underkaster menighedens lære og ritus et grundigt eftersyn. Omvendt må valgmenigheden kunne forvente af biskoppen, at hun udøver sit gejstlige tilsyn i respekt for folkekirkens rummelighed og med anerkendelse af migrantvalgmenighedens sproglige, etniske og kulturelle forhold.

Biskoppen må ikke være smålig med at give ønskede dispensationer fra folkekirkens gudstjenesteordning, men snarere selv have blik for at initiere ændringer i analogi til Menighedsrådslovens paragraf 38, så valgmenigheden kan føle sig hjemme i folkekirken, som den er blevet en del af, uden at være fremmed for sig selv.

Jeg har fulgt sagen om oprettelsen af valgmenigheden Church of Love på tæt hold. Endvidere deltog jeg som præstens bisidder under de sidste afgørende forhandlinger, fordi den faste bisidder var feriebortrejst. Det er på denne baggrund, jeg i min egenskab af retsteolog opfordrer til en tiltrængt justering af proceduren for godkendelse af migrantmenigheder. Justeringen omfatter to forhold: 1. Nedsættelse af et teologisk bedømmelsesudvalg og 2. Tildeling af uafhængig juridisk bistand.

Ad 1. Udøvelsen af det teologiske skøn over, hvorvidt en migrantvalgmenigheds lære og ritus befinder sig inden for folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag, er et så alvorligt anliggende, at afgørelsen ikke suverænt kan overlades til den stedlige biskop. Her bør man indføre en formaliseret procedure i lighed med den, der blev indført i 2007 efter erfaringerne med den første sag, hvor loven om gejstlige læresager var i brug (Snedsted-sagen).

Det drejer sig om det såkaldte undersøgelsesudvalg bestående af den tilsynsførende biskop, to yderligere biskopper og to særligt teologisk kyndige folkekirkepræster. Til undersøgelsesudvalget, der nedsættes ad hoc af den tilsynsførende biskop, kan eventuelt tilknyttes eksterne fagteologer og inddrages lægpersoner.

Nedsættelsen af et bedømmelsesudvalg behøver ikke at være en tro kopi af undersøgelsesudvalget, hverken hvad angår antal af medlemmer eller deres sammensætning. Det afgørende er, at præsten/valgmenigheden kan gå til forhandlingerne i fuld tillid til, at den teologiske drøftelse af valg-menighedens lære og ritus foregår på et dokumenterbart sagligt niveau.

I den aktuelle sag er præsten på biskoppens anmodning fremkommet med diverse redegørelser, som han indgående er blevet eksamineret i under de sidste forhandlinger, mens der ikke foreligger en eneste skrivelse, der dokumenterer biskoppens (mod)argumentation.

Hvis biskoppen ikke ønsker at leve op til den teologiske begrundelsespligt, der følger med tilsynsembedet, har præsten valget mellem enten at forlade mødet uden nogen godkendelse eller at underlægge sig biskoppens skøn med en godkendelse i hånden.

Som de nuværende regler er skruet sammen, er der således ingen uafhængig teologisk instans til at afgøre en essentiel uenighed mellem biskop og præst, for eksempel om dåbssynet i relation til den voksendøbte migrants eget ønske om at aflægge et vidnesbyrd efter dåben, hvilket var et kernespørgsmål under de sidste møder.

Med et bedømmelsesudvalg vil der være flere sæt øjne, der kan se både kritisk og konstruktivt på valgmenighedens lære og ritus. Samtidig er præsten beskyttet mod biskoppeligt magtmisbrug, altså biskoppens brug af sin suveræne godkendelseskompetence til at udøve pression på præsten, der i sagens natur er indstillet på at strække sig vidt for at opnå biskoppens godkendelse, men måske slet ikke behøver at gøre det.

Ad 2. Det fremgår af valgmenighedslovens paragraf 1, at den retter sig imod ”medlemmer af folkekirken, der ønsker at danne en særlig menighed inden for folkekirken”. Der er tale om mennesker, som i kraft af deres hidtidige tilknytning til en sognemenighed må formodes at have et vist kendskab til folkekirkeinstitutionen, der er gennemsyret af love og regler. Et sådant kendskab kan man ikke forvente, migranter har. Derfor vil deres vej ind i folkekirken i skikkelse af en valgmenighed med biskoppeligt godkendte vedtægter være langt mere uoverskuelig og besværlig.

Vejen bør lettes ved, at der tilbydes gratis og uafhængig juridisk bistand. Det er ikke tilstrækkeligt, at stiftets kontorchef yder hjælp og bistand. Stiftskontorchefens loyalitet er adresseret biskoppen, når han er dennes højre hånd. Opstår der juridisk uenighed mellem biskop/stiftskontorchef og præst om godkendelseskravet til vedtægternes indhold, må præsten allerede på dette tidspunkt i forløbet kunne få en juridisk udtalelse udefra.

Det er en misforståelse at tro, at udformningen af vedtægter er en formsag, selvom en valgmenighed under stiftelse kan finde inspiration hos allerede anerkendte valgmenigheder, som den ligger på linje med. Vedtægterne bør i videst muligt omfang kunne tilpasses de særlige vilkår, der gælder for en migrantmenighed, fordi vedtægterne skal danne rammen om valgmenighedens liv.

I den konkrete sag gjorde biskoppen for eksempel gældende, at præsten ikke kan vælges til formand (næstformand) i sin egen valgmenighed. Præsten var af den modsatte opfattelse og støttede sig især på valgmenighedslovens paragraf 5, der kræver, at regler om valg af formand og næstformand indeholdes i valgmenighedens vedtægter, men ikke fremsætter et sådant forbud.

Kristine Garde.
Kristine Garde. Foto: Arkivfoto

Der er næppe nogen tvivl om, at Church of Love havde måttet trække sin ansøgning tilbage, hvis præsten ikke havde haft held til at overtale biskoppen til at gå ind på en mellemløsning. Den gik ud på, at præsten principielt anerkendte eksistensen af et (ulovbestemt) forbud, men at biskoppen dispenserede fra reglen i nogle år; det blev til to år. Samtidig anmodede præsten biskoppen om at få spørgsmålet forelagt Kirkeministeriet, hvilket til sidst lykkedes.

Valgmenigheden Church of Love vil, når eller hvis den bliver anerkendt, ikke være den eneste migrantvalgmenighed. Der vil formentlig komme flere. Så meget desto vigtigere er det, at folkekirken får justeret proceduren for godkendelse af migrantmenigheder som udtryk for, at de skal være hjerteligt velkomne til at blive en del af folkekirken, hvis de hylder dens evangelisk-lutherske kristendomsforståelse.