SOM DANSKER I UDLANDET skal man altid forklare ordet hygge, ikke mindst som dansklektor er det påkrævet, at man har godt styr på det elskede begreb.
Det er dog ikke så nemt at få has på, selvom det er noget, vi alle ynder, og de fleste forbinder med rart, varmt og intimt samvær med andre mennesker. Set lidt på afstand er hygge nemlig ikke ubetinget hyggeligt, for fænomenet har også sine mere mørke sider.
Først og fremmest er hygge som oftest en samværsform, der har som forudsætning, at alle indstiller sig på at have det godt og tage den glade maske på. Og vel skal man møde verden med et positivt sind, men den indstilling kan også betyde, at kritik, underlige idéer og diskussioner om ting, der gør ondt, forstummer - for nu skal der hygges.
Samvær med andre baseret på hyggens idealer indebærer altså, at man i enighed indfører en form for konfliktfri zone, hvor alle mestendels er i overensstemmelse, og hvor man helst skal overholde de fasttømrede sociale spilleregler for god hygge-adfærd.
På den måde bliver hygge-ideologien til en kontrollerende instans, der ender med at holde ubehageligheder væk fra samværet til stor skade for samtalers ellers opløftende potentiale. Hyggeligt samvær kan altså - ud over empatisk varme naturligvis - medføre, at der bliver skrækkeligt lavt til loftet.
Denne stammementalitet, der har fostret hyggen, har med tiden bevirket, at Danmark på ganske mange punkter er blevet en iltfattig boble af klæg samhørighed, fordi man ikke for alvor bliver anfægtet midt i al hyggen.
Som dansker kolporterer man også det glade budskab, at Danmark er verdens bedste sted at bo, at vi er verdens lykkeligste folk, men det kan vist umuligt inkludere alle de mange danskere, der ikke kommer igennem hverdagen uden lykkepiller eller alkohol.
Man kunne i det hele taget foranlediges til at tro, at mange af de mennesker, der har det dårligt i det danske samfund, er mennesker, der ikke orker at passe ind i den konforme forestilling om det gode liv, der ikke magter at overholde de rigidt opsatte regler for, hvordan man hygger sig, og derfor bliver lukket ude.
Jeg har boet i USA det sidste par år, og her hersker en noget anden mentalitet - en mentalitet, jeg ikke vil forherlige, men der er noget utroligt befriende ved landet. I Danmark går man i vid udstrækning ud fra, at andre mennesker er som én selv - relativt socialdemokratiske, glade for velfærdsstaten, areligiøse, relativt velstillede, hyggelige - hvorimod man i USA går ud fra, at en fremmed er en person, der højst sandsynligt har ganske andre værdier, holdninger og livssyn end én selv.
Dette er ganske enkelt noget af det bedste ved USA, for alle samtaler begynder ikke med en forudindtaget forestilling om lighed og ensartethed, men nødvendigvis med en accept af forskellighed.
Det er i øvrigt også derfor, at mange danskere finder amerikanerne så overfladiske. Det hænger sammen med, at i Danmark kan man efter kort tid hurtigt komme til at tale om politik, fordi man jo alligevel er stort set enig, eller det eneste, der hersker, er ”de små forskelles narcissisme”, som Freud kaldte det, hvorimod amerikanerne har en helt anden påpasselighed i forhold til ømfindtlige emner.
De antager med andre ord, at samtalepartneren sagtens i udgangspunktet kan være væsensforskellig, og lader derfor emner ligge, der er penible.
Hyggen tages med andre ord ikke for givet. Når man kommer ind på livet af dem, er der så til gengæld ingen grænser for, hvad de vil tale om, men som sagt er der i starten af et møde med et nyt menneske altid en kulturel følsomhed, som godt kan tolkes som overfladiskhed.
Det forekommer mig dog, at mødet med et andet menneske forlenes med en helt anden respekt, når man ikke går ud fra, at andre er ligesom én selv, og i videst mulig udstrækning prøver at omfavne et menneskes kompleksitet i stedet for at kategorisere.
HYGGEKULTUREN I DANMARK giver sig også mindre heldige udslag på mange helt konkrete måder i hverdagen, både på mange arbejdspladser, hvor magten, fordi den er u-hyggelig, manipulatorisk er blevet sovset ind i nedbrudte hierarkier og falsk konsensus, og i folks private, sociale liv.
Et område, hvor hygge-ideologien for eksempel har sat sig sine uheldige spor, er i forholdet mellem forældre og børn. Man er stresset og presset, og man vil derfor nærmest gøre hvad som helst for at undgå problemer med børnene, men i stedet bare gerne hygge sig med dem (i den sparsomme tid, man har sammen).
Hvor tit oplever man for eksempel ikke lille Sofus få lov til at bestemme alt i familien, fordi forældrene hader konflikt? Nu har man endelig fået hentet Sofus fra børnehaven, og så skal der altså hygges og ikke konfliktes, og det gør man jo nemmest ved at indfri Sofus' behov.
Hyggemantraet - vi skal have det godt nu - medfører altså, at forældrene ikke tager kampen op, og det går ærlig talt ud over Sofus og på sigt hans omgivelser, at han på den måde altid er blevet hygget om.
Hyggekulturen viser sig ikke kun i en afsmag for ærlighed og større gennemsigtighed omkring magten i virksomhederne og i familierne, men også mærkeligt nok i vennerelationerne. Igen fremstår USA som skræmmebilledet for danskerne.
Jeg hører for eksempel tit fra venner og familie i Danmark, at amerikanernes venskab ikke stikker ret dybt.
Dette har selvfølgelig noget med mobilitet at gøre - folk flytter meget længere end i Danmark - og så har det noget at gøre med åbenhed. Amerikanerne får ganske enkelt nemmere nye venner, fordi de er mere åbne.
Lad mig præsentere et banalt eksempel: I Danmark holder mange mennesker fast i, at det er de samme mennesker, de holder nytårsaften sammen med. År ud og år ind.
Er den tradition først etableret, kan det være nærmest umuligt for 'fremmede' at træde ind og få en plads ved nytårsbordet. Og dét selvom man måske i virkeligheden er lidt træt af konstruktionen.
Jeg har i årenes løb talt med adskillige, der har klaget deres nød over at skulle holde nytårsaften med de samme mennesker, men ikke ville lave det om, fordi det havde man jo altid gjort - og det var da også meget hyggeligt.
I USA er tingene mildt sagt anderledes: Vi - min kone og vores tre børn - har flere gange været inviteret til den helligste af alle familiehøjtider i USA i form af Thanksgiving. Det ville være, som hvis man i Danmark inviterede nogle relativt nye bekendte med til juleaften. Sådan er vinklen unægteligt så forskellig: Hvor fremmede i Danmark ses som truende elementer i forhold til hyggen, ses de her som et bidrag.
Det er også derfor, at Danmarks på mange måder stærkeste ressource, den tillid, vi har til hinanden, er et tveægget sværd, for lige så vel som den styrker sammenhængskraften, lige så meget fungerer den socialt ekskluderende, da den bygger på, at vi alle er lig hinanden. Vanskelighederne ved integrationen af fremmede i Danmark er et bevis på dette.
Hvad man selv kan gøre for at ændre på tingenes tilstand? Man skal da naturligvis stadig blive ved med at hygge sig og nyde varmt samvær med andre mennesker, men måske også med mennesker, der ikke ligner én selv, og måske lige være den smule mere nysgerrig efter at møde det fremmede, det ukendte og i udgangspunktet u-hyggelige. Og det lønner sig, for livet er nu engang sådan, at man i sidste ende som regel får mange gange igen, hvad man giver af sig selv.