En ny kirkekamp bryder ud

Massoud-sagen handler om en ny kirkekamp. Kampen mellem den nye tid, som mener, man skal missionere blandt muslimer, fordi dåben er det største og vigtigste, man kan bringe et menneske, der ikke er kristent. Her overfor står dialoglinjen, der vil holde religiøs våbenhvile, støtte moskébyggeri, og ikke mener, dåben er nødvendig for frelsen

Massoud Fouroozandeh.
Massoud Fouroozandeh. . Foto: Malte Kristiansen.

Hvad handler Massoud-sagen om? Den handler først og fremmest om en muslim, der flygtede fra Iran og blev kristen. Derefter blev han teologisk kandidat fra Århus Universitet. Derefter tog han pastoralseminariet og aflagde bispeeksamen og blev folkekirkepræst og sagde ja til præsteløfte og bekendelsesskrifter.

Før som efter disse udnævnelser har han utrætteligt arbejdet for at omvende muslimer til kristendommen og bringe dem den forbudte frelse. Dette arbejde har medført chikane og forfølgelse, da han boede i Vollsmose. Han måtte flygte derfra med sin familie, som i dag bor på hemmelig adresse.

Alligevel fortsætter han igennem tre år med arbejdet som dansk sognepræst i Sankt Hans menighed i Odense og i hans missionsbevægelse ”Church of Love” med at arbejde i det muslimske miljø. Andre, som har været ude for alvorlige trusler fra muslimsk side, de lever i skjul med bodyguards. Hans børn og kone er selvfølgelig mærkede af dette liv. Han lever uden beskyttelse og forholdsregler, fordi sagen om at bringe frelsen til muslimer er den vigtigste af alle.

Hvad er hans fejl ifølge stiftsøvrigheden på Fyn? Ja, udadtil bliver det hele fremstillet som juridiske problemer, som dogmatiske problemer om dåben, men det er bare røgslør. Det egentlige problem er, at han vil missionere blandt muslimer og ikke vil lade sig tale fra sit projekt om at skabe en landsdækkende migrantuddannelse for nye præster.

Det egentlige problem er, at han kører ud til flygtningecentre og taler med folk, fører dialog for at omvende, at han offentligt bekæmper den dialoglinje i forhold til muslimer, som flere toneangivende biskopper fra Muhammed-krisens udbrud i 2006 har gjort til god latin.

Problemet er, at han angriber de domprovster og biskopper, der støtter moskébyggeri i København og Haderslev. Problemet er, at han ligger i strid med dialogsegmentet i den danske folkekirke. Derfor bliver han bagtalt og obstrueret.

Bevis? I december 2013 stod samtlige biskopper frem for at rose Massouds store og uundværlige arbejde med mission blandt muslimer. Men kun Helsingør Stift støttede den missionskonference, som flere stifter i de foregående år ellers havde støttet. Erklæringen viser, hvordan man på den ene side lader som om, man er meget glad for Massouds arbejde, men på den anden side og i virkeligheden bare rykker ud for at beskytte Odensebispen Tine Lindhardt.

Under de træge forhandlinger, jeg var med til som bisidder, var der knap plads til en halvtidsstilling til Massoud efter 15. september 2014, hvor det tre-årige projekt slutter (og Massoud dermed er uden indkomstgrundlag), men der var råd til, at bispen under avisskriverierne ansatte en spindoktor til 500.000 kroner. Det gik meget hurtigt, for her handlede det om at beskytte bispen.

Massoud-sagen begyndte ikke med problemer omkring dåb i Church of Love, der var blevet døbt problemfrit og med bispens fulde vidende, idet hun var formand for projektets bestyrelse fra oktober 2012 til juni 2013. Det begyndte med, at andre biskopper var utilfredse med at have modtaget Church of Loves ansøgning om støtte til migrantpræsteuddannelsen - flere er irriterede over Massouds metoder og fremfærd.

Biskoppen i Odense krævede derfor på et møde den 21. juni, at disse ansøgninger skulle trækkes tilbage, fordi Massoud havde udsendt dem ”på egen hånd”. Han skulle rette sit projekts navn (som i flere år havde stået på alt materiale) fra ”Folkekirkens Migrantarbejde” til ”Del af Folkekirkens Migrantarbejde”.

Det ville Massoud ikke og hævdede, de selv havde givet ham grønt lys til udsendelserne. Det havde biskop og kontorchef Asger Gewecke ingen erindring om, og biskoppen satte ved rundskrivelse til alle stifter ansøgningerne på ”standby”.

Massoud kunne ved hjælp af den gæve kordegn i Sct. Hans Kirke dog se, at en mail fra 3. marts fra stiftskontorchefen bad kordegnen oprette en konto til penge, der kom ind til projektet!

Hvad skal man kalde den slags erindringsforskydelser ?- og det var ikke den sidste af disse! Men hermed begyndte den Massoud-sag, jeg som bisidder ikke kan betegne som andet end chikane af en presset indvandrerpræst, blandt andet ved slet skjulte trusler om, at han ikke havde noget arbejde efter 15. september, hvis han ikke gjorde, som der blev sagt.

Men da han ikke gjorde det, ændrede man taktik fra stiftsøvrigheden - anledningen var Massouds dåb af 10 muslimer i Malmø i juni 2013. Nu gik det på dåben. Var den luthersk? Var den ikke baptistisk? Så på vidnesbyrdet, så på placering af Massouds arbejde - biskoppen fandt, at en lille landsbykirke på landet i Højby var ideel og så videre.

Det ene problem efter det andet blev rejst samtidigt med, at Tine Lindhardt flere gange spurgte ham, om han ville være del af folkekirken! Massoud til gengæld (og jeg) spurgte, hvorfor hun ikke selv deltog i nogle af disse gudstjenester, så hun kunne se, hvad der foregik, og tale med de nye kristne i hendes stift.

Først sagde hun, at det havde hun ikke tid til og senere, at hun ikke besøgte frikirker! (Hun var formand for denne ”frikirke”, idet den var del af det migrantprojekt, hun er formand for!).

At møderne skulle være foregået i konstruktiv ånd, som hun hævder i Jyllands-Posten den 6. september, er århundredets overdrivelse. Jeg må indrømme, at jeg flere gange rådede Massoud til at droppe projektet og fortsætte som missionsbevægelse med en støttegruppe, som kunne hjælpe økonomisk.

Jeg så, hvordan hans nerver blev tyndslidte, og han arbejdede alt for meget med endeløse spørgsmål til ritualer - når han så svarede, kom der nye - samtidig med, missionen og menigheden skulle passes.

Heldigvis kom retsteolog Kristine Garde ind i den juridiske del af processen, og hun og hendes juridiske bagland var mildt sagt ikke imponeret af hverken biskop eller stiftskontorchef. Ansøgningen om at blive Danmarks første migrantvalgmenighed ligger nu i kirkeministeriet og venter på sin afgørelse.

Jeg er chokeret over den obstruktion, den chikane og modvilje, som Massoud har været udsat for i processen - og den bagtalelse, som folk, der ikke har indsigt i sagen, kvit og frit har skrevet i pressen. Vi fremlægger senere en fyldigere dokumentation for det. Men spørger man, hvad Massoud-sagen handler om, så handler den om kirkekamp. Kampen mellem den nye tid, som mener, man skal missionere blandt muslimer, fordi en ny folkelighed kræver ny folkekirkelighed, fordi dåben er det største og vigtigste, man kan bringe et menneske, der ikke er kristent, og det ligger ligesom i missionsbefalingen, at det ikke er et valg for kirken.

Overfor missionen står dialoglinjen, der vil holde en religiøs våbenhvile, føre samtaler, støtte moskébyggeri, og ikke mener, dåben er nødvendig for frelsen, for der er jo, som en kendt biskop og en ditto domprovst mener, flere veje til Gud. En vej, disse verdensåbne, tolerante mennesker dog ser ud til at udelukke, er Massouds vej.