Min far var politibetjent. Han var også vicevært. Og han var en retskaffen, pligtopfyldende og temmelig nøjeregnende politibetjent og vicevært.
Med en far i disse roller var der sat ganske snævre rammer for os børn og vore udfoldelsesmuligheder i det daglige. Man måtte ikke tegne med kridt på fliserne og ikke cykle over fortovet eller sidde med på kammeratens bagagebærer. Og helt galt kunne det gå, hvis man troede at kunne slippe af sted med i fuldt dagslys at bære skraldespanden med køkkenaffald ned ad hovedtrappen og hen ad fliserne til gården med de store, snavsede og stinkende zinkbøtter.
Disse fliser! Nej, skraldespanden skulle bæres ad køkkentrappen og gennem en lang, mørk og snæver kældergang til den modsatte ende af ejendommen, op ad en stejl kældertrappe og hurtigt ind i gården til tømning. Samme vej tilbage! Og nu foregik det i løb, for spanden var let og tom - og jeg var mørkeræd!
Vi er i besættelsestiden - i mørketid og sparetid. Derfor var der ekstra uhyggeligt i den kældergang: Hver anden pære var skruet ud, og de tilbageværende lyste med 15 watt. En angst for mørket, som jeg først overvandt som voksen, var jeg ikke alene om at nære på den tid. Landet var jo mørkelagt - og de mørkets gerninger, der udspillede sig i virkeligheden, og som de voksne talte meget om, ansporede også fantasien hos en lille dreng.
Nætter under luftalarm oplevedes for det meste som uhyggelige, indrammet som de var af luftværnssirenens skingre hylen, der så dramatisk brød nattestilheden. Når far ikke havde nattjeneste på politistationen, var det hans opgave at sikre, at alle ejendommens 12 familier - de allerfleste med to-tre børn - kom ud af fjerene og i formodet sikkerhed i husets beskyttelsesrum i kælderen, som var sparsomt møbleret med træbænke, havemøbler og enkelte udrangerede, gamle lænestole.
Alle mødte efter sagens natur i nattøj og badekåber medbringende tæpper, småfornødenheder og lidt spiseligt. Og som måneder og år passerede, uden at noget dramatisk indtraf under disse luftalarmer, blev stemningen mindre trykket, ja, nærmest familiær, og den strenge vicevært kunne optræde som hyggeonkel og måtte af og til affinde sig med, at enkelte familier undgik beskyttelsesrummet og blev tilbage i lejligheden.
Så indtraf katastrofen. Bortset fra det med luftalarmerne husker jeg kun spredt fra besættelsestidens hverdag: erstatningsvarer, genbrug, brødfabrikkens biler trukket af heste, badekarret som vandreservoir under folkestrejken. Men efterfølgende dramatiske begivenheder står knivskarpt i min erindring som selvoplevede i en alder af 4-5 år. Og min histories autenticitet underbygges ved klip i et par breve fra far til mor, som nu er i min besiddelse.
Den 19. september 1944 var mor og jeg på besøg hos en tante på Emdrupvej i København. Far havde formiddagstjeneste som vagthavende overbetjent på Hellerup Politistation, og som vanligt i de tider ringede mine forældre sammen flere gange om dagen for at sikre, at alt stod vel til.
Det gjorde det ikke, da mor sidst på formiddagen forgæves kaldte op til politistationen. Omsider kom hun igennem, og da taltes der tysk i den anden ende af røret. Dansk politi i hovedstaden og i flere større byer var under dække af en falsk luftalarm arresteret af den tyske besættelsesmagt. Hvad der faktisk indtraf på Hellerup Politistation hin skæbnesvangre formiddag, blev først åbenbaret for mig og min familie ved fars bisættelse i januar 1989.
Mor og jeg skyndte os hjem og kørte med sporvogn, linje 15 fra takstgrænsen ved Emdrupvej til Femvejen i Charlottenlund. I bivognens bageste ende var der en bremse, som et stort, rundt bilrat, hvor børn kunne stå og ”styre” sporvognen. Der stod jeg og styrede - med hovedet fuldt af slemme tanker og fantasier. Hvad nu?
I de første urolige dage blev mor, mine ældre søstre og jeg hjertevarmt inviteret til at bo hos mine søstres skoleinspektør Skude i dennes tjenestebolig på Ordrup Skole. Da det stod klart, at der ikke var bud efter de tilfangetagne politifolks familier, flyttede vi hjem. Og ventede. Mor overtog hvervet som vicevært og fik en arbejdsmand til at hjælpe med centralfyret: koks, brunkul, briketter, aske, slagger - og løbesod.
En beboer cyklede over fortovet og lod samtidig en bemærkning henkaste til min mor om, at nu, da vi ikke havde noget politi, kunne vi jo gøre, som vi ville! Og det var jo så sandt, som det var sagt!
Mor modtog i alt tre breve og et telegram, mens far var i tysk varetægt. Første livstegn fra far er et brev af den 8. oktober 1944. Afsender: Schutzhäftling Nummer 85773, Block 63, Konzentrationslager Weimar-Buchenwald. Affattet på ubehjælpsomt tysk (censuren), frankeret med Hitlers kontrafej og stemplet ”Geprüft”:
”Liebe alle 4.
Ich habe es gut und hoffe dasselbe für euch. “sende bitte durch Rote Kreuz: “, dicke Strumpfe, altes Unterzeug mit lange Beinen, altes Zweater, altes Halstüch, Zahnbürste, Tabak, Cigaretten, Fett, Leberpastete, Salz, Marmelade, Käse, Zücker. Sende nur altes Zeug.
Sprich mit der Bank um Geld. Wie geht es mit dem Centralfeür? ... Du musst auf Kohlen und Kokes sparen. Benutze Torf allein so lange wie möglich. Centralfeür sol jede dritte Woche gerei-nigt. Du musst auf Deutsch an mich schreiben. Lebe wohl bis wir uns hoffentlich bald wieder sehen“.
Die herzlichsten Grüssen von Vater.”
Her sad far i sin afmagt, ramt og omgivet af lutter nød og elendighed, og brugte flere af de nøje afmålte, censurerede linjer til at indskærpe mor, at hun måtte spare på kul og koks og bruge tørv samt huske at rense fyret hver tredje uge!
Næste brev er fra den 5. november 1944. Og nu tager følelserne over:
”Liebe kleine Vera und Kinder!
“Ich habe viel Sehnsucht nach euch und wieder zu Hause zu sein. Ich hoffe, ihr seid gesund und bei guten Mutes und könnt alles erledigen. Henning geht's hoffentlich auch gut, der hat mich wohl nicht vergessen? Es tut nur sehr leid so lange nicht zu Hause zu sein, ich denke immer an euch. Ich bin gesund (det turde være løgn!). Lebe wohl liebe alle und seid bei guten Laune, bis wir uns wieder sehen. Die innerlichsten und liebsten Grüsse an euch und Grüss an die ganze Familie, Vater.”
Den 3. december 1944 gav Berlin tilladelse til, at 200 syge politibetjente - far iblandt - kunne hjemtransporteres med busser og ambulancer fra Buchenwald til Frøslev i Danmark. Tredje brev er affattet på dansk og afsendt den 12. december fra Interneringslejren Frøslev, Barak H 9, Stue 5:
”Kære lille Vera og Børn. Ja, du har maaske allerede hørt det “ Det gaar forhaabentlig stadig godt med Fyrene, bare jeg snart selv kan faa lov at passe dem igen“ Det er trist, hvis vi ikke kan holde Jul sammen, men I maa holde Modet oppe, og jeg skal gøre det samme“ De inderligste kærlige Hilsener til jer alle fire, Far.”
Og så: Telegram fra Padborg den 23. december 1944 klokken 8:10: KOMMER HJEM I DAG KL 17-19 RINGER FRA HOVEDBANEN. Jeg husker latteren og gråden, det overstadige. Og husker mig selv siddende på gulvet i spisestuen, snurrende rundt på halen i det uendelige - af fryd: Nu kom far hjem!
Efter juledagene blev far indlagt på Gentofte Amtssygehus, plaget som han var af difteri, underernæring og mangelsygdomme. Her lå han til den 7. maj, og han påbegyndte atter tjeneste ved Hellerup Politistation den 25. maj 1945. Mærket for livet.
I juledagene fortalte han spredt om traumatiske oplevelser i tysk fangenskab. I juledagene - og aldrig siden! Han var psykisk svækket og plaget af kz-syndromet resten af livet, men lod sig først pensionere som 67-årig efter 41 års påskønnet tjeneste i politiet.
Ved fars bisættelse deltog uventet en pensioneret kollega, som havde været en af fars underordnede på Hellerup Politistation den 19. september 1944. Her fortalte han om fars optræden over for tyskerne denne skæbnesvangre dag: Unge betjente blev sendt ud ad bagdøre og vinduer. Aldrig havde der været så mange mandlige ekspedienter i dårligt siddende, civilt tøj, men med sorte uniformsbukser i butikkerne på Strandvejen. Det hørte vi børn nu om for første gang. Og det havde vi ikke grund til at skamme os over.