Mission, dialog og modsigelse

Hvilken betydning Jesu liv, død og opstandelse har for os, er vi ikke færdige med at forstå. Sammen med folk fra andre kulturer har vi mulighed for at få kastet nyt lys ind over evangeliet. Men hvis vi bilder os ind, at vi har patent på sandheden, og at mission går ud på at få andre til at overtage vores sandhed, så fører vi os selv og andre på vildspor

Hvis man har læst Kristeligt Dagblad den seneste tid, ser det ud, som om at mission og dialog er modsætninger. Som om valget står mellem enten at drive mission eller at hengive sig til dialogen.

Det er en falsk modsætning. For mig er kristen mission og dialog uadskilleligt forbundne. Kernen i kristendommen er nemlig det mysterium, at Gud blev menneske, eller som evangelisten Johannes udtrykker det: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”

Jesus selv var en mester i samtale. Det kan man for eksempel se i hans ordveksling med den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar i Johannesevangeliets 4. kapitel. Kristendommen er ikke bygget på en bog. Det er ikke Bibelen, vi tror på, skønt den virkelig - som Grundtvig udtrykker det - er ”en mageløs oplysningsbog”.

Kristendommen står og falder heller ikke med en bestemt moral, selvom De Ti Bud, det dobbelte kærlighedsbud og den gyldne regel giver os god vejledning. Kristendommen er ikke begrænset til en bestemt troslære eller knyttet til en kirkeinstitution. Kristentroens centrum og omdrejningspunkt er det, at Gud blev menneske. Og et menneske er det ikke sådan at få sat på en formel.

Hvem Jesus var, hvad han sagde og gjorde, hvilken betydning hans liv, død og opstandelse har for os, er vi ikke færdige med at forstå. Vi er stadig på vej. Sammen. Sammen med andre folk fra andre traditioner, kulturer og verdensdele har vi mulighed for at få kastet nyt lys ind over den evangeliske historie og sammen blive klogere på den.

Hvis vi bilder os ind, at vi har patent på sandheden, og at mission går ud på at få andre til at overtage vores sandhed, så fører vi os selv og andre på vildspor.

Jeg har nu i fire år været formand for bestyrelsen i Danmission. Jeg er levende optaget af mission og bruger rigtig megen af min tid på at missionere, på i samtale og samarbejde at dele evangeliet med dem, jeg møder.

Jeg ønsker af hjertet, at mennesker af anden tro eller uden tro vil tage evangeliet til sig og vælger at blive døbt. Jeg håber, at jeg selv i samtale og samvær med andre mennesker kan møde evangeliet stadig klarere.

I vores missionsarbejde i Danmission er dialogen helt afgørende. På flere niveauer.

Vi oplever, at samtalen med kristne samarbejdspartnere verden over og med mennesker af anden tro eller uden tro, som vi samarbejder med, er med til at nedbryde fordomme. I vores arbejde i Mellemøsten bliver det således klart for os, at islam er mindst lige så mangfoldig som kristendommen. Vi oplever, at den helt overvejende del af de muslimer, vi møder, tager lige så skarpt afstand fra Islamisk Stat og deres tanker og metoder, som vi som kristne tager afstand fra Anders Behring Breivik og hans forvrængede og forvrøvlede kristendomsfortolkning.

Gennem vores dialogarbejde bidrager vi til at skabe kontakter og åbne muligheder for, at mennesker, som tidligere har set hinanden som fjender, kan mødes, så konflikter kan blive dæmpet og forebygget.

I dialogen kan vi få afklaret, hvad vi er enige om, og hvor vi står over for reelle forskelle og uenigheder. I dialogen bliver vi synlige for hinanden som medmennesker, og vi kan lære at leve sammen som medborgere.

Et eksempel på en sådan dialogproces er et projekt i Libanon, som Danmission har gennemført i samarbejde med en af vore partnere med støtte fra Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet.

Projektet inkluderer religiøse ledere fra otte forskellige religiøse retninger i Libanon. Hver af de otte deltagere er ledere for den religiøse undervisning, der foregår inden for hver religion. De har nu i fællesskab arbejdet i halvandet år på at forfatte en undervisningsbog om medborgerskab, hvori de inddrager deres forskellige religiøse traditioner som samfundsetisk inspiration.

Jeg havde selv fornøjelsen af at have deltagerne på besøg her i Roskilde i marts, og det var meget stærkt at opleve, hvordan samtalen havde rokket ved gamle fordomme. For eksempel fordommen om, at religion skal man helst holde for sig selv og sin egen religiøse gruppe, for ude i det offentlige rum vil religion bare vække strid og splid.

Det har været en lang dialogproces, hvor de også har fået inspiration fra danske traditioner om medborgerskab ved dels at blive undervist af danske eksperter, dels besøge Danmark og ikke mindst få inspiration fra Grundtvig.

Undervisningsmaterialet bliver offentliggjort og fejret af de øverste religiøse ledere af Libanon i oktober, hvor de sammen udtrykker deres støtte til, at materialet skal bruges i deres skoler. Det libanesiske undervisningsministerium har tilkendegivet, at det vil bruge materialet i de statsstøttede skoler. Sådan kommer der faktisk noget meget brugbart ud af en engageret dialog.

Samtidig har dialogen også bud efter os. Den åbne og dybe samtale med mennesker fra andre religiøse traditioner udfordrer, provokerer og inspirerer mig, åbner mine øjne og ører for, hvad det er at være en Kristi discipel. Dialogen går altid begge veje og åbner derfor også mulighed for, at vi kan blive oplyst, vejledt, ja, måske endda omvendt i mødet med den anden.

For vi har nemlig ikke patent på Kristus. Måske er vi hidtil gået skævt af ham. Måske har jeg i min veltilfredse folkekirkelighed mistet sansen for hans nærvær i det mennesker, jeg står ovefor.

Det er i nogle dele af det danske kirkeliv og den offentlige debat blevet moderne at have meget markerede holdninger og bruge skarpe ord om dem, man ikke umiddelbart er enige med. Man går mere efter modsigelse end efter samtale. Dialog bliver karikeret som holdningsløshed, som et udtryk for slappe kompromiser, hvor man lader fem og syv være lige eller tænker, at enhver må blive salig i sin tro.

Når vi i Danmission opfatter hele vores missionsarbejde som noget, der kun kan udfolde sig i dialog, har det intet med konfliktskyhed, holdningsløshed eller slap tolerance at gøre. Tværtimod. Når vi i mødet med mennesker af anden tro eller uden bevidst tro insisterer på dialogen, er det fordi, at vi er levende optaget af at forstå dem, at lytte os ind på dem, at lade os udfordre og inspirere af det, vi ikke kender eller forstår endnu. Ligesom vi ønsker, at den anden vil lytte lige så åbent og interesseret, når vi fortæller om, hvad vi tror på og er optaget af.

Men dialog er ikke altid mulig. Hvis den anden er låst fast i sine fordomme om os eller i en skråsikker tro på selv at eje hele sandheden, så kommer vi ingen vegne. Hvis stejlheden bliver til rå magtudøvelse og vold, så er der brug for modsigelse og nogle gange mere end det, som det er tilfældet med IS i Syrien og det nordlige Irak lige nu.

Dialog handler ikke om naivt at tro, at man altid kan blive enige. Dialog lever på sin vis af uenighed, for hvis vi er enige om det hele, er der sådan set ikke nogen grund til at tale med hinanden.

I dialogen er vi ikke bange for klarhed og kritik. Men i dialogen insisterer vi på at se og forstå den anden som medmenneske - et menneske, der som vi selv er på vej til at komme til rette med livet, på vej til en dybere forståelse af vores fælles tro eller hver vores helt forskellige tro.

Og ærligt talt: hvad er alternativet til mission som dialog? At kaste bibeler ned i faldskærme? At råbe til de andre uden at interessere sig for, hvad de tænker eller svarer?

Kræver næstekærlighedsbuddet ikke af os, at vi vover dialogen? Ikke bare som en formel imødekommenhed for selv at kunne komme ud med vores færdigpakkede sandhed, men fordi vi har tillid til, at den anden har noget på hjerte, som også kan kaste lys over vores liv og vores tro.

Det har jeg, og det er den tillid, der driver Danmissions arbejde rundt om i verden.