EN GOD HISTORIE er en dårlig historie. Sådan har mantraet i journalistikken lydt i mange år. Og en rigtig god, dårlig historie handler om konflikter: lande, der ikke kan eksistere fredeligt side om side, mænd der undertrykker kvinder, muslimer der hader kristne, og kristne der afskyr muslimer, rige der udbytter fattige, naboer der ikke kan tale sammen.
Og historierne er der nok af, for alle disse konflikter eksisterer i verden. Og medierne skriver jo om virkeligheden, som den er. Det er i hvert fald selvopfattelsen i branchen.
Alene i de sidste par uger har der været masser af den slags historier, store og små imellem hinanden. Borgerne har ikke tillid til, at Skat behandler dem retfærdigt, og oppositionen mener, at den nye skatteminister er ukvalificeret til jobbet. ”Næste gang er det dig, der bliver skatteminister. Du skal bare have bestået folkeskolen og måske have undervist lidt på AOF,” skriver en borgerlig debattør på Facebook.
Ovre i rød blok råber de: ”Den blå finanslov sejler totalt,” og om lukningen af DR's underholdningsorkester siger en kunstner: ”Det er en ufattelig beslutning. Hvad fanden tænker de på, det er helt sort!”.
Nogle steder er konflikterne særdeles blodige. Civile dør i Østukraine, hvor den ukrainske hær og de prorussiske separatister gensidigt beskylder hinanden for at bryde våbenhvilen. Og i Mellemøsten skærer terrororganisationen Islamisk Stat halsen over på amerikanske journalister for at tvinge USA til at holde op med at bombe dem.
Eller det er i hvert fald det, de siger. Men enhver ved, at USA på den måde indirekte tvinges til det modsatte: at lade bomberne regne ned over de IS-kontrollerede områder for at vise, at USA ikke er et land, der lader sig diktere af terrorister. Og dermed får Islamisk Stat den perfekte undskyldning for at fortsætte mishandlingen af både irakere, syrere og udlændinge i de to lande.
For sådan er konfliktens logik. Det, parterne hver især gør for at forsvare sig mod modparten, bruger den anden som argument til at fortsætte sin fremfærd. Det er ikke en logik, der sigter mod en løsning, men tværtimod mod at fastholde og uddybe modsætningen.
Og medierne deltager glade og gerne i konfliktoptrapningen. Aviser og tv gengiver de ensidige og provokerende udsagn fra konfliktens parter - og gør det alene af den grund attraktivt at komme med dem. De finder frem til ofrene for en fejldisposition og fremstiller dem vel at mærke som ofre: svage og nedbrudte mennesker, der nu står tilbage uden håb.
Medierne laver sort-hvide fremstillinger af konflikter, hvor der kun er to valgmuligheder: Enten er du for eller imod - og de andre er under alle omstændigheder idioter. Og på den måde beskriver medierne ikke bare konflikterne. De holder dem i live og får dem til at vokse.
I vores nye bog, ”Håndbog i konstruktiv journalistik”, peger vi på en anden rolle, medierne kan vælge: den som mediator.
Der er nemlig et alternativ til at forstå uoverensstemmelser som uløselige konflikter, og det er at se dem som dilemmaer. Dilemmaer er svære valg, hvor der er flere løsninger, der hver især løser nogle problemer, men ikke alle.
Og sådan er det jo med de fleste problemer her i verden. Hvis der var en åbenlyst god løsning, ville vi nok hurtigt kunne blive enige om den. Hvis vi ser et problem som et dilemma, handler det om at få afdækket fordele og ulemper ved de forskellige løsningsforslag - og måske finde på en helt tredje eller fjerde mulighed.
DISKUSSIONEN OM underholdningsorkestret er et oplagt eksempel på et dilemma. I den bedste af alle verdener var der selvfølgelig råd til at beholde det kompetente og roste ensemble; det kan mange sikkert blive enige om. Men forårets medieforlig har betydet, at DR blandt andet mister 75 millioner om året i licens, så hvor skal man så finde de penge henne?
Dilemmatankegangen inviterer til en helt anden type journalistik, hvor de uenige parter kan samarbejde om at finde den rigtige løsning. Det er jo en gratis omgang at sige: ”Hvad tænker de på?”, så lad os i stedet diskutere mulighederne. Vil det være rigtigere at spare lidt på alle DR's kor og orkestre end helt at nedlægge et? Kunne DR drive orkestrene på en måde, så de kunne give større indtjening end nu? Eller er det helt andre steder i DR, man skal lede - og i så fald hvor?
Den konfliktorienterede journalistik løser sjældent problemer. Det så vi i dækningen af regeringens forslag om en betalingsring i 2012. En gennemgang af mediedækningen i Ugebrevet Mandag Morgen har vist, at hele to tredjedele af alle artikler om betalingsringen var negativt vinklede, mens kun 13 procent var positive.
Og måske var en betalingsring ikke den rigtige løsning på trængselsproblemerne i hovedstaden, men faktum er, at løsningsforslaget bare blev skudt ned, uden at der kom andre forslag på bordet. Og at bilerne stadig holder i kø på vej ind til København om morgenen - og på vej ud om eftermiddagen.
Men får læserne og tv-seerne ikke bare den journalistik, de beder om? Er det ikke bare sådan, at folk gerne vil læse og se de skarptskårne, konfrontatoriske historier? Nej, faktisk ikke.
Tværtimod viser en undersøgelse fra 2011, at folk er trætte af den negativt-kritiske journalistik. Tre fjerdedele siger, at de er trætte af politikere, der råber hinanden ind i hovederne, og 83 procent efterlyser flere indslag, der inspirerer til løsninger af samfundets og verdens udfordringer.
DE HISTORIER, der bliver delt allermest på sociale medier som Facebook, er ikke afsløringer af svigt og misbrug, men historier, der vækker ærefrygt eller meningsfylde hos læserne.
Et helt frisk eksempel er historien om Team Tvilling, en spastisk lammet tvilling og hans bror, der sammen gennemførte Copenhagen Ironman. Historien har gået sin sejrsgang på alle medier, fordi den rører og inspirerer os. Minder os om, at der er noget, der er større end os selv, og at problemer kan løses gennem samarbejde.
Konstruktiv journalistik er en metode, men det er også en indstilling til andre mennesker. Det er en tro på, at andre mennesker som regel har gode grunde til at tænke og mene, som de gør, og at hvis man for alvor vil have dem i tale og prøve at overbevise dem om noget andet, så er man nødt til forstå den position, som de ser verden fra.
Konstruktiv journalistik er at bringe mennesker og meninger sammen, så alle bliver klogere, og vi får et fundament for at tage bedre beslutninger.