Elsk din næste - også når han er jihadist i IS

Den kristne næstekærligheds radikalitet er nok noget af det nemmeste at glemme i verden, for det er netop, når næsten bliver en fjende, at kærligheden til ham er allermest skrøbelig. Og samtidig er det der, den må strække sig allermest. Derfor er det vigtigt, at vi, der kalder os kristne, minder hinanden om Jesu radikale fordring til os

Man skal elske sin næste, også når næsten er blevet en fjende.
Man skal elske sin næste, også når næsten er blevet en fjende. Foto: Fred De Noyelle / GODONG.

DA MIN GYMNASIETID SLUTTEDE i 2005, tog jeg sammen med tre venner ud på en større dannelsesrejse i en dertil indrettet Volkswagen fra 1982. Vi var blandt andet en måned i Syrien. Det var, før landet blev opslugt af en sekterisk borgerkrig.

Vi boede her nogle dage i et tidligere jesuitisk, men på daværende tidspunkt katolsk kloster, Deir Mar Musa. Fantastisk smukke bygninger midt ude i ørkenen.

Vi tog del i munkenes daglige morgengudstjenester og aftenmeditationer, vi spiste, snakkede, grinede og plantede oliventræer i ørkenen. Klosteret blev ledet af den karismatiske og meget engagerede italienske jesuit Paolo Dall'Oglio, der har været aktiv i Syrien siden 1980.

Paolo Dall'Oglio har som forsker, som præst og som fredsaktivist arbejdet utrætteligt for dialog imellem religioner, og i løbet af borgerkrigen faciliteret dialog mellem sunni- og shiamuslimer. Og netop troen og håbet på dialog gjorde, at han den 29. juli 2013 opsøgte den fundamentalistiske muslimske organisation Islamisk Stat (IS) i Raqqa, en by i det nordlige Syrien.

Det var her, IS tog ham til fange, og i dag er hans skæbne ukendt. En mand, der hele sit voksne liv har kæmpet for dialog, ligger måske i dag i et hul i ørkenen, dræbt af dem, han så gerne ville tale med.

Imens fortsætter Deir Mar Musa som kloster og fungerer nu også som flygtningelejr, hvor store mængder af hovedsageligt muslimske flygtninge strømmer til fra de omkringliggende landsbyer.

Set i lyset af Dall'Oglios mulige død, og i det dunkle lys af de svære betingelser, som mange kristne i lande med overvejende muslimske befolkninger lever under, var det da den rigtige kamp? Den kamp for dialog, som Dall'Oglio kæmpede? Eller mere præcist, var det rigtigt ifølge hans kristne overbevisning? Eller er det kristne svar på situationen i virkeligheden et helt andet? Måske nærmere det, som tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sagde i forbindelse med udvisningstruede irakeres tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro:

”For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke.” (Politiken, 19. maj 2009).

IFØLGE HORNBECH BURDE MAN i Deir Mar Musa nok have lukket klosterets døre i for de nødlidende flygtende syrere frem for at åbne dem, som er det, munkene har gjort.

Er det ud fra et kristent perspektiv korrekt, når tidligere socialdemokrat og europaparlamentariker for Dansk Folkeparti Mogens Camre siger:

”Vi skal passe vældigt på, at vi i vor kulturs næstekærlige godtroenhed ikke begynder at vise respekt for uoplyste menneskers overtro. De [muslimerne] agter nemlig ikke et øjeblik at vise respekt for os.” (Kristeligt Dagblad, den 8. marts 2006).

Ja, når muslimerne ikke viser respekt for de kristne, så er der ingen grund til, at de kristne skulle vise respekt for muslimerne: øje for øje og tand for tand, er det ikke det, Jesus siger i Det Nye Testamente? Nå nej, det var ikke ham.

Men den godtroende næstekærlighed, som Camre nævner, det var ham. Og hvad er det nu, dét er for en størrelse? Jesus siger det rimelig klart, synes jeg: ”Du skal elske din næste.” (Matt. 22,39). Og da en lovkyndig jøde spørger Jesus, hvem næsten er, uddyber Jesus med lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10,25-37).

Altså er den næste ikke kun den, der er ligesom dig, men også den, der ikke er. Og den godtroende næstekærligheds radikalitet slås fast med syvtommersøm, da Jesus siger: ”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.” (Matt. 5,44).

Den kristne skal endda elske sin fjende, en fjende er også en næste.

Så ud fra et kristent perspektiv må én af dem tage fejl, Mogens Camre, Birthe Rønn Hornbech eller Jesus. For ifølge Jesus skal den kristne slet ikke passe på med sin godtroende næstekærlighed, snarere tværtimod, han skal øse af den, for den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, som en anden kristen engang skrev.

Således finder vi et perfekt eksempel på næsten i den militante muslim fra IS. Men hvordan elsker man overhovedet sin næste? Lad os antage, at det at elske sin næste er at ønske for næsten, at det går ham godt, og at udtrykke den kærlighed i sine handlinger er at hjælpe næsten til, at det går ham godt.

MEN HVORDAN ELSKER MAN så sin fjende, hvordan elske en person, der vil én det ondt?

Jesus vil vel ikke have den kristne til at hjælpe IS med at grundlægge deres islamiske stat med alt, hvad det indebærer. Jeg tror, man kan sammenligne det at elske sin fjende med den naturlige kærlighed, som en forælder har til sin søn, der er narkoman.

Man elsker ham, ikke hans misbrug, nej, man ønsker, at han kommer ud af det, bliver fri for det, fordi det påfører ham og folk omkring ham smerte. Sådan kan man elske jihadisten i IS, der henretter den præst, der har givet sit liv til dialog og fredelig sameksistens.

Jeg tror ikke, at det ubetingede i Jesu idé om næstekærlighed så meget ligger i at elske næsten, uanset hvad næsten gør, som det ligger i at elske næsten uden at skele til, hvad næsten gør. Om din næste er din fjende eller ej, er sådan set ligegyldigt, for ifølge Jesus fortjener han din kærlighed. Ikke fordi han har gjort sig fortjent til din kærlighed, men fordi han er tjent med den, har brug for den.

Alt det er der selvfølgelig noget højst unaturligt i.

Men hvis den godtroende næstekærlighed kom naturligt, var der vel heller ingen grund til, at Gud engang skulle være blevet menneske for at formidle det. Eller sagt på en anden måde: Hvis religioner kun fordrede det, der kom til os naturligt, ville de være overflødige.

Så at elske sin fjende må indebære, at man ønsker det gode for sin fjende, men ikke nødvendigvis det, som fjenden ser som det gode (en islamisk stat), men det, den elskende forstår ved det gode.

Det er dette ulige forhold i forståelsen af det gode, som kravet om næstekærlighed stiller den elskende i. ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk. 23, 34), som Jesus siger, da han hænger på korset.

Derfor er det at elske sin næste også foreneligt med at bekæmpe hans tro. Præcis ligesom forældrene, der forsøger at hjælpe deres søn ud af et misbrug. Og dette er netop, hvad det er: hjælp, en handling af hensyn til den fundamentalistiske muslim. Det er netop, fordi fundamentalistisk islam ”gør ondt” mod muslimen, netop fordi det forhindrer muslimen i at leve et godt liv, at den kristne bør bekæmpe ikke ham, men det.

Næstekærlighedens radikalitet er nok noget af det nemmeste at glemme i verden, for det er netop, når næsten bliver en fjende, at kærligheden til ham er allermest skrøbelig.

Og samtidig er det der, den må strække sig allermest.

Jeg vil påstå, at dette sker for de fleste debattører og andre, der identificerer sig selv som kristne og udtaler sig om islam: De glemmer den helt centrale fordring hos Jesus om, at de skal elske deres næste, uanset hvem den næste er. Det betyder, at en eventuel modstand mod islam bør være motiveret af kærlighed til muslimen og ikke for eksempel, som det ofte er tilfældet, en frygt for at miste, hvad det end er, man er bange for at miste.

Paolo Dall'Oglio har måske mistet livet for sin tro på, at dialogen er det rigtige, også da det så ud til at være allermest nyttesløst.

Han har måske mistet livet på grund af sin godtroende næstekærlighed.

Og hvor man kan diskutere, hvor pragmatisk endsige hvor nemt det er at elske sin fjende, er det ikke til diskussion, at hvis man kalder sig kristen, så er det en forpligtelse. Som det er det nemmeste i verden at glemme.