Søren Krarup - danskeren, der stiller spørgsmålene

Søren Krarup har i en menneskealder delt vandene mere end nogen anden dansk debattør og påpeget problemstillinger, som de fleste andre har følt sig beklemte ved at tage op. Mikael Jalving tager i sin fair og forstående måde at læse og resumere Krarup på noget af det alt for uforsonlige ud af manden, som ellers godt kan gøre ham ulidelig at læse

Og tænkt sig om, det kan man roligt sige, at Krarup har, skriver dagens kronikør. Billede: Søren Krarup.
Og tænkt sig om, det kan man roligt sige, at Krarup har, skriver dagens kronikør. Billede: Søren Krarup.

Kristeligt Dagblads leder-skribent beklagede den 16. august, at der er så langt mellem debatbøger i forlagenes kataloger, og i samme dags avis efterlyser Gyldendal, landets største forlag, ligefrem debatbøger fra politikere og meningsdannere. Ikke fordi det er rentabelt, men fordi det er et væsentligt samfundsanliggende at sikre en fælles debat om almene emner på et oplyst grundlag.

En måned efter udsender People'sPress så ”Søren Krarup og hans tid” af Mikael Jalving, en bog på over 250 sider, den første biografi om Krarup. Bogen er baseret på den første samlede læsning af de over 30 bøger i det essayistiske forfatteskab, hvormed Krarup har været med til at sætte dagsordenen for den engagerede del af debatten i dette land over det sidste halve århundrede. Det kan man da kalde et eksempel til efterfølgelse! Flere af dem er i øvrigt kommet hos Gyldendal. Jalving har i øvrigt selv skrevet et par stykker.

Lederskribenten fremhæver med rette, at den klassiske debatbog - i modsætning til de sociale mediers hastigt skrevne, korte skud fra hoften - formidler gennemreflekterede holdninger og tvinger forfatteren til at tænke sig om.

Og tænkt sig om, det kan man roligt sige, at Krarup har. Delt vandene har han så sandelig også, mere end nogen anden debattør. Peget på problemstillinger, som andre har følt sig beklemte ved at tage op. Som Birthe Rønn Hornbech (V) siger i et af bogens mange velvalgte citater af venner og fjender fra søslagene i andedammen: ”Man lader, som om de problemer, Søren Krarup på vanlig provokerende vis anskueliggør, slet ikke eksisterer.”

På vanlig provokerende vis! Det kan man roligt sige, men Jalving tager i sin fair og forstående måde at læse og resumere ham på noget af det alt for uforsonlige og indædte ud af Krarup, som ellers godt kan gøre ham ulidelig at læse.

Faktisk gør han på den måde både Krarup og os læsere den store tjeneste at gøre det enkelt og interessant at forny bekendtskabet med åbent sind og uden større ophidselse. Han gør det også lettere ved at fremhæve fordelen ved Krarups suveræne polemiske stil, hvor en ellers godt skjult humor kommer frem. ”Det er”, skriver Jalving, ”jo dér man griner, ofte misundeligt, fordi han er en mester i at gennemhulle alle (...) med en specifik polemisk brutalitet (...) (der) tåler sammenligning med de største herhjemme, selv om det naturligvis har kostet meget nag og givet ham mange fjender.”

Og ofte inspireret modstandernes gensvar! Tænk bare på det ikke spor venlige forslag til et motto for Tidehverv: Gud er alt, jeg er intet, og du er idiot! Jalving oplyser i forbifarten om, at polemik kommer af græsk polemos: Krig!

Gyldendal efterlyser en fælles debat om almene emner som et samfundsanliggende. Almene emner? Krarup har skrevet om de fleste ismer, og han har, som det illustreres af bogens kapiteloverskrifter, skrevet om stort set alle væsentlige almene emner, som har været på dagsordenen, siden han i 1960 lagde sin første bog om Harald Nielsen og hans tid (!) på bordet: Nationen, Tidehverv (kristendom), Demokrati (som isme), Unionen (EU), Indvandringen, Værnepligten (deltagelse i det politiske liv). Man spørger uvilkårligt sig selv, om noget relevant emne mangler? Og om et eneste af dem ikke stadig er aktuelt og ofte bliver det på en ny måde?

Grunden blev lagt i barndomshjemmet med en far, Vilhelm Krarup, der var tidehvervsk præst og modstandsmand under Anden Verdenskrig, og for Søren blev modstandskampen, med Jalvings ord, alle kampes moder. En kamp, der for hans forældre og mange andre hverken blev kæmpet for demokrati eller mod nazisme, men for Danmark som forsvar for nation og danskhed - ikke for nationalisme som ideologi.

For Søren Krarup blev det derfor enkelt: ”Det at være dansk er slet og ret at leve i Danmark (...) et spørgsmål om vilje og ikke bevidsthed (...) Danmark er stedet, hvor danskerne har hjemme.” Og da han ovenpå de rystelser, som ungdomsoprøret i 1968, EF-afstemningen i 1972 og udlændingelovens næsten enstemmige vedtagelse i 1983 havde været for ham, oplevede den store indvandring, som blev konsekvensen, så følte han sig forpligtet til at sige ja til en opfordring om at stille op for Dansk Folkeparti ved valget i 2001.

Hans harme og bekymring over udviklingen kender vi. At der også er tale om fortvivlelse, trang til at give op, bemærkes mindre, men kommer for eksempel frem i ”Utopi og virkelighed” året efter EF-afstemningen: ”(...) den lave novembersol lyser lige så klart som sidste år, men (...) tingene virker mere ligegyldige end i fjor. Spørgsmålet, der kunne sætte en op til dåd, glider upåagtet forbi. Jeg gider ikke.” Oplagtheden er kommet tilbage, men den dybe bekymring for Danmarks fremtid er intakt.

Den tidehvervske version af kristendommen med tilhørende krigeriskhed var som antydet også kommet ind med modermælken, og for en ukyndig virker det, som om Jalving har kæmpet sig godt ind i svært stof. For en udenforstående, men sikkert ikke for mange af dette blads læsere, kan Tidehvervs og dermed om nogen også Krarups egen skarpe afstandtagen fra at sammenblande kristendom og politik godt virke lidt fremmed, men at det er en alvorlig sag, lades man ikke i tvivl om. Og man forstår derfor godt, at han kom under kritik, da han gik ind i DF.

For ham selv var det enkelt, hvorfor han måtte fravige det principielle: ”Man kan ikke opfordre andre til at kæmpe for land og folk og så selv blive stående på sidelinjen,” fastslog han over for Jalving i december 2013. Med direkte parallel til besættelsen sagde han i oktober 2000 til Jyllands-Posten: ”Jeg betragter DF som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne (i indvandringspolitikken, red.)”. Men flere, også folk tæt på Tidehverv, har kritiseret ham for ikke selv at være bedre end de ”farisæere” i politik og kulturliv, han tidligere havde hudflettet.

En enkelt kritiker skal nævnesfor et særligt originalt synspunkt, nemlig at Krarup efter at have været ugleset fra så mange kanter i så mange år var blevet fristet over evne af DF's tilbud. Det er Kathrine Lilleør, som citeres for, at udtrykket ”national værnepligt” vidner om noget, man ikke skulle tro muligt hos Søren Krarup: Æstetisk forfængelighed!

Mange betegnelser er blevet hæftet på Krarup, men forfængelig? Det kan hun selv være. Se bare det billede af hende, der for nylig blev bragt her i bladet, da hendes seneste bog blev anmeldt. - Undskyld! Men polemik er altså smittende.

At Krarup bestandig kan blive aktuel på nye måder illustreres af krisen i Ukraine: Krarup var så sent som 6. september ude med en hvas kommentar i Berlingske om de spørgsmålstegn, der sættes ved Ruslands ret til at forsvare sine nationale interesser tæt på landets egne grænser. ”Hvorfor”, spurgte han, ”har USA (så) lov til at trække røde linjer over hele verden, hvor Washington forsvarer amerikanske interesser?”. Man kommer - uden at parallellen skal trækkes for langt - til at tænke på, at Anden Verdenskrig af russerne er blevet kaldt Den store Fædrelandskrig.

I øvrigt ingen tvivl om, at Søren Krarup nok skal komme med flere debatbøger. Han har det ganske paradoksalt ligesom Indre Missions navnkundige Vilhelm Beck, hvis motto jo var: Jeg vil gale, så længe jeg lever!