Reformationens grå eminence

Selvom Martin Luthers opgør med den katolske kirkes lære, styre og fromhedsliv kunne være nok så tiltalende, så var der ikke kommet en reformation ud af det hele, hvis der ikke havde været en politisk opbakning bag ham. Og den stod kurfyrstens teologiske spindoktor og gehejmesekretær Georg Spalatin for

”HAVDE JEG IKKE VÆRET DER, så var det aldrig kommet så vidt med Luther og hans lære!”. Så selvbevidst formulerede han sig engang, den sachsiske kurfyrstes fortrolige rådgiver, ”spindoktor” og sekretær Georg Spalatin. Men det var sandt nok.

Selvom Martin Luthers opgør med den katolske kirkes lære, styre og fromhedsliv kunne være nok så tiltalende, så var der ikke kommet en reformation ud af det hele, hvis der ikke havde været en politisk opbakning bag ham.

Den skulle i første omgang komme fra hans egen verdslige øvrighed, kurfyrste Frederik den Vise. Havde han ikke støttet Luther, så var det formentlig gået ham lige så slemt, som det var gået mænd, der tidligere havde dristet sig til at kritisere romerkirken. De måtte bøde med livet - erklærede kættere som de var. Den klasse endte Luther også i, da han i foråret 1521 blev dømt til at være kætter og fredløs.

Men man har ofte sagt, at kurfyrsten gjorde meget for den lutherske reformations fremme ved ikke at gøre noget, det vil sige ved ikke at modarbejde reformationsbevægelsen. Af politiske grunde kunne han ikke støtte Luther åbent.

Han præsterede faktisk lige til det sidste aldrig at mødes personligt med ham, selvom de boede nær hinanden. Kontakten til Luther skete gennem en mellemmand.

Denne var kurfyrstens gehejmesekretær Georg Spalatin.

I den tyske lutherske verden ”tæller man ned” til det stort anlagte 500-årsjubilæum for Luthers teseopslag i 1517. De 10 år inden 2017 har fået hvert sit tema, som belyses gennem bøger, foredrag, kunst og andet. I år er det ”religion og politik”, og i den sammenhæng har Spalatin tiltrukket sig opmærksomhed.

Uddannet i Erfurt og Wittenberg blev Spalatin magister, jurist, fortrolig med græsk, hebraisk og de klassiske fag, præsteviet, kurfyrstens fortrolige rådgiver, historieskriver, sjælesørger, hofprædikant og diplomat, ansvarlig for kirke- og universitetssager.

Hans venskab med Luther begyndte allerede omkring 1514. En af hans hemmelige missioner var det fingerede overfald på Luther efter dommen i Worms og anbringelsen af ham i skjul på fæstningen Wartburg. Han deltog i talrige vigtige kirkepolitiske møder, også i udarbejdelsen af Den Augsburgske Bekendelse - det skrift som stadig er et af folkekirkens bekendelsesskrifter.

SPALATIN OVERSATTE og udgav flere af Luthers latinske bøger, skrev selv teologiske skrifter, og omkring 400 breve fra brevvekslingen mellem Luther og ham belyser både deres livslange venskab og Spalatins indsats for at fremme Luthers synspunkter, bevæge kurfyrsten til at forsvare Luther imod paven og kejseren, og til, om nødvendigt, at lægge en diplomatisk dæmper på den temperamentsfulde Luther.

Som Reformationens grå eminence styrede han både sin kurfyrstes og Luthers sag. Han endte i øvrigt som superintendent (biskop) i Thüringen.

Men Spalatin spillede også en vigtig rolle i et dansk anliggende. Det drejer sig om Christian II. Fordrevet af rigsrådet rejste han med hustru og børn i eksil i Nederlandene. Det er netop Spalatin, som i nogle notater oplyser, at Christian II erklærede efter at have hørt en prædiken af Luther (oktober 1523), at han aldrig nogensinde havde hørt evangeliet forkyndt sådan. Det ville han aldrig glemme, ja, han ville tåle og lide alt for dette evangeliums skyld.

Med andre ord: Ekskongen og dronning Elisabeth konverterede til lutherdom. Politisk det dummeste, han kunne gøre, totalt afhængige af støtte fra dronningens ærkekatolske bror, kejser Karl V, som de var.

Og tåle og lide, det oplevede ekskongen virkelig. Eksilet blev én lang kæde af ulykker, tab, nederlag og svigt. Dronningen døde kun 26 år gammel, Christian sank ned i bundløs gæld, fjender og kreditorer lurede overalt. Og kejseren slog hånden af ham som den ”lutherske kætter”, han var blevet.

At ekskongens lutherske tro var oprigtig, viser den tætte kontakt, som han nu optog med folkene i Wittenberg. Christian II havde flere møder med selveste Martin Luther, som ganske mod sædvane blandede sig i denne højspændte politiske sag.

Han tog ekskongens parti, og i et af sine kendte ”stat/kirke”-skrifter udøser han sin vrede over danskernes behandling af deres salvede konge. Gud ville hævne sig, proklamerede Luther - som ikke kunne vide, at landet en halv snes år senere gik over til lutherdommen.

Når ekskongen ikke var på besøg i Wittenberg, korresponderede han med Luther. Han berettede blandt andet om dronningens dødsfald, et bevægende brev, men også barsk i omtalen af det katolske miljø i Nederlandene. Derfor måtte Luther ikke vise brevet til nogen.

Det gjorde Luther heldigvis alligevel, nemlig til Spalatin. Han lavede en afskrift, og derfor kender vi det stadig. I ledsagebrevet til Spalatin omtalte Luther ekskongen som det mest ulykkelige menneske, men også et menneske, som nu forunderligt levede ”alene for Kristus”. Spalatin søgte straks at trøste Christian II, henviste til Guds almagt og vilje og bad ham søge hjælp i Davids salme 91.

IKKE FÆRRE END 20 BREVE fra Spalatin til ham er bevaret, men der har eksisteret langt flere. Ekskongens breve til ham er gået tabt. Et værk om Spalatins brevveksling, som i år er udkommet i Tyskland, kender åbenbart ikke disse originale Spalatin-breve i det danske Rigsarkiv, selvom mange af dem er trykt forskellige steder tidligere.

Spalatin sender en jævn strøm af nyheder om politiske og teologiske forhold. Han fortæller om Luthers forelæsninger og sender hans og sine egne nye bøger. Spalatin mener, at bogen om den trælbundne vilje, som Luther skriver på imod Erasmus af Rotterdam, vil blive ”en meget kristelig bog”!

Han kan meddele, at Luther vil hjælpe kongen og bede til Gud for ham, ”så meget, han kan”. Han oplyser, rystet, om bondekrigenes ødelæggelser og slår fast, at de vil udløse Guds store vrede. Lakonisk oplyser han, at bondelederen Müntzer er blevet halshugget.

Han fortæller om kurfyrstens ”evangeliske” dødsleje, og da Spalatin som en af de få har deltaget i Luthers bryllup, oplyser han - beroligende, må man antage - at ”Doktor Martinus prædiker og forelæser som gift mand, Gud ske lov, lige så kristeligt og godt, som før han blev gift.” Spalatin forstår at inddrage ekskongen i det wittenbergske miljø og arbejder klart nok på at styrke og fastholde ekskongen i den lutherske tro.

Men fik Christian II også et politisk udbytte af denne nære kontakt med den centralt placerede embedsmand? Spalatin bedyrede, at kurfyrsten, som var Christians morbror, virkelig holdt af ham, gav ham lejdebrev og lånte ham penge.

Men virkeligheden var, at hverken kurfyrsten eller hans efterfølgere ville blande sig i den farlige danske sag - uanset at ekskongen var blevet luthersk. Han måtte hjælpe sig på anden vis, og det endte som bekendt med 27 års fangenskab i Sønderborg og Kalundborg, indtil døden udfriede ham (1559).

Da havde hans fætter, Christian III - med Luthers hjælp - for længst gennemført den evangeliske reformation i Danmark-Norge. Men det er en anden sag.