Vi ved, at straf ikke hjælper ...

Måden, vi behandler de mest udsatte børn og unge på, er også fortællingen om, hvordan velfærdssamfundets institutioner tænker, lovgiver og handler i forhold til begreberne straf og pædagogik. I Danmark har vi i den tid, vi lever i, besluttet, at vi ikke straffer børn, selvom det borgerlige Danmark nu vil ændre reglerne

Søren Skjødt er formand i Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge.
Søren Skjødt er formand i Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge. Foto: Arkivfoto.

Vi ved, at straf ikke hjælper. Medmindre det bare er det, man vil. Vores pointe er, at det ofte er afmagt, der får os til at gribe til tilbageskridt. Troen på det kendte giver os ofte (falsk) tryghed. Også selvom det gamle heller ikke løste problemerne, da det var nyt.

Vi ved, at tidlig indsats hæmmer risikoen for fastholdelse af udsathed. Og vi ved, at kommunerne har økonomiske udfordringer. De seneste år har kommunerne imidlertid brugt milliarder af kroner færre, end der var budgetteret med, og har samtidigt ofte udskudt den rette tidlige indsats. Begge dele under henvisning til, at udgifterne til udsatte børn og unge eksploderer.

Vi minder om en af konklusionerne fra ”Når man anbringer et barn II” (der er udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed): ”Fra tid til anden rammes danske medier af historien om, at udgifterne til anbringelser er eksploderet de senere år. Men det er ikke korrekt. Siden år 2000 har de ligget på samme niveau, nemlig 15 til 17 milliarder kroner om året i faste 2011-priser.”

Politikerne må forstå, hvad blandt andre den svenske nationaløkonom Ingvar Nilsson har sagt om den tidlige indsats: ”Meget forenklet kan man sige, at hvis vi satser 500.000 kroner på et lille barn, der har problemer i skolen - og det er en stor satsning - og det så lykkes i to procent at vende udviklingen til det bedre, så har den her investering kunnet betale sig.”

Vi ved, at uddannelse og beskæftigelse fremmer samfundsdeltagelsen. De sidste mange års reformer har haft det til fælles, at de har haft til hensigt at øge udsatte børn og unges inklusionsmuligheder i samfundet. Samlet set har disse begreber været med til at artikulere et paradigmeskifte, hvis positive effekt har givet medvind til bevægelsen fra tidligere tiders relativt lukkede og matrikelfokuserede døgninstitutionsmiljøer til nutidens åbne og vidensfokuserede specialiserede sociale tilbud.

Vi kan ikke uden videre ophæve grænserne mellem straf og pædagogik eller undgå begreber som anerkendelse, respekt og inddragelse. Vi kan heller ikke nøjes med at kræve af børn og unge, der udfordrer os adfærdsmæssigt eller forståelsesmæssigt, at de skal lave sig om. Vi kan heller ikke blot sætte magt bag ved ordene.

Fordi det vil være et brud med de konventioner, vi har tilsluttet os. Fordi mennesker ikke bare lader sig forandre - selvom autoriteter kræver det. Fordi de børn og unge, der begår volden, for rigtig manges vedkommende har lært den at kende som et sprog, de har fået overdraget fra barnsben. Og fordi hårdt mod hårdt-pædagogikken lærer børn at sætte hårdt mod hårdt og ikke at løse konflikter ved samtale, ikke at behandle andre mennesker med anstændighed. Hvilket mange mennesker i dette land forbinder med civilisation. Med fastholdelsen af håbet og troen på det gode i mennesket som ankeret i vores eksistens.

Når det er sagt, har vi i Danmark et ganske lille antal børn og unge, som i perioder har brug for at blive skærmet i et afgrænset eller lukket miljø. Både for at vi på de specialiserede sociale tilbud som en del af systemet kan få mulighed for at påtage os denne særlige forandringsopgave, men naturligvis også for at beskytte civilsamfundet - herunder ofre og deres familier.

Den opgave, vi skal løse sammen med de øvrige aktører på området, plejefamilier og private opholdssteder, er den i al fald aktuelt uafviselige samfundsmæssige opgave, det er at medvirke til på den ene side, at udsatte børn og unge kan undgå et liv med vold, kriminalitet og misbrug, og på anden side kan opnå et liv med læringsglæde, beskæftigelse, og deltagelse i samfundslivet. Vores opgave er at medvirke til, at de resultater, som udsatte børn og unge udvikler og opnår, også kan bringes i anvendelse andre steder end på institutionen.

For det første skal vi sikre, at det enkelte barn får det rigtige og det nødvendige tilbud første gang. Dernæst er det helt afgørende, at aftalegrundlaget for indsatsen afklares og præciseres. Og ændres i takt med fremskridt, stilstand og tilbageskridt.

Det handler om at skabe nænsomhed i overgangene i børnenes liv - først og fremmest for at undgå, at børnene kan få oplevelsen af at kunne diskvalificere sig til fortsat behandling. Sammenbrud i disse forløb har der været for mange af“

Arbejdet skal tilrettelæges i et samarbejde mellem myndighed, forældre, barn/ung, lokalsamfund og det sociale tilbud. Med inddragelse af lokale samarbejdspartnere, skoler og frivillige. Medarbejderne skal have mulighed for at opbygge det overskud, der er forudsætningen for den menneskelige generøsitet, som er fundamentalt i alt socialt arbejde.

Hvis ovennævnte skal kunne lade sig gøre, skal de mest specialiserede (og udgiftstunge) børnesager fjernes fra de trængte kommunale økonomier. Det er, som familiechef i Guldborgsund Kommune, Lis Hamburger, sagde for nylig: ”Jeg kan jo ikke vide, om vi i morgen pludselig bliver opmærksom på fire familier med børn, som har brug for anbringelser. Man kan ikke bare stille kvalitetsstandarder op og så rette ind efter dem, som vi i højere grad kan gøre det på eksempelvis sundhedsområdet. Det her område er anderledes uhåndterbart.”

Når lovgivningen fastslår, at børn og unge skal have det nødvendige tilbud, når intet tyder på, at de forebyggende indsatser vil kunne opfange alle børnesager, og når vi samtidig ikke præcist ved, i hvilke kommuner disse sager opstår, så bør det være et fælles samfundsanliggende at sikre, at intet barn skal opleve ikke at få den rigtige hjælp og behandling, for eksempel under henvisning til, at budgettet er brugt.

Vi må som samfundsborgere have en forventning om ensartethed i behandlingen, uanset om det drejer sig om sygdom eller social udsathed - og uanset postnummer. Om man får ”value for money” og om de sociale indsatser fører den nødvendige kvalitet med sig, afhænger af øjnene, der ser. Der er mange eksempler på vellykkede indsatsforløb, men naturligvis også eksempler på, at en indsats ikke har ført det med sig, som man kunne have forventet.

Men vi vil minde om, at en social indsats både har en nutidsværdi og en fremtidsværdi. Nutidsværdien består i, at barnet får et frirum. Fra omsorgssvigt, vold, pres, stress, kriminalitet, isolation, gæld og misbrug. Det handler om angstreduktion, sundhed, re-opbygning af sociale kompetencer og at genskabe forudsætningerne for, at barnet lærer at tro på, at det nytter at åbne sig for den tilstand, der er forbundet med ikke at vide eller ikke at kunne forstå.

Fremtidsværdien handler om at skabe troværdige forestillinger om, at et barn eller en ung kan blive en aktiv, selvhjulpen samfundsborger. Tilsammen kan nutidsværdier og fremtidsværdier flytte bjerge.

Den næststørste fare er, hvis vi prøver at reducere komplekse problemstillinger ved at vælge enkle løsninger. Den største fare er helt at negligere problemets eksistens.

Derfor vil vi på området kunne leve med, at man engang i en fjern fremtid vil bebrejde os, at vi gjorde det forkerte. Hvad vi ikke kan holde ud at tænke på er, hvis vi ikke gjorde noget.

Når det nu formentligt hverken er ondskab eller dumhed, der driver politikere og embedsmænd til at træffe dårlige beslutninger af hensyn til økonomien, hvordan kan vi så i fællesskab nå frem til en resultatorienteret og menneskelig omsorgsfuld måde, hvorpå vi kan håndtere den kendsgerning, at der vedvarende er børn og unge, der bærer på så invaliderende og komplekse problemstillinger? Så invaliderende, at deres integritet, autonomi og værdighed er alvorligt truet og på længere sigt vil kunne blive til en ganske betydelig samfundsmæssig menneskelig og økonomisk belastning.

Foto: Arkivfoto