Vesten må ikke svigte kurderne igen

Vesten bør rette en meget kraftigere kritik mod IS' bagmænd i Saudi-Arabien og Qatar samt Tyrkiet. I de første to lande er det velkendt, at rige mænd er med til at finansiere IS i kampen mod den sekulære diktator Bashar al-Assad. I Tyrkiet har grænsemyndighederne i årevis set igennem fingre med, at militante jihadister har krydset grænsen til Syrien

Deniz B. Serinci. -
Deniz B. Serinci. -. Foto: serinci.dk.

Danmark vil sende F-16-fly og nogle militærrådgivere af sted til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat (IS). Imidlertid er Danmarks - og Vestens - bidrag ikke nok til at knække IS, der lige nu truer Syriens kurdere på samme måde, som de har truet Iraks.

Da jeg for nogle uger siden besøgte medlemmer af det religiøse mindretal yazidierne i Nordirak, der med nød og næppe slap for et folkemord fra IS' side, hørte jeg gruopvækkende historier, der ofte overgik mine vildeste fantasier.

Det var beretninger, der i det store og hele stemmer overens med det, som FN og Amnesty International har skrevet. Sidstnævnte beskyldte ligefrem i en rapport IS for en ”etnisk udrensning af historiske dimensioner”. Siden har IS også omringet store områder i byen Kobane i det kurdiske Nordsyrien og fortsætter deres ugerninger her. 160.000 syriske kurdere har akut søgt til Tyrkiet. De frygtede at lide samme skæbne som deres etniske fæller i Nordirak.

Sidstnævnte sted mødte jeg overalt desperate flygtninge, der fortalte mig, at de måtte overleve en uge på toppen af Shingal (Sinjar)-bjerget uden vand og mad. En 60-årig kvinde, der nu lever under kummerlige forhold som flygtning, sagde, at hun sammen med omkring 40.000 yazidier den 3. august blev fordrevet til bjerget, hvor hun i et forsøg på at overleve måtte spise blade fra træer. Der var få vandkilder på bjerget, men fordi bjerget er 72 kilometer langt, måtte hun gå i syv timer for at hente vand. Hun var magtesløs, fordi igen var hendes folk blevet udsat for forfølgelse og massakrer, uden at verden greb ind i tide. ”I går Halabja, i dag Shingal,” som hun sagde.

Mange i Vesten hørte først om det statsløse folk kurderne, som yazidierne er en del af, efter den skæbnesvangre dag den 16. marts 1988. Den dag opdagede familiefaderen Omar Khawer irakiske flyvemaskiner, som kastede giftige bomber ned over hans kurdiske by Halabja, hvorefter han løb ud af sit hus med sine tvillinger for at beskytte dem.

Desværre nåede han ikke længere end til dørtærsklen. Her faldt han over tærsklen med tvillingerne i favnen og mistede livet - ligesom 5000 andre mænd, kvinder og børn. Khawers og de øvrige kurderes skæbne gik senere hele verden rundt i form af billeder, som dokumenterede den irakiske præsident Saddam Husseins menneskerettighedskrænkelser for en chokeret verden.

Kurderne håbede dels på, at kendskabet til folkemordet og den etniske udrensning ville skabe så stærk en reaktion fra verdenssamfundet, at der vil blive skredet ind over for Hussein. Men det skete ikke. Dels håbede kurderne på en så stærk reaktion fra Vestens side, at lignende aldrig ville gentage sig. Også her blev de skuffet.

For historien gentager sig desværre igen anno 2014. En uge efter, at titusinder af mennesker var strandet på Shingal-bjerget uden mad og vand, sendte verdenssamfundet våben til de kurdiske myndigheder, så de kunne bekæmpe IS. Men det var alt for sent. Folkemordet var allerede i gang. Og nu risikerer vi, at det samme sker i Kobane.

Selvom langt de fleste blev reddet ned fra bjerget i Shingal, er der stadig flere hundreder, måske tusinder, der er forsvundet eller kidnappet. Næsten alle de flygtninge, jeg besøgte, fortalte mig, at mindst én pige i deres familie var blevet kidnappet af IS og derefter solgt som sexslaver og tvangsbrude.

Rashida Manjoo, FN's menneskeretskommissærs særlige udsending for vold mod kvinder, bekræfter, at mange af pigerne - hvoraf nogle er blot 13 år - er ”blevet seksuelt misbrugt, og kvinder er blevet overdraget eller solgt til IS-krigere som slaver” (Politiken, den 3. september 2014). Det samme mønster har måske gentaget sig i Kobane, hvor flygtninge også fortæller, at deres døtre er kidnappet af IS.

Vesten bør rette en alvorlig kritik mod IS' bagmænd i Saudi-Arabien og Qatar samt Tyrkiet. I de første to lande er det velkendt, at rige mænd er med til at finansiere IS i kampen mod den sekulære diktator Bashar al-Assad i Syrien. I Tyrkiet har grænsemyndighederne i årevis set igennem fingre med, at militante jihadister har krydset grænsen til Syrien. Her har de vokset sig stærke.

Tyrkiet har tolereret jihadister, der passerer grænsen, for at bruge dem mod præsident Assad og mod Det Demokratiske Enhedsparti (PYD) i Syrien, der betragtes som en gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK), der har været i krig med Tyrkiet i 30 år.

Selv forsvarer regeringsembedsmænd i Ankara sig med, at det er ret svært for dem at skelne mellem religiøse pilgrimme, der har et fredelig ærinde i Syrien, og jihadister, der tager til landet for at slutte sig til en af de voldelige, islamistiske grupper. Men som flere flygtninge spurgte mig: ”Hvorfor skulle fredelige pilgrimme tage en tur til Syrien lige nu, hvor alt er kaotisk i landet?”

Det klæder ikke Tyrkiet, som er medlem af Nato og ønsker at blive EU-medlem, og som ofte ses som en demokratisk rollemodel i den muslimske verden, at støtte militante jihadister ved frit at lade dem passere grænsen.

At danske politikere begynder at diskutere, hvordan de bedst muligt forhindrer radikaliserede unge i at drage i hellig krig i Syrien og Irak, er bestemt positivt. Forslag om inddragelse af pas og bedre overvågning af radikale moskéer er også konstruktive.

Danmark vil også sende syv F-16-fly og militærrådgivere til Irak. Men det er ikke nok. IS i Syrien bør også bombes. Det er her, de har deres hovedkvarter, og det er her, vi risikerer at scenariet fra Shingal gentager sig - eksempelvis i Kobane.

Lad os håbe, at udenrigsminister Lidegaard (R) sammen med EU retter direkte henvendelse til den tyrkiske regering med kritik og krav om, at den tyrkiske grænsekontrol med Syrien forbedres. Derved vil han sende et signal om, at Europa ikke lader kurderne i stikken - hverken dem i Shingal eller dem i Kobane.

Kampen mod IS er ikke kun kurderes kamp. Det bør i høj grad også være Vesten og Danmarks egen kamp. Det vurderes, at op til 10.000 vesterlændinge har været i Syrien for at deltage i krig. Mindst 3000 har vestlige pas, blandt andre cirka 700 franskmænd, 100 amerikanere og cirka 500 briter. Ifølge Pet er mindst 100 personer rejst fra Danmark til Syrien for at deltage i jihad. Dermed er Danmark blandt de største vestlige leverandører af Syrien-krigere i forhold til indbyggertal. Ja, ifølge britiske The Economist er vi på andenpladsen efter Belgien.

Billeder fra Syrien, hvor en ung dansker poserer med flere lig og afhuggede hoveder, skabte røre i den danske offentlighed i sidste måned. Ligeledes har den 27-årige dansk-tyrkiske IS-kriger ÖA, der for nylig kom tilbage til Danmark fra IS-bastionen Raqqa i Syrien, truet Danmark: ”Danmark er fjender af islam. Og Dawla (IS, red.) er islams vogtere. Vi er blevet mere internationale, og Danmark er højt oppe på listen, tro mig”, siger han (Politiken, den 29. august).

At terrortruslen er tæt på, ses også på det faktum, at fire mænd fra IS formentlig var årsag til terroralarmen i Norge i sidste måned.

EU har et ansvar for at hjælpe kurderne mod IS, især fordi mange af de militante ofte er islamister fra europæiske lande selv.

”Mange af dem, vi fanger i Kurdistan, er europæiske statsborgere,” som Dellawar Ajgeiy, det irakisk-kurdiske selvstyres repræsentant i Bruxelles oplyser over for den dansk-kurdiske netavis Jiyan.dk (den 13. august 2014).

Med alle disse facts in mente, bør Vesten tage sit ansvar mere seriøst og forhindre, at Shingal og Kobane bliver gentagelser af Halabja.