En lang række kirkefolk og herunder også folkekirkelige organisationsfolk som for eksempel formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Petersen, samt adskillige politikere har over en årrække været travlt optaget af overvejelser vedrørende de forslag til en ny folkekirkelig ledelses- og administrationsstruktur, som et udvalg med tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen som formand har fremlagt.
Forslagene har været to år undervejs og påkalder sig ganske naturligt øget offentlig opmærksomhed, efterhånden som vi nu står over for det kommende folketingsår, i hvilket forslagene forventes vedtaget.
Man må håbe, at dagens politikere er bedre historisk funderede og samtidig har et klarere blik for fremtidens muligheder vedrørende denne sag, end tilfældet synes at have været i forbindelse med vedtagelsen af Udlændingeloven af 8. juni 1983, der med et slag omdannede Danmark til et indvandrerland. Også Udlændingeloven byggede på forslag, udarbejdet af et udvalg, der havde den tidligere ombudsmand som formand.
I forbindelse med planerne om den kommende lovgivning på kirkeområdet er der grund til at minde om, at i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 bliver det præciseret, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten” (Grundlovens paragraf 4).
Der er med paragraffens indledende ord slået fast, at det teologiske grundlag for folkekirken overordnet set hviler på Martin Luthers tolkning af Det Nye Testamente. Med den afsluttende formulering er der blandt andet tænkt på økonomisk støtte, men også på lovgivning, som skal sikre, at de kirkelige handlinger kan udføres uforstyrret.
Når det gælder Grundlovens paragraf 66, som - på grund af ovennævnte forslag til ny folkekirkelig ledelses- og administrationsstruktur - i særlig grad påkalder sig interesse, bevæger vi os i højere grad over i spændingsfeltet mellem kirke og stat for ikke at sige mellem kirke og politik.
Det er værd at bemærke, at ordlyden i paragraf 66: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, som den blev formuleret i Danmarks første demokratiske grundlov fra 1849, er uforandret i forhold til ordlyden i den nuværende grundlov fra 1953.
Ved udarbejdelsen af Grundloven i 1848-49 voldte ikke mindst kirkeparagrafferne vanskeligheder, og den korte formulering i paragraf 66 om, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, har fra dens tilblivelse i 1849 til i dag været udsat for fortolkning.
Den er udtryk for det kompromis, som det i 1849 var muligt at opnå enighed om i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, men vel at mærke et kompromis, der lige siden har været og er forskellige tolkninger af blandt folk inden for de forskellige toneangivende og engagerede kirkelige retninger.
Det er specielt ordet ”forfatning”, man har tydet forskelligt. Inden for den kirkelige retning, som den afgående Viborg-bisp Karsten Nissen vel må siges at stå som repræsentant for, og det vil først og fremmest sige Indre Mission, har man sat lighedstegn mellem ordet forfatning og ordet konstitution eller grundlov. Med baggrund i denne forståelse af ordet har man haft en (måske) berettiget forventning om, at Rigsdagen - i dag Folketinget - skulle udarbejde og vedtage en kirkelig grundlov, som blandt andet skulle sikre folkekirken udstrakt selvstyre og dermed uafhængighed af staten.
Det er især inden for netop denne kirkelige retning, som den nuværende kirkeminister åbenbart også står som repræsentant for, at man omtaler paragraf 66 som ”løfteparagraffen”. Altså et i Grundloven givet løfte om at få formuleret og vedtaget en kirkeforfatning eller en kirkelig grundlov for folkekirken. Den fordomsfrie formodning om ministerens mulige placering i det kirkepolitiske landskab kan næres af det forhold, at også hun omtaler paragraf 66 som ”løfteparagraffen”.
Inden for den anden og måske noget bredere kirkelige retning kan det i dag være vanskeligere at udpege en repræsentant, men her forstod og forstår man ordet ”forfatning” som synonymt med ordet tilstand eller forhold.
Ifølge denne opfattelse bliver det fastslået i Grundlovens paragraf 66, at folkekirkens forhold hen ad vejen, sådan som der nu opstår behov for det, ordnes ved almindelig lovgivning, og det vil i dette land sige ved den lovgivning, som Folketinget udformer og vedtager - også på det folkekirkelige område.
Umiddelbart kan det forekomme ejendommeligt, at den lovgivende- og den udøvende magt træffer beslutninger på folkekirkeområdet, også når det gælder de såkaldte indre kirkelige anliggender. Ikke desto mindre har ordningen vist sig særdeles funktionsdygtig siden sin tilblivelse.
Det er åbenbart og vel også umiddelbart set ganske naturligt, at mange i dag ønsker et kirkeligt selvstyre uafhængigt af staten (dog afvises vist ikke en fastholdelse af et statsligt økonomisk sikkerhedsnet). Men når det gælder et så centralt forhold inden for den danske folkekirke som sikringen af præsternes forkyndelsesfrihed, er der grund til at reflektere over, om ikke et konfessionsløst Folketing, som lovgiver også på folkekirkens område, er at foretrække - netop for at sikre forkyndelsesfriheden og en fornuftig balance mellem de forskellige kirkelige retninger.
Det, et flertal med vor nuværende kirkeminister i spidsen nu lægger op til, er blandt andet etableringen af en forsamling bestående af syv ”professsionelle” personer, nemlig præster, provster og biskopper og lægfolk, som tilsammen skal udgøre et Folkekirkens Fællesudvalg. Det 26 medlemmer store fællesudvalg får indflydelse på blandt andet folkekirkens økonomi og dens såkaldte indre anliggender, som formodentlig vil gælde områder som salmebogens indhold, gudstjenesteordning, ritualer og så videre.
Det er naturligvis positivt med engagerede mennesker, men man kan næppe eliminere risikoen for, at en kirkepolitisk kamp om pladserne og beslutningerne i et kommende såkaldt Folkekirkens Fællesudvalg, får uheldige virkninger for den eller de kirkelige retninger, der måtte komme i mindretal i det magtfulde udvalg.
Den konfessionsløse danske lovgivningsmagt har stort set til i dag sikret en fredelig balance mellem de forskellige kirkelige retninger. Man kan måske endda med en vis rimelighed tale om, at den har sikret en form for mindretalsbeskyttelse inden for folkekirken.
Det er ejendommeligt at tænke på, at det inden for Det Radikale Venstre er arvtagerne efter så markante og folkeligt forankrede politikere som Bertel Dahlgaard og ikke mindst Jørgen Jørgensen, der nu åbenbart føler sig kaldede til at ændre på en særdeles velfungerende folkekirkeordning.
Endelig bør det ikke overses, at folkekirken med oprettelsen af det omtalte Folkekirkens Fællesudvalg utvivlsomt får et talerør og et råd med en ikke ubetydelig beslutningskompetence. Dermed autoriserer man en myndighed, som kan udtale sig på folkekirkens vegne, og herfra er der ikke langt til en politiserende kirke, der via kirkeklokkeringning, kirkebønner og udtalelser til pressen vægter den politiske påvirkning på bekostning af det, der hidtil har været folkekirkens meningsbærende opgave, nemlig forkyndelsen af evangeliet, som uden politiske undertoner af dominans, magt og indflydelse er en personlig henvendelse til det enkelte menneske.