JEG ER I GANG MED AT SKRIVE om symboler og billeder i Københavns kirker. Et spændende projekt, der får mig til at se symboler overalt. Men jeg er ikke den eneste, der gør det! For nogen tid siden var jeg en tur i Berlin. Som sædvanligt benyttede jeg taxaturen ind fra lufthavnen til en omgang brush up your - i dette tilfælde - German.
Min chauffør var samarbejdsvillig, og vores samtale kom til at dreje sig om bryllupper på amerikansk og om kristne og islamiske normer: Min datter skulle giftes i New Mexico til efteråret. Chaufføren havde tyrkiske rødder, og selv var jeg præst i den danske folkekirke - men for tiden på orlov for at jagte religiøse symboler.
Det gav startskuddet til hans spørgsmål: hvad symboliserer en svane? Han havde fotograferet en svane på en port i Berlins Historiske Museum. Og med den ene hånd manøvrerede han et foto frem på sin iPhone, som var lidt utydeligt, men som jeg mente var en pelikan - da pelikanen jo er et kendt Kristussymbol, fordi traditionen fortæller, at pelikanen nærer sine unger med sit eget blod.
Det førte os ud i en filosofisk dialog, hvor min tysktime udviklede sig til et så højt niveau, at jeg for at præcisere, hvad jeg mente, forsøgte mig på engelsk, et sprog som det imidlertid viste sig, at min chauffør ikke mestrede. Så jeg måtte tilbage til vores lingua franca, tysk, og prøve at udlægge, hvordan jeg mente, at motiver udvikler sig og hele tiden er i fare for at fejltolkes, såvel af opdragsgiveren, som af formidleren (kunstner/håndværker) og af os, der forsøger at afkode dem.
Dette inspirerede chaufføren til at fortælle mig om en anden af sine observationer - på dette tidspunkt var vi nået fra Schönefeld til mit bestemmelsessted, Simon-Dach-Strasse i det gamle Østberlin, hvor min datter ventede mig. Her slog han taxameteret fra og kørte ind til siden.
Sagen var den, at han i mange tyske byer havde set søjler med Jomfru Maria, der stod på en halvmåne. Hvordan kunne det nu være? For jeg vidste vel godt, at halvmånen med en stjerne var motivet på det tyrkiske flag, ikke? Og halvmånen var den gamle ”tyrkiske” gudinde Ishtars symbol - eller Lilits, der, som han forklarede mig, ifølge både Toraen og Koranen var Adams første hustru. Og jo, det havde jeg hørt, men jeg har det så svært med Koranen.
Jeg kan sagtens finde navne og spredte halvkendte historier i den. Men for mig er Koranen poetisk på en måde, jeg ikke er opdraget til at fatte. Her blev der en anelse af en pause i tyskundervisningen. For chaufføren havde ingen problemer med at læse og forstå Koranen og mente, at det måtte være min oversættelse af den, der var noget galt med!
FOR AT BØDE PÅ VORES nu konstaterede religiøse forskellighed kastede jeg mig straks ud i en gennemgang af Ishtars græske identitet som månegudinden Hekate. Hekate var den gamle græske koloni Byzantions skytsgudinde, og halvmånen og stjernen blev derfor koloniens symbol, som Konstantin den Store overtog, da han i 330 flyttede det kristne Romerriges hovedstad over til Bosporus og gjorde det hedenske Byzantion til sin hovedstad under navnet Konstantinopel.
Samtidig med at byen kristnedes, arvede Guds moder opgaven som dens skytspatron. Halvmånesymbolikken passede fint også på hende, fordi hun som jomfru Maria skildres stående på en halvmåne i Johannes' Åbenbaring. At de muslimske osmanner bibeholdt måneseglen og stjernen som symbol, da de indtog Konstantinopel i 1459 og gjorde byen til den by, vi i dag kender som Istanbul, kan næppe undre, da det jo oprindeligt havde været Ishtars atributter. Det er baggrunden for halvmånen og stjernen i det tyrkiske flag.
Jeg følte, hvordan mine tyskkundskaber udviklede sig, og var helt stakåndet over al den information, jeg væltede ud over den stakkels chaufførs hoved. Det var jo helt ligesom med vores kristne jul, som vi fejrer 25. december, og som vi har overtaget fra dagen for den hedenske fejring af Sol Invictus og Mithras. Ih, hvor det gik!
Og hvad med de første kristnes brug af gamle hedenske motiver, lam, fisk, hyrder, hjorte og duer som kristne symboler? For slet ikke at tale om billeder af Jomfru Maria med Jesusbarnet på skødet, der stammer fra afbildningen af Isis med Horusbarnet? Ren kulturimperialisme!
Det kom noget bag på chaufføren, som stilfærdigt nøjedes med at forsikre mig om den store respekt, han og alle andre muslimer har for vore fælles profeter, Ibrahim (Abraham), Yaqub (Jakob), Musa (Moses), Ayyub (Job), Dawud (David) og så videre og ikke mindst respekten for den næstsidste af alle profeter, nemlig Isa (Jesus), der godt nok ifølge Koranen ikke dør på korset, men stiger til himmels ligesom profeten Ilyas (Elias), og som vi alle venter kommer igen.
Maryam (Maria), Isas mor, hører til de allerstørste kvindeskikkelser. Så egentlig var det vel o.k., at hun var en transformation af Ishtar eller Lilit, den første kvinde. Ligesom vi i kristendommen siger, at Maria er den anden Eva.
JEG FIK DOG ET ØJEBLIKS UBEHAG tangerende til kvalme, da chaufføren faldt i med en aha-oplevelse: Han havde nemlig fotograferet en sådan Maria på en søjle oppefra og tydeligt set, at hun ligesom Ishtar havde dyreagtige, knoglede potetæer, der greb fat omkring den halvmåne, hun stod på. Af en eller anden grund brød jeg mig ikke om tanken!
På dette tidspunkt sagde chaufføren, at han nok hellere måtte tilbage til lufthavnen for at få nye ture. Jeg betalte ham og takkede for en spændende og meget givtig samtale. Da jeg tændte min telefon, der havde været slukket under flyveturen, opdagede jeg, at min datter havde sendt fire sms'er og ringet tre gange og lød ængstelig for mig på telefonsvareren.
Mon ikke læserne nu vil spørge, hvad hele denne beretning om en taxatur ind fra en lufthavn skal til for? Drejer det sig om en opfordring til at få noget ud af taxature? Om en nem måde at lære sprog på? Handler det om islam og kristendom i sameksistens? Er det først og fremmest noget med symboler? Eller er det mon et hint i debatten om multireligiøse rum på de nye sygehuse? Og måske kunne der være en enkelt, der tænker: Hvad skulle præsten i Berlin, når det nu er symboler i Københavnske kirker, hun skriver om?
For at begynde med det sidste: præsten skulle såmænd bare slutte sig til sin datter, der havde holdt polterabend i Berlin med sine venner!
Og så til det, som min samtale med taxachaufføren fik mig til at indse, nemlig hvor spændende det er at opleve fælles rødder og alt det, der forener os kulturelt og religiøst, men også hvor meget, der trods alt adskiller os. Forskellene viser sig netop i vores tolkning af symboler og billeder.
Det er en forskellighed, vi skal respektere - og nu springer jeg - for eksempel ved indretningen af multireligiøse rum. Vi stimuleres tankemæssigt af symboler i langt højere grad, end vi selv ved. Tømmer man et rum for symboler, tømmer man det også for mening. Og er der ingen symboler, skynder vi os at skabe nogle i form af blomster, farver, lys og souvenirs.
Det er den måde, vi markerer vores territorium og vores egenart på. Jo tættere vi er hinanden, jo mere har vi brug for det. Så væsentligere end at finde lighedspunkter er det måske at anerkende og respektere hinandens forskelle. Noget kan vi gennemskue, og andet kan vi ikke - se nu for eksempel den med svanen og pelikanen!
DA JEG KOM HJEM, slog jeg svanen op som symbol og fandt ud af, at fordi svanen ifølge traditionen synger, når den skal dø, er den et symbol på Jesu dødsangst i Getsemane Have. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, sagde Jesus, hvad der for min taxachaffør ville have været lige så uforståeligt og ubehageligt som Pelikanen, der ofrer sig selv for sine børn. For min muslimske taxachaufførs næstsidste profet, Isa, der steg til himmels, er trods alt ikke Bibelens Jesus, der ofrede sig selv på et kors.
Vi skaber vores identitet ved at anerkende de forskelle, der er i vores stort set ens baggrund. Derfor er det vigtigt, at vi også erkender disse forskelligheder i mødet med vores næste.