Dagens to prismodtagere er fælles om at være meget betydelige skandinaviske musikpersonligheder, men ellers er de forskellige i de fleste henseender. I sin sin høje alder er maestro Blomstedt et ikon selv blandt verdens mest respekterede og beundrede dirigenter, og enhvert forsøg på blot at opregne de fornemste af hans enestående resultater som fortolker, de vigtigste af hans chefposter og andre nære relationer til en række af verdens mest fremragende orkestre eller hans talrige æresbevisninger og udmærkelser, ville sprænge alle tidsrammer for en pristale. Den kun halvt så gamle Bent Sørensens meriter har rod i et kompositorisk talent af de sjældne, hans originalitet, klangfantasi og kompositionstekniske formåen har været lovprist lige siden han brød igennem midt i 1980’erne. Hans udtryksform var forbløffende tidligt udviklet, og lige siden har han beriget og forfinet sin stil og sin teknik, ikke i spring, men sindigt og stædigt, næsten metodisk, som var det årringe i en træstamme.
En glamurøs pultvirtuos eller orkesterdomptør er Herbert Blomstedt på ingen måde, hans personlighed har en ro og et fysisk nærvær som giver fylde og rummelighed uden brug af store armbevægelser. For mange står han som selve sindbilledet på dét, tyskere lige siden Bach og Telemann har kaldt en kapelmester, en årvågen, myndig, punktlig, alvorlig og urokkeligt kompetent lederskikkelse. Men hans orkesterledelse udstråler samtidig noget mildt og varmt der fortæller at mennesket Blomstedt slet ikke er lutter alvor. Blot må musik, uanset om den er munter eller det modsatte, altid tages alvorligt.
Hans lange periode som chef for Radiosymfoniorkestret husker mange stadig som en tid, hvor det var indlysende at gammelt mødte nyt på en overraskende måde i koncertsalen. Og Blomstedt er for længst både blevet Ridder af Dannebrog og æresdirigent for orkestret. Og i år 2000 blev han igen vigtig for dansk musik, da det kom ham for øre at det ikke var lykkedes at skaffe penge til en udgivelse af det enorme brev-materiale efter Carl Nielsen. Blomstedt anså hvert eneste ord fra Nielsen som vigtigt.
“Han lever endnu, selv om vi ikke kan ringe ham op!”, skrev han, og tilbød at dirigere nogle Carl Nielsen-koncerter med Radioorkestret og donere sit honorar til Brevudgaven. Og uden dette personlige initiativ havde vi næppe haft den enorme Brevudgave med tolv tykke bind som afsluttes næste år, i 150-året for Nielsens fødsel.
En omstændighed i forbindelse med prøverne forud for uropførelsen af Per Nørgårds mesterværk, den 3. symfoni, i begyndelsen af september 1976, er jeg sikker på at Blomstedt ikke har glemt. Med sit vældige partitur i begge hænder ville Nørgård udpege en detalje, men på vej mod podiet faldt han over en frastillet taske, så lang han er (og dét er noget!); han slap ikke sit dyrebare partitur og brækkede begge albuer. Bestemt ikke noget at grine ad, og dog er kollega Poul Ruders' spontane bemærkning, da han mødte Per med begge arme i gips, også uforglemmelig: A farewell to arms.
I kunst er der ingen sejrsskamler, ingen vindere og tabere, og dog hvisker jeg til mig selv at Blomstedts udgave af Carl Nielsens symfonier med San Francisco Symphony stadig er toppen. At netop et amerikansk orkester på et hår rammer dette – troede vi – unikt danske tonefald, kan kun tilskrives maestro Blomstedt, hvad ellers? Orkestret havde næppe nævneværdig forhåndserfaring med Nielsens musik, mens Blomstedt allerede i 60'erne havde indspillet Nielsens seks symfonier med Radiosymfoniorkestret.
Blomstedt er alsidig og åben for mange forskellige musikalske udtryksformer, men Bach, i høj grad Bruckner, senere også Mahler og dertil vor egen tids musik har været blandt ledestjernerne. Bruckner er en komponist hvis tidsfornemmelse jeg personlig kan have svært ved at indstille mig på. Når jeg lytter til Bruckner mærker jeg af og til en stærk trang til mentalt at blade fremad i partituret! Men ikke med Blomstedt som mellemmand, her oplever jeg den massive arkitektur som storslået, et tempo som aldrig er drævende og en vedvarende fysisk præsens.
Om det også er et udtryk for Blomstedts punktlighed og orden at han typisk beklæder en stilling i ti år, ti år i Danmark, ti år i spidsen for det traditionsrige Staatskapelle Dresden, ti år hos San Francisco Symphony – men så dog kun syv år med Gewandthaus i Leipzig - er ikke til at vide, men skødesløst kan det ikke kaldes. At Blomstedt dermed har tilbragt sytten år som borger i DDR er næppe udtryk for sympati med det østtyske statsapparat. Men måske nok sympati for den beskyttende omgang med tyske orkestertraditioner og musikalske kulturværdier som i dag er en lidt overset side af Honecker-regimets regimente.
Den særlige kombination af vedvarende åndeligt og kropsligt beredskab der kendetegner dirigentfaget synes at være en livsforlængende eliksir, for adskillige af verdens betydeligste dirigenter nåede eller har nået en alder af 90 år eller mere, Toscanini, Stokowski, Casals, Giulini, Klemperer, Sanderling, Neville Merriner og afskillige andre. Og heller ikke Blomstedt, der fyldte 87 for et par måneder siden, synes beredt på sit otium. Også i år har han stået i spidsen for en række af klodens førende orkestre, og jeg gætter på at hans kalender rækker adskillige år frem.
Det er næsten med benovelse at en grønskolling som jeg hermed overbringer maestro Blomstedt WH-fondens hæderspris.
Den norske komponist Arne Nordheim, som desværre for ikke så længe siden forlod det timelige, reagerede spontant på et værk af Bent Sørensen ved at sige "det minder mig om noget jeg aldrig har hørt". Og dermed fandt han forunderlig præcist udtryk for det dobbeltbundede i musikken af denne egenartede komponist. Sørensens musik kan synes gennemstrømmet af minder, af levet liv og ældgamle drømme, af forgængelighedens og afskedens uafvendelighed. Men samtidig er tonesproget helt og aldeles nutidigt, både i æstetisk og i teknisk henseende.
Hans musik fra før årtusindskiftet klinger undertiden som en slags ekkorum, hvor ekkoers ekkoer breder sig som ringe i vand og utydeliggøres i stadige sløringer. Tyste, udviskede konturer, der kan lyde som blev de hørt gennem faldende regn eller tågebanker, svirrende halvskygger der opløser sig netop som de synes håndgribelige. Men den spøgelsesagtige utydelighed er skabt af en dreven illusionist: Sørensen gav utydeligheden mæle, klart og tydeligt. Og en fortællende undertone gav samtidig plads til pludselige nedslag af dramatik, nærvær og uforudsigelighed.
Forholdet mellem musik og den konkrete livsverden optager sjældent komponister, men ofte deres tilhørere. For når bestemte fænomener i den ydre verden tiltrækker eller fascinerer komponister, er det så ikke netop fordi de ønsker at afbilde dem i toner? - Måske. Men Bent Sørensen ser det lige omvendt: Når komponister fængsles af “virkelighedens” fænomener, er det fordi de minder dem om deres egen musik! Hvis han drages af forfald og opløsning, rådnende træstubbe, tilgroede haver, krakelerede malerier eller forladte kirkegårde, er det kun som en slags sindbilleder, symboler på noget sjæleligt som finder sted i hans egen musik, og som ikke eksisterer uden for musikken.
Musikfænomenets evne til at skabe billeder har altid givet publikums fantasi en hjælpende hånd – ville Beethovens fjortende klaversonate mon have gjort samme karriere uden tilskud af måneskin? Sørensens musik har undertiden måttet vriste sig fri af et nok kærligt, men også knugende favntag af litterære tydninger og tolkninger. Mange har oplevet både nostalgi og hyperromantik, ja ligefrem programmusik; måske er det Sørensens forkærlighed for de klassisk "tonale" intervaller, terts og sekst, der får mange til at høre ekkoer af musikalsk arvesølv.
Det dobbeltbundede hos den modne Sørensen er ikke længere blot erindring og nærvær, men også flygtighed og fremdrift eller ligefrem drøm og dans. Som psykisk dimension er det et møde mellem opbyggende og opløsende kræfter og som alment menneskeligt symbol simpelthen forholdet mellem liv og død. For på en næsten håndgribelig måde konfronterer selve tidens gang - det stof al musik er gjort af - os her med livets mest sørgelige faktum: At tiden rinder uigenkaldeligt bort - og at den ikke blot går, men tager os med sig.
Bent Sørensen beskrev sin violinkoncert Døende haver som "et forfald i faste rammer" - koncerten indbragte ham i 1996 Nordisk Råds Musikpris, og den blev hans internationale gennembrud. Og her - som så ofte - mærkes hans indlevelse i selve livsgåden - vækst, modning, forfald, død – en indlevelse der forbinder sig med myter fra det fælles ubevidste: klokker, engle, ekkoer, skygger, tåger, himmelske basuner, barndommens for altid tabte eventyr.
Efterhånden blev hans musik i stigende grad præget af dunkende pulsslag og skarpe vinde, og den blev mere dramaturgisk målrettet - i 2003 bragte han sin første opera til opførelse på Det kongelige Teater. Og i de senere år har Sørensen interesseret sig for mere konceptuelle og grænseoverskridende udtryksmidler, for lyd- og billedteknologi og for blandformer mellem koncertsal og musikteater. Men hans musik er ikke af den grund blevet mindre lyrisk indtrængende eller rytmisk hidsende, den er både dissonant og tonal, både bidende skarp og hemmelighedsfuld, både blidt nynnende og dansant medrivende. At lytte til Sørensen er et besøg i ørernes biograf!
I et lille essay om inspirationens kilder skriver Bent Sørensen: "For mange år siden hørte jeg i Amsterdam en ensom gademusikant - en violinist. Jeg gik hurtigt forbi ham, og først senere begyndte musikken at spøge i hovedet på mig. Jeg kunne ikke konkret huske noget af den, men der dannede sig en idé om en uforklarlig, intens djævledans. Jeg lyttede til tonsvis af middelaldermusik og folkemusik for at prøve at finde den musik, jeg huskede han havde spillet.
Men det lykkedes aldrig - det forblev en drøm, og gennem en række værker blev det til en del af min egen musik. Efter alle de år, hvor jeg gennem mit arbejde har eftersporet gademusikantens musik fra Amsterdam, er jeg selvfølgelig blevet klar over, at jeg nok ville blive dybt skuffet, hvis jeg virkelig hørte den igen. - Det er tit lykkeligere og mere befrugtende at bevare drømmen."
At denne aftens pris spolerer en drøm som ville være lykkeligere uopfyldt, tror jeg dog ikke. Da den store pianist Artur Rubinstein engang blev spurgt hvorfor han altid omgikkes pengemænd og ikke musikere, svarede han: “Jo, for ved De hvad? Musikere taler altid om penge!”
Karl Aage Rasmussen, oktober 2014