Mens vi venter på ebolaen

I en glemt flygtningelejr på grænsen mellem Uganda og Tanzania sidder tusindvis af flygtninge uden større håb for fremtiden. De kæmper en daglig kamp mod malariaen, den stille dræber, der kræver langt større ofre end den meget omtalte ebola. Omtalen kan hænge sammen med, at Vesten med ebola selv er truet, mener dagens kronikør

Beskyttelsesdragter mod ebola.
Beskyttelsesdragter mod ebola. Foto: Stringer.

”SANGO BAY!”. De ”gamle volontører” Stefan og Laura peger ud ad vinduet, da vores skrammede minibus drejer af fra hovedvejen og fortsætter ned ad en støvet landevej.

Jorden er rød under dækkene. Den farvede jord i Uganda har et meget højt indhold af jern, men man siger blandt de lokale, at farven skyldes alt det blod, der er spildt.

Borgerkrigene i landet er nu standset - men der bliver stadig spildt liv. Dræbere er der nok af her i det centrale Afrika, hvor hiv opstod, og hvor Ebola har raset i flere omgange. Malaria er dog den største risiko. 100.000 ugandere dør årligt af sygdommen, som overføres ved myggestik.

Febersygdommen er udbredt syd for Sahara, og WHO har blandt andre gjort et stort arbejde for at udrydde febersygdommen. Alligevel dør der et barn hvert minut. Mere end en million dør årligt af malaria - de 800.000 er under ti år.

Nogle steder på det afrikanske kontinent er svært tilgængelige, og menneskene dér eksisterer på flere måder ikke - her er det vanskeligt for de store organisationer at komme til med hjælpen. Det er et af disse steder, vi lige nu er på vej hen.

I horisonten af det tørre landskab skimter vi hundredvis af små hytter beklædt med hvid plastik. Vi befinder os i det sydlige Uganda tæt på Tanzanias grænse. En vagt lader os passere ind i flygtningelejren Sango Bay. Vi fortsætter gennem den vakkelvorne bebyggelse ned til et stort telt med Unicefs logo på siderne. Det skal være vores arbejdsplads de næste timer.

Det er første gang, jeg er i flygtningelejren som frivillig for organisationen Child Care. Det er også første gang, jeg er i et land og på et kontinent, hvor nøden skriger til himlen, og hvor alting er helt ufattelig barsk og fattigt for en dansk dreng næsten frisk ud af gymnasiet, vokset op i en dansk provinsby, hvor køleskabet altid var fyldt og lægehjælpen lige om hjørnet.

Vi bærer vores kasser med medicin, stetoskoper, termometre og kvik-teste ud af bilen og installerer den mobile klinik på et par plastikborde i teltet.

Herinde sidder de allerede parat. Hundredvis af syge mennesker, der har ventet på os hele morgenen. Luften er tyk af barnegråd og sorte fluer, der sætter sig på huden, som klistrer i den fugtige varme, og i øjnene på de små. Vi fordeler arbejdet. Laura tæller piller og vejer babyer, Stefan tester for malaria, og jeg fører journal på computeren. Lægearbejdet foretages af vores sygeplejerske Keziah, der er indfødt ugander.

Efter et par timer trænger jeg til en pause. Ida overtager, og jeg går udenfor. ”Mzungu! Mzungu!”, lyder råbene, så snart jeg stikker hovedet ud ad teltåbningen. Mzungu betyder ”rejsende” på swahili, men i Østafrika bruges det om enhver ”hvid mand”. Børnene kommer løbende, nogle vil lege, én viser mig en infektion på benet og peger spørgende mod medicinteltet. Jeg prøver at forklare, at det ikke er mig, som vælger, hvem der skal behandles, men det kan være svært at gøre sig forståelig.

Med min støt voksende hale af børn tager jeg et mere grundigt kig på indkvarteringen i lejren. ”Husene” (jeg bruger ordet i mangel af værre) er simple hytter af mudder og pinde, som eventuelt er beklædt med en presenning. De fylder, hvad et brændeskur ville gøre hjemme i Danmark, og i hver af disse hytter bor der otte til ti mennesker.

Jeg nikker og smiler til de mange familier, som enten sidder inde i skyggen eller udenfor ved bålstedet, hvor maden laves. Hvad gør de mon, når regnsæsonen i Uganda for alvor sætter ind, lige om lidt? Da eksploderer også antallet af myg - og malariaen - i det fugtige tropiske klima.

TILBAGE I TELTET er behandlingen af patienterne stadig i fuld gang. Langt de fleste er børn, og mere end hver anden testes positiv for malaria. Der findes ingen vaccine mod malaria - men sygdommen kan relativt nemt behandles med en pillekur. Kuren gives sammen med instruktion på det lokale sprog gennem en tolk. Tolken er lejrens officielle leder og i dag ansat til at hjælpe os.

Vi har usædvanlig mange tilfælde af malaria netop i dag, og undervejs løber vi tør for malariakure til voksne med det resultat, at flere må sendes væk uden. Det sker heldigvis ikke med børnemedicinen, og godt fem timer efter ankomst er vi igennem køen af patienter. Vi pakker sammen og betaler vores tolk for hans arbejde.

Han får cirka 10 danske kroner, hvilket er en standard dagsløn i Uganda. Det er ikke mange penge, det er ikke noget fedt liv - og det er måske nok forståeligt, at mange forsøger at snyde sig til mere. Tolken/lejrlederen stikker pengene i lommen, men forsøger samtidig at skjule en pose. I posen ligger to pakker med den malariamedicin til voksne, som vi troede, at vi var løbet tør for.

I Sango Bay bor der godt 5000 mennesker. De fleste kommer fra Uganda, men flygtede under Idi Amins styre til Tanzania. Efter år 2000 er de blevet smidt ud herfra og placeret i Sango Bay med det resultat, at de nu reelt er statsløse.

Sango Bays flygtninge er nogle af verdens glemte - for hvem har hørt om dem? De dør ikke af sult, for madrationerne fra Unicef (majsmel og bønner) holder dem lige netop på et eksistensminimum. Kun de voksne tæller. Når rationerne beregnes, indgår de mange tusinde børn ikke.

Set fra en velfærdsdanskers synspunkt er livet i Sango Bay helt håbløst. Og så alligevel ikke. Håbløst måske, hvis forventningen er et langt liv, men vi mødes også af glade børn, der leger og bruger det, de nu har for hånden, til legetøj. En slidt plasticpose med en snor i bliver noget, de kan trække hinanden på, og sammenkrøllet papir fungerer som en fodbold.

Væk fra lejren i vores relativt komfortable bolig i Masaka tager vi vores malariapiller og lægger os under myggenet. Vi har både myggenet og internet her, selvom vi bor på ækvator i et af verdens fattigste lande. Strømmen går med meget jævne mellemrum - men vi er skam på.

I DISSE DAGE FYLDER EBOLA enormt på nyhedssiderne. Uganda har i flere omgange været ramt af sygdommen, senest for to år siden, og myndighederne er angiveligt blevet ganske effektive til at bekæmpe smitten.

Ebola er en grusom sygdom, og de p.t. mere end 4000 officielle dødstal i Vestafrika er tragiske. Men set her fra ækvator med billeder af børnene fra Sango Bay på nethinden er det lige så tragisk, at de er absolut glemt og med en meget ringe chance for at ramme nyhederne ligesom de 80.000 øvrige børn i Uganda, der i år vil dø af malaria.

Hvorfor den skævhed i mediernes fokus? Er det, fordi myggene holder sig syd for Sahara? Skyldes vores interesse for ebolaen og de mange, mange penge, der nu med rette og på høje tid postes i at hjælpe, simpelthen , at sygdommen smitter og derfor potentielt kan være en trussel mod os selv? Og så er ebola selvfølgelig spektakulær, og med sundhedspersonale i beskyttelsesdragter, karantænebyer, lig på lastbiler og døde i gaderne minder det om den pest, der ligger i en europæisk kollektiv hukommelse.

Ebolaen breder sig , og måske kommer den til Uganda igen. Så har vi også en chance for at komme på verdenskortet. I mellemtiden, mens vi venter, blot dette: Der findes ingen vaccine mod malaria. Febersygdommen kan dog forebygges med piller. På stedet sker forebyggelse billigst og bedst med noget så simpelt som myggenet. Husk det nu: t barn i minuttet dør af malaria.