Tirsdag aften spillede to gamle kamphaner om Kosovos fodboldtrone. Serbien mod Albanien. En drone med det storalbanske flag dalede pludselig ned over det nationale stadion i Beograd. Det rystede godt og grundigt op i et gammelt slagsmål om Kosovo, fordi fanen propaganderer over et Storalbanien bestående af Kosovo og Albanien. Den serbiske landsholdsspiller Stefan Mitrovic valgte at flå dronen ned, og det udløste et veritabelt voldsorgie, der rystede sportspressen.
Volden har egentlig altid været en del af fodbolden. Som i kampen mellem albanerne og serberne kan sindene bringes i kog af politiske årsager, som da skotske tilskuere i 1977 invaderede Englands hjemmebane, Wembley. Eller da kroatiske Dinamo Zagreb i 1990 mødte serbiske Crvena Zvezda. Volden brød ud på tilskuerpladserne, og Dinamo-ikonet Zvonimir Boban blev kroatisk frihedshelt, da han sparkede en politibetjent, som angreb en Dinamo-fan.
Fodboldhistorien er fuld af eksempler på uforklarlig vold. Også uden politiske undertoner. Krig og død har været kernen i store dele af fodboldens historie. Grækerne og romerne spillede fodbold. Grækerne i en metaforisk flot version af spillet, hvor boldens bevægelser blev forbundet med gudernes vilje og humør. Romerne derimod dyrkede en voldelig version, som blev benyttet i uddannelsen af Romerrigets frygtede soldater.
De nordiske sagaer fortæller, at vikingerne ikke alene slog deres modstandere ihjel. De brugte de også afhuggede hoveder af de engelske konger til at spille fodbold med. Og da endelig englænderne kunne slå de skandinaviske barbarer, blev det de døde vikingers tur til at få kappet hovederne af, fordi de skulle sparkes rundt med. I 1100-tallet og frem til 1300-tallet blev fodbold til en ren pøbelsport i England. Den var så voldelig og ophidsende for befolkningen, at kongerne forbød spillet.
Selv da fodbolden blev til idræt i moderne tid og dermed fik regler og rammer, har der ofte været krig på banen. Fodbold har aldrig været og er ikke en civiliseret sport. Få andre sportsgrene appellerer så meget til urinstinktet. Selvom fodbolden med årene har tabt dele af sin oprindelse, er der fortsat en relativt bred accept af gerninger, der - hvis de var foregået uden for banen - havde resulteret i fængselsstraffe. Der nikkes skaller, oversaves ben og uddeles håndmadder.
Alligevel er der grænser. Da den uruguayanske spiller Luis Surez bed for tredje gang ved det just overståede VM, gik han for langt. Små børn kan bide, dyr bider, men sjældent ser vi højtbetalte professionelle fodboldspillere bide hinanden. Det er en form for vold, som vi ikke er vant til at se mellem mennesker.
Fodbold er en form for ritualiseret stammekrig, hvor det er tilladt at gå til makronerne inden for de aftalte regler. Men uden regler er det ikke længere en leg, og Surez brød dem med sit bid. Det er den ultimative aggression i sin allermest primitive form.
Det at have en kulturel facade adskiller os fra dyrene. Alvoren i det at bide i vores kultur kan illustreres med, at der bliver holdt møde mellem forældre og det pædagogiske personale i børnehaven, hvis et barn bliver ved med at bide de andre børn. Det at bide kan altså være et tegn på, at der er noget galt i barnets liv.
I det danske retssystem vil der ved håndgemæng og et bid typisk blive givet en bøde. Med mindre at der er tale om åbne sår ved biddet. Håndgemæng, der resulterer i skaller, spark eller slag til hovedet, kan straffes med 30 dages fængsel plus en bøde. I gentagelsestilfælde kan dommen være hårdere. Altså det direkte modsatte af, hvad der er gældende i fodbolden, hvor bid og spyt sanktioneres hårdere end skaller, slag og spark.
De regler gælder bare ikke på det grønne tæppe. Fodbold er en maskulin sport. Det er lettere at acceptere, at nogle kan få lyst til at slå eller sparke en modstander under en intens fodboldkamp, fordi det ligger inden for de regler, der er for slåskampe mellem mænd. At bide, rive i håret og nive er ikke maskulint.
Det er ok at gøre det, hvis man er i krig eller kæmper for sit liv, og her har vi sandsynligvis den mest plausible forklaring. Spillere som Surez oplever kampen som en krig.
Surez fik en historisk hård straf efter den seneste bideepisode. Selve hans forseelse er dyrisk og infantil, og den samme kortslutning er foregået så mange gange hos ham. Men selve reaktionen er ikke et særsyn i elitefodbold, hvor vinderinstinktet for nogle er selve forudsætningen for at fungere på dette niveau.
Der er masser af eksempler. Herhjemme huskes det endnu, hvordan det slog klik for Christian Poulsen, da han i en EM-kvalifikationskamp mod Sverige i Parken i 2007 slog en modspiller i maven. Det fik fatale følger for selve kvalifikationen, men også for Poulsen selv, der aldrig helt nåede tilbage på samme niveau.
I sportens særverden kaldes denne mentale proces ofte vinderinstinktet. Det styrer Surez' reaktionsmønster, både når han scorer fra uforudsigelige vinkler, når han læser en medspillers chanceskabende pasning, endnu før den er faldet, eller når adrenalinen sender kortslutninger med 3000 volt igennem den lille sydamerikanske fodboldkrop.
Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano er ikke bare en kløgtig og indsigtsfuld civilisationsrevser med en tungtvejende litterær produktion bag sig. Den nu 73-årige forfatter til mesterværket ”Fodbold i Lys og Skygge” (1996) har bedre end nogen formået at indkredse fodboldens væsen.
En af de sandfærdige anekdoter, Galeano bruger til at illustrere fodboldens fascinationskraft med, stammer fra Peru i 1997, da en gruppe guerillaer havde besat den japanske ambassade i hovedstaden Lima. Da en gruppe væbnede regeringssoldater trængte ind i bygningen og mejede oprørerne ned i en byge af bly, var guerillaerne i gang med at spille fodbold. Deres leder, Nestor Cerpa Cartolini, var på dagen iført sin favoritklub, Alianzas, farver.
Fortællingen illustrerer, hvor meget fodbold fylder i både hverdag, og når der er liv og død på spil, selv i en dødskamp med politiske overtoner. Det hverken forklarer eller forsvarer Suarez' ugerninger. De senere års tre bideepisoder er slet ikke det eneste, han har bedrevet. Som 15-årig nikkede han en dommer en skalle, så blodet flød. Et fuldstændigt vanvittigt voldeligt overgreb end ikke møntet på modspillere eller medspillere. Der var mod spillets øverste og urørlige retsinstans. Selve dommeren.
Alligevel er det biddene, vi falder over og vil dømme. Ikke fordi de er voldelige, men fordi de er groteske. Urinstinktet og vindermentaliteten kan vi acceptere, men det skal være maskulint.
Om en uge står El Pistolero, som Surez kaldes, så over for sit potentielle comeback til topfodbolden for sin nye klub, Barcelona. Skæbnen vil, at det kan ske i ”El Clasico” mod ærkerivalerne fra Real Madrid.
Kontrakten med Barcelona indeholder noget så grotesk som en bideklausul. Kontrakten kan ophæves, hvis El Pistolero igen forbryder sig mod fodboldens uskrevne regelsæt. Barcelona giver gerne over 800 millioner kroner for en spiller med en karantænedom i bagagen, der tilmed ikke passer som fod i hose til et hold med Lionel Messi og brasilianske Neymar som de bærende offensive kræfter. De vil bare ikke acceptere, at han igen agerer barn i urmenneskets verden.