Krigen i 1864 påvirkede kirkelivet i Danmark

1865 blev den første frie grundtvigske menighed dannet i Ryslinge på Fyn, og i 1868 blev valgmenigheds-loven så vedtaget af hensyn til Ryslinge-menigheden. Præsten i menigheden var Vilhelm Birkedal, der nåede at blive fyret for at betvivle kongens danske sindelag, inden han med valgmenighedsloven indtrådte igen

Som præst for Ryslinge Valgmenighed besøgte jeg en dag for nogle år siden Aagaard-familien, den familie, som komponisten Thorvald Aagaard tilhørte. Jeg fik da rakt en gammel slægtsbibel, som Thorvald Aagaards far, der var soldat i 1864 og med ved Dybbøl, havde haft.

Foran i Bibelen havde denne unge soldat skrevet følgende: ”Købt i Flensborg under manøvren. Båret i tornysteret hjem. Havde dit ord ikke været, Herre, var vi forgået i elendighed”.

Hvad havde soldaten trøstet sig med under de forfærdelige oplevelser? Ja, det var tydeligt, hvor han havde læst i Bibelen. Siderne med Davids Salmer var slidte, og der var streget under og skrevet i marginen.

Han reddede sig hjem med livet i behold, og et par år efter var han og andre hjemvendte soldater med til nedennævnte menighedsdannelse og kirkebyggeri, blandt andet soldaten, der i krigsmånederne hver uge skrev hjem til sin unge kone - altid underskrevet: ”Din trofaste Henrik”.

I 1865 blev den første frie grundtvigske menighed dannet i Ryslinge på Fyn. I 1866 byggede man Nazarethkirken. I 1868 blev valgmenighedsloven vedtaget af hensyn til Ryslinge-menigheden.

Det var naturligvis ikke de unge hjemvendte soldater, der alene dannede menighed, men deres historie siger noget om hele stemningen på det tidspunkt.

Derhjemme var deres præst sognepræsten i Ryslinge, Vilhelm Birkedal, til hvem mange fra andre sogne havde løst sognebånd ifølge sognebåndsløsningsloven fra 1855. Birkedal samlede om sin ikke-rationalistiske prædiken og den ofte grundtvigske salmesang adskillige hundrede personer hver søndag.

Meddelelsen om den danske hærs rømning af Dannevirke den 5. februar fik Vilhelm Birkedal, mens han forberedte sig på prædikenen til fastelavns søndag, hvor teksten er beretningen om, at Jesus bliver døbt af Johannes i Jordanfloden. Den dag fik Birkedal så at sige sin dåb til at gå ind i en åndelig kamp for danskheden.

Birkedal var ikke vulgærnationalist, men gik ind i en åndelig og politisk kamp, som hans samvittighed tilsagde ham af hensyn til de danske sønderjyder og Danmarks ære.

Den 18. april faldt Dybbøl. Den 9. maj fulgte søslaget ved Helgoland, hvor danskerne sejrede. Der kom nu en våbenhvile i stand, og fredsforhandlingerne stod på i London under stormagternes ledelse. Et mæglingsforslag gående ud på at trække grænsen omtrent, hvor den kom til at ligge i 1920, skulle til statsrådets afgørelse den 20. juni.

Konseilspræsident D.G. Monrad, der periodevist var mentalt ustabil, havde en forestilling om, at kongens heldige hånd måske snarere kunne gribe det rigtige, end Monrads egen forstand. Kongen forkastede mæglingsforslaget. Den 25. juni udløb våbenhvilen. Prøjsen genoptog kampen og gik den 29. juni over til Als.

Danskernes tilbagetrækning fortsatte. Krigen var tabt. Den endelige fredsslutning fandt sted i Wien den 31. oktober med tabet af Sønderjylland som resultat. Fredsslutningen med dens betingelser blev vedtaget på rigsdagen af begge ting den 8. november.

Vilhelm Birkedal havde om foråret ladet sig indvælge i Folketinget, valgt i Brobyværk-kredsen. Birkedal mente, at fik det dansk folk for alvor en opgave, ville det vokse med opgaven; men landets ledere havde ikke givet folket en opgave at kæmpe for.

Birkedal troede, at sejren kunne vindes, at sejren var mindst lige så afhængig af de danske hjerter som af de danske bajonetter. Han spekulerede i den forbindelse over, om kongen, Christian IX, var i besiddelse af en sådan danskhed. Nej, det kunne kongen ikke være, for han var vokset op med det tyske. Christian IX var den første konge af den glücksborgske linje og var blevet dansk konge i 1863.

Hjemme i Ryslinge beder Birkedal i kirkebønnen fra prædikestolen den 4. august 1864: ”Gud skænke kongen et dansk hjerte, om det er muligt!”. Sagen blev indberettet. Ministeriet ønskede Birkedal afskediget, hvilket kongen imidlertid ikke accepterede, og derved blev det.

Så forløb et år, hvorunder Wienerfredsslutningen fandt sted. Den 2. september 1865 holdt Birkedal en tale i rigsrådet, hvor han erklærede ministeriets beslutning og råd til kongen angående fredsslutningen for ”pjalteri”. Ministeriet skulle i stedet have rådgivet kongen til enten at abdicere - måske til fordel for den svensk-norske konge - eller at tage kampen op for sønderjyderne og for Danmarks ære.

Denne tale førte til, at Birkedal den 22. september 1865 blev afskediget fra sit embede som kongeligt udnævnt sognepræst i Ryslinge.

Birkedals menighed i Ryslinge fik meddelelsen om afskedigelsen ved søndagsgudstjenesten. Man gik fra kirke i stor forvirring i en blanding af sorg, vrede og forfærdelse. Birkedal blev forment adgang til at bruge kirken til gudstjenester og kirkelige handlinger. Ja, kirkelige handlinger forrettet af ham ville være ugyldige.

Birkedal hævdede, at hvad hans præsteembede angik, var han kaldet af Gud. Hvad han havde sagt i rigsrådet, havde ikke noget med hans embedsførelse at gøre, og ingen verdslig magt kunne forhindre ham og hans menighed i fortsat at holde sammen.

Der kom ingen hjælp fra de kirkelige myndigheder. Man har formodentlig set det som en lykke, at der blev rammet en pæl gennem det grundtvigske uvæsen på Midtfyn. Birkedal og hans menighed var tvunget til at tage sagen helt i egen hånd.

Birkedal søgte sit eget embede, da det blev opslået, men fik det ikke. Man sendte en delegation til København for at tale med kongen, hvilket ikke lod sig gøre. For kultusminister Brædstrup fik man foretræde; men mødet blev her lige så resultatløst. Det sluttede med, at en af de seks sendemænd rejste sig og sagde: ”Ja, så må vi altså nu til at danne frimenighed.”

Efter sendemændenes hjemkomst holdtes møder, og den 16. november offentliggjorde Birkedal i ”Fædrelandet” ”En meddelelse” om den vej, han og menigheden ville gå: Man ville blive sammen, men ønskede en fri menighed inden for folkekirken, idet der ikke var tale om uenighed med folkekirkens liv og lære, og man ikke havde noget ønske om at stå udenfor; tværtimod anså man en position uden for folkekirken som uønsket, da den kunne medføre sekterisme og sværmeri.

Den følgende søndag, den 19. november 1865, og frem til Nazarethkirkens indvielse den 8. august 1866 holdt man gudstjeneste i lader, først i præstegårdsladen; men da Birkedals efterfølger flyttede ind i præstegården, holdtes der fra den 25. februar gudstjeneste i Boltinggårds lade vest for Ringe.

Nazarethkirken blev hurtigt bygget. Grundstenen blev lagt på toårsdagen for slaget ved Dybbøl, den 18. april 1866, og kirken indviet den 8. august 1866.

Tanken og ønsket om en fri menighed inden for folkekirken var dog stadig fremme, og den endelige vedtagelse af valgmenighedsloven fandt sted den 15. maj 1868 - med virkning fra den 1. juli.

Valgmenighedsloven blev dog ikke en realitet uden sværdslag. Seks af landets syv biskopper var imod; det samme gjaldt størsteparten af præsterne. Grundtvigske folk på tinge gjorde imidlertid spørgsmålet til et kabinetsspørgsmål. Man ville ikke stemme for årets finanslov uden til gengæld at få en valgmenighedslov. Årets vigtigste punkt på finansloven var Esbjerg Havn med englandseksporten for øje. Ryslinge fik sin valgmenighedslov. Og Esbjerg fik sin havn!

Siden er mange valgmenigheder, frie menigheder under folkekirken, godkendt af kirkeministeriet og stående under biskoppens tilsyn, kommet til. I de første mange år var det udelukkende grundtvigske menigheder, men de senere år er der kommet også en del valgmenigheder med andet kirkeligt præg. Sidste skud på stammen er den for nylig godkendte valgmenighed med Massoud Fouroozandeh som præst.