DET SÆRLIGE VED FRIKIRKERNE i Danmark er først og fremmest, at de er så små, som det er tilfældet. Det bliver tydeligt, hvis man sammenligner med de andre nordiske lande.
I Danmark har de største frikirkesamfund, Baptistkirken og pinsekirken, under 6000 medlemmer på landsplan, mens andre landsdækkende frikirkesamfund som Apostolsk Kirke, Missionsforbundet, Metodistkirken og Frelsens Hær er mindre.
Det billede ser imidlertid helt anderledes ud i de andre nordiske lande. I Sverige og Norge har henholdsvis Baptistkirken og Frelsens Hær således begge over 40.000 medlemmer. Når det drejer sig om pinsebevægelsen, har den i Norge over 40.000 medlemmer, i Finland nærmer medlemstallet sig 60.000, mens det i Sverige er på over 100.000.
På Færøerne har man frikirker, som omfatter en substantiel andel af befolkningen og også i ikke-nordiske lande med luthersk majoritet, som Tyskland og de baltiske lande, er der tydelige alternativer til den lutherske kirke i skikkelse af katolske og ortodokse kirker.
På den baggrund kan man betegne Danmark som det mest lutherske land i verden. For en stor del af den danske befolkning betyder kirke ganske enkelt den lokale lutherske sognekirke, hvorfor man om den kirkelige situation her i landet må sige: Mere luthersk bliver det ikke!
Hvad er så årsagen til denne unikke situation? Hvis det skal siges så kort, som det er muligt, kan det gøres med ét ord: Grundtvig. Grundtvigs radikale kirkelige frihedstænkning har haft som konsekvens, at folkekirken har været i stand til at indoptage en række strømninger og bevægelser, som i andre lande med stor sandsynlighed ville have resulteret i dannelsen af frikirker.
Det gælder såvel de ”gudelige vækkelser” som Indre Mission og ikke mindst den række af kirker, som med udgangspunkt i Kirkefondet blev etableret i starten af det tyvende århundrede. Her var der en række dynamikker i spil, som for eksempel etableringen af nye menigheder og en aktiv lægmandsbevægelse, som er typiske ved etableringen af nye kirkesamfund, men det blev ikke tilfældet her.
Folkekirken har historisk set haft en ekstraordinær evne til at indoptage de mest forskelligartede strømninger, hvad der har resulteret i en usædvanlig kirkesamfundsmæssig homogenitet.
Foreningen af kirkelig rummelighed og luthersk homogenitet er på samme tid folkekirkens store styrke og store svaghed. Det er naturligvis en kolossal styrke, at folkekirken er en integreret del af dansk kultur. Der er over 2000 kirker i landet, og på trods af mange årtiers tale om sekularisering er det stadig knapt 80 procent af befolkningen, der er medlem af folkekirken, hvad der er et særdeles højt tal.
Samtidig er det tydeligvis en temmelig begrænset gruppe, der har et tættere forhold til folkekirken, og folkekirkens medlemstal er vigende. Igennem adskillige tiår har tendensen været, at medlemstallet falder med cirka en halv procent om året. Det skyldes indvandring af mennesker med en ikke-folkekirkelig religiøsitet, som muslimer eller ikke-lutherske kristne, men det skyldes også, at ”fødekæden” snævres ind, idet den generelle tendens er, at færre bliver døbt.
Disse to kendsgerninger: at en meget stor del af befolkningen er medlem af folkekirken, og at medlemstallet er konstant vigende, er de centrale for forståelsen af folkekirkens situation og særlige udfordringer, for forståelsen af folkekirkens styrke og svaghed.
Hvis tendenserne hen imod et stadigt lavere medlemstal fortsætter, vil det betyde, at folkekirkens udfordringer vil begynde at ligne de marginaliserede frikirkers. Det kan samtidig betyde, at folkekirken måske kan hente inspiration fra frikirkerne, hvor folkekirken indtil nu har vist sig at være inspirationsresistent.
FOLKEKIRKEN HAR BRUG FOR at indse, at de i Danmark så marginaliserede frikirker for hovedpartens vedkommende repræsenterer kirkesamfund, der på verdensplan er langt større end den lutherske. Luthersk kristendom er kun en lille del af den mangfoldighed af protestantiske kirker, der opstod i forlængelse af reformationen, og som typisk er mere inspireret af den reformerte og anabaptistiske strømning end af den lutherske.
Frikirker som baptister, metodister og pinsefolk repræsenterer på verdensplan mange millioner mennesker og kan indbyrdes have store forskelligheder. I Danmark er de dog fælles om den marginaliserede position, hvad der betyder, at det kan give mening at tale om en fælles inspiration fra frikirkerne.
Hvad kan folkekirken så lære af frikirkerne? Nødvendigheden af at arbejde med mission og menighed! Det er først inden for de seneste år, at der er ved at komme en form for konsensus i folkekirken omkring, at mission er en helt central opgave for kirken.
I Kirkeministeriets betænkning om ”Opgaver i sogn, provsti og stift” fra 2006 blev det slået fast, at ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som verdens frelser (“) Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave”.
Det er samtidig tydeligt, at der er meget forskellige forestillinger om, hvad mission er for en størrelse. Der er i visse kredse en ulyst mod at bruge ordet, der er diskussion af forholdet mellem mission og diakoni, ja, der er i det hele taget en meget stor uklarhed omkring både missionsteologi og missionspraksis.
Her er forholdet et andet i frikirkerne, som historisk set har været tvunget til at definere sig ud fra missionstanken. Det samme vil blive tilfældet med folkekirken, og jeg fornærmer formodentlig ikke så mange ved at sige, at folkekirken kan komme videre på det område.
LIGESOM FRIKIRKERNE historisk set har haft en forholdsvis veludviklet teologi om mission, en missiologi, har man også været tvunget til at gennemarbejde teologien om menigheden, hvad man med et fagudtryk kalder ekklesiologien. Hvad det angår, er det også tydeligt, set fra et frikirkeligt perspektiv, at der i de kommende år vil være en meget stor teologisk og praktisk udfordring for folkekirken, hvor man vil kunne lade sig inspirere af frikirkelige erfaringer.
Det er i den sammenhæng slående, at samtidig med at frikirkerne har et procentuelt meget lavt medlemstal, så vil tallene se helt anderledes ud, hvis man ser på, hvor mange mennesker der er til gudstjeneste i en frikirke en given søndag. Frikirkerne bliver brugt og har ofte yderst levende menigheder.
Den danske folkekirke har en helt unik placering i både dansk kultur og kirkeliv. Hvis den blev i stand til i højere grad at indoptage inspiration og erfaringer fra frikirkerne og for alvor begyndte at gennemtænke og arbejde med mission og menighed, kunne det derfor få en ekstraordinær betydning for Danmark. Det er vist ikke alle jubilæumsfejringer, der kan føre til en sådan konklusion!