En vision for folkekirken

Folkekirkens styrke er dens decentrale struktur med stor teologisk og kirkelig frihed i de enkelte menigheder. Denne lokale frihed vil kunne anfægtes af et kommende centralt kirkeligt råd, hvor risikoen for, at et sådant råd falder for fristelsen til at politisere på folkekirkens vegne, er reel

Knud Nyboe Rasmussen er tidligere sognepræst.
Knud Nyboe Rasmussen er tidligere sognepræst. Foto: Arkivfoto.

DET ER TIDENS SPROG, men egentlig bryder jeg mig slet ikke om ordet ”vision”. Det tilhører kategorien af bullshit-ord, som efterhånden hænger en ud af halsen. Jeg foretrækker det gode danske udtryk ”et syn”. Så denne kronik er altså mit ”syn for folkekirken”. Måske kunne man med den gamle præst i Gylling Otto Møller ligefrem tale om ”et åndeligt syn”, eftersom synet forekommer at have med ånd at gøre.

Synet gælder vores danske evangelisk-lutherske folkekirke i det Herrens år 2017, altså i 500-året for den lutherske reformation. Hvordan kunne man forestille sig, tænke sig og ønske sig, at vores folkekirke så ud om tre år?

Jeg ser en folkekirke for mig, som har oplevet ikke en ny reformation, men en begyndende renæssance. Der er i de forudgående år (set fra 2017) sket det overraskende, at flere og flere er kommet til at se værdien af folkekirken som en fælles, historisk givet ramme om langt hovedparten af landets evangelisk-lutherske menigheder, hvoraf de allerfleste er sognemenigheder eller samarbejdende sognemenigheder. Hertil kommer valgmenighederne.

Der er tale om en ramme præget af stor frihed, både internt for folkekirkens sogne og menigheder, men naturligvis også eksternt, for alle, som ikke tilhører folkekirken, men måske hører hjemme i andre menigheder, kirkesamfund og religioner.

Religionsfriheden i landet er en selvfølgelig forudsætning garanteret af Grundloven, som også konstaterer, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.

DER ER I 2017 OGSÅ SKET det bemærkelsesværdige, at flere og flere politikere har fået øjnene op for betydningen og værdien af en sådan fælles, historisk givet institution, som folkekirken er. Det gælder politikere på begge politiske fløje, også politikere, der tidligere har været lunkne, måske ligefrem skeptiske over for folkekirkens grundlovssikrede status, politikere, som i andre sammenhænge plejer at have et klart blik for betydningen af fælles institutioner som ramme om et folkeligt fællesskab, for eksempel når det gælder den danske folkeskole.

Ja, selv ungdomspolitikere (både de liberalistiske og socialistiske af slagsen) synes i takt med alderen at have besindet sig på betydningen af en fælles folkekirke i landet. Måske har man hæftet sig ved, at den tidligere svenske socialdemokratiske statsminister Göran Persson efter eget udsagn stærkt har fortrudt adskillelsen af stat og kirke i Sverige.

Vi har - stadig i 2017 - heldigvis undgået at blive belemret med et nationalt kirkeråd (eller hvad man nu måtte finde på at kalde det). Folkekirkens styrke er dens decentrale struktur med stor teologisk og kirkelig frihed i de enkelte menigheder. Denne lokale frihed ville kunne anfægtes af et centralt kirkeligt råd, som med økonomisk budget- og prioriteringsmagt i ryggen kunne give sig til også at foretage teologiske prioriteringer i retning af, hvordan folkekirkens sogne og menigheder ”skal være kirke i dag”.

Risikoen for, at et (måske med tiden mere magtfuldt) centralt udvalg eller råd faldt for fristelsen til at politisere på folkekirkens vegne, ville også være reel. Skulle noget sådant ske, hvad man med erfaringer fra det nære udland ikke kan afvise, ville folkekirkens rummelighed og sammenhængskraft for alvor være truet.

DER ER GANSKE VIST sket visse mindre ændringer, når det gælder styringen af nogle af folkekirkens anliggender, ikke mindst på det økonomiske område. Men i forlængelse af god folkekirkelig tradition er hele kirkeforfatningsspørgsmålet lykkeligvis blevet landet på en ”minimalistisk” model, det vil sige en model, som med udgangspunkt i den nuværende sædvaneret afbalancerer og præciserer beslutningskompetencerne i folkekirken.

En model, der således tilgodeser, at magten er spredt på flere instanser og niveauer, hvorved netop menighedernes frihed bedst sikres, samtidig med at den grundlovssikrede forbindelse mellem stat og kirke opretholdes, ikke blot formelt, men også i praksis.

Endvidere er tendensen til kirkelig koncerndannelse, som der har været gjort tilløb til med ikke mindst provstiet som omdrejningspunkt, heldigvis blevet bremset.

I stedet har vi i de senere år set en glædelig tendens til kreativ selvorganisering i sogne og samarbejdende sogne med fokus på i høj grad selvforvaltende og velfungerende menigheder med gudstjenesteliv og undervisning i centrum. Måske er denne udvikling - fra koncern til gudstjenestefejrende menighed - inspireret af de grundtvigske valg- og frimenigheder, hvor man inden for ret beskedne økonomiske rammer kan have velfungerende menigheder.

Den dybere baggrund for den udvikling i kirkelivet, som her er antydet, er ikke primært strukturelle og ledelsesmæssige forvaltningstiltag. Nej, det er en grundlæggende folkelig besindelse på den rigdom, som vores folkekirkelige tradition repræsenterer: et frisættende og håbsgivende evangelium, ritualer, som folk gerne benytter, og fortællinger, som også er grundfortællinger i vores kultur.

Det er en salmetradition, som ikke har mange sidestykker i verdenslitteraturen, musik og smukke, velholdte kirker med inventar og kunst fra mange århundreder, i høj grad også moderne billedkunst - en rig arv, som ikke er død fortid, men indgår i en levende nutidsvirkelighed.

Denne arv, blandt andet den store sangskat, er også den anden store folkelige institution i landet, folkeskolen, i stigende grad blevet opmærksom på (vi er stadig i 2017!). Måske har man i folkeskolen skelet til de friskoler, som i stort tal er blevet oprettet i de sidste mange år, og besindet sig på vores folkelige og kirkelige traditioner blandt andet med fællessang i forskellige sammenhænge, både af sange og salmer, gamle såvel som nye. Og det har man gjort ud fra en voksende fornemmelse af, at det kan da ikke være rigtigt, at vi forholder vores børn den utrolige sanglige og litterære rigdom, som vi er privilegeret med i Danmark.

HELT BORTSET FRA GLÆDEN ved og betydningen af at synge sammen, så er der her også tale om et folkeligt dannelsesprojekt af rang, hvor musik og tekster af høj sproglig og poetisk karat videregives til nye generationer, så også de får mulighed for at opleve glæden ved for eksempel at sanse dagens og årets gang med poetiske tolkningskoder i baghovedet - eller hjertet.

Hvorfor skal børn i dag ikke have en chance for sangligt at undre sig med Brorson over det mindste græs i skove og i dale og som han mangle ord, når de ser, at alle skove vrimle, og de mange fuglesving, der sker op under Herrens himle?

Og når midsommer nærmer sig ved pinsetid, hvorfor skal de samme børn ikke have muligheden for at opleve sommer i Danmark gennem noget af det mest højpoetiske, der er skrevet på vort sprog, når vi med Grundtvigs pinsesalme kan fornemme, at ”det ånder himmelsk over støvet,/ det vifter hjemligt gennem løvet,/ det lufter lifligt under sky/ fra Paradis, opladt på ny,/ og yndig risler ved vor fod/ i engen bæk af livets flod”?

Hvorfor skal moderne børn udsættes for så eklatant et oplevelses- og dannelsestab, som det er ikke at stifte bekendtskab med og tilegne sig denne rige sproglige og sanglige tradition?

En sådan åndelig fattigdom har flere og flere sat sig for at gøre noget ved. Her er folkeskolen i sagens natur afgørende. Dét er også vores folkekirke, som over de senere år er blevet deltager i et omsiggribende og frugtbart samarbejde med folkeskoler og friskoler landet over, i fuld respekt for kirkens og skolens forskellige opgave.

Det var nogle få og spredte elementer af ”synet” for folkekirken år 2017. Ren ønsketænkning vil sikkert de fleste sige. Et drømmesyn uden hold i virkeligheden. Det er muligt, måske desværre sandsynligt “

På den anden side er det før set i Grundtvigs fædreland, at folk har besindet sig og er vågnet op af åndelig dvale. Det kunne vel ske igen - hvis vi selv vil?