Da de andre fik del i vort liv - på godt og ondt

Det var ikke pres fra Vesten, der væltede Muren. Man gjorde fra vesttysk side faktisk meget for at holde DDR i live. Også efter Murens fald forsøgte Thatcher og Mitterrand at forhindre tysk genforening, fordi de frygtede for en ny ubalance i Europa - måske den, vi oplever nu med den tyske økonomiske dominans, skriver dagens kronikør

Professor Per Øhrgaard. Forfatter til ny bog om Tyskland efter murens fald.
Professor Per Øhrgaard. Forfatter til ny bog om Tyskland efter murens fald. Foto: ILAN BRENDER/POLFOTO.

FOR 25 ÅR SIDEN gik der hul på Muren i Berlin. Allerede før var mange østtyskere rejst ud af deres land og til Vesttyskland via Ungarn og Østrig, som havde åbnet deres fælles grænse i september, eller med tog fra Prag, hvor op mod 4000 østtyskere havde søgt tilflugt i den vesttyske ambassade.

Alligevel kom åbningen af Muren som en overraskelse. Op gennem 1989 var uroen i DDR taget til, især efter at borgerretsbevægelser dokumenterede svindel ved kommunalvalgene i maj. Man havde altid vidst, at østtyske valgresultater var fup, men nu kunne det bevises.

Så kom demonstrationerne hver mandag i Leipzig, DDR's næststørste by, og det var ikke tilfældigt, at det var her, folk gik på gaden: Hovedstaden (Øst-)Berlin var så dyr, at der blev meget lidt tilovers til resten af landet. Den 9. oktober frygtede man, at regimet ville skyde på demonstranterne. Det skete ikke, og det er nok det virkelige mirakel: Regimet gav op i stedet for at udløse en borgerkrig.

Det hele var begyndt flere år tidligere, i Polen allerede med Solidarnosc-bevægelsen omkring 1980. Men det afgørende ryk kom med Mihail Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen i 1985.

Det var forandringerne i Sovjetunionen, som skabte håb og forventninger. Presset blev forstærket af, at DDR sakkede stadig længere bagud for Vesten på alle områder. I den første halve snes år efter Murens bygning i 1961 kunne man (også i Vesten) tro, at velstandskløften mellem vest og øst blev mindre, men især fra slutningen af 1970'erne gik det den anden vej. Men det var ikke pres fra Vesten, der væltede Muren. Man gjorde fra vesttysk side meget for at holde DDR i live, og flere vestlige statsledere udtalte i 1980'erne, at de ikke ønskede sig en forening af de to tyske stater. Også efter Murens fald forsøgte Margaret Thatcher og Franois Mitterrand at forhindre den, fordi de frygtede for en ny ubalance i Europa - måske den, vi oplever nu med den tyske økonomiske dominans?

Der har været kritik af manglende vestlig støtte til bevægelserne i øst. Men forsigtigheden skyldtes frygten for en storkrig, og den havde en lang tradition: Vesten så passivt til under arbejderopstanden i DDR i 1953, under nedkæmpelsen af den ungarske frihedsbevægelse i 1956, under besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968 - og såmænd også ved bygningen af Muren i Berlin. Man sendte protestnoter, men krævede ikke spærringen fjernet.

For Muren beskyttede Vestberlin. Den viste, at russerne havde opgivet af drive vestmagterne ud af den tidligere hovedstad. Nu satsede de på, at Vestberlin langsomt ville dø af sig selv, og havde Muren stået et par generationer til, kunne det måske være sket. Flere virksomheder flyttede endnu så sent som i 1980'erne fra Berlin.

BAG MUREN LEVEDE så østtyskerne. Hvis man kun kender DDR fra den i øvrigt udmærkede film ”De andres liv”, kan man tro, at den ene halvdel af befolkningen udspionerede den anden, og at man når som helst kunne blive udsat for alle mulige repressalier.

Sådan var det ikke (og hvad overvågning angår, har NSA langt overhalet Stasi). Østtyskland var i mange henseender et land som alle andre, hvor mennesker passede deres arbejde, forelskede sig, stiftede familie, var sunde eller syge, kort sagt levede og døde. Den første og sidste frit valgte østtyske ministerpræsident, Lothar de Maizire, sagde i 1990: ”Ingen skal sige, at man ikke kunne leve i DDR; 16 millioner mennesker gjorde det.”

Men den østtyske befolkning var lukket inde, og det føltes stadig stærkere, jo mere borgere i vestlige lande rejste omkring i verden. Faktisk besøgte i årene mellem den øst-vesttyske traktat af 1972 og Murens fald henved halvanden million østtyskere (altså cirka 10 procent) Vesttyskland i den ene eller anden anledning.

Men en rejse vestpå forblev noget, man skulle ansøge om, og som man også kunne få afslag på. Omkring 200 mennesker blev dræbt, når de prøvede at forcere Berlinmuren i de 28 år, den eksisterede. Det var 200 for mange, men sammenlignet med dødsofre andre steder i verden var det få.

Man så væltede østtyskerne Muren, og så blev Tyskland forenet - hvad der ikke havde været tanken hos borgerretsbevægelserne, som arbejdede for en demokratisering af DDR, men blev overhalet af udviklingen. Selv den vesttyske regering forudså lige efter Murens fald ikke en hurtig forening af de to stater, og det blev det også kun på papiret. Reelt blev DDR indlemmet i Forbundsrepublikken.

Det var på den ene side den enkleste løsning og sparede mange mellemstadier og særregler. På den anden side betød

det, at østtyskerne kun i ringe grad fik medejerskab til den stat, de nu var medlemmer af. I andre østeuropæiske lande er det den samme befolkning, som på det samme territorium skal skabe et andet samfund end det, der var. Det er selvsagt ikke problemfrit, men det udsletter ikke landets historie eller dets indbyggeres biografi.

I Tyskland er situationen en anden: Halvanden menneskealders oplevelser og erfaringer er irrelevante i det forenede Tyskland, uanset om man har gjort dem som partimedlem, som apolitisk eller som dissident. Sociologen Wolfgang Engler har peget på dette som en væsentlig grund til den megen frustration, man har kunnet se i det tidligere DDR (og som ikke betyder, at man ønsker fortiden tilbage). De, der kom vestfra for at bestyre landet, vidste alting bedre, udnyttede ikke eksisterende viden og kunnen, men ordnede alt efter det mønster, de havde med hjemmefra. Det er det, man normalt kalder kolonisering.

OG OMSTILLINGEN BLEV BRUTAL: Med indførelsen af D-Mark som møntfod i DDR pr. 1. juli 1990 - nogle måneder før den politiske forening - var dommen fældet over næsten al produktion i DDR. Når østtyskerne havde D-Mark i hænderne, ville de have vestlige varer for dem, og når DDR's handelspartnere skulle betale import fra DDR med D-Mark, ville de også hellere købe ind i Vesten. Vist var produktionsapparatet i Østtyskland ofte i en elendig forfatning, men den form for omstilling kunne selv den mest velfungerende industri ikke have overlevet.

De østtyske foretagender havde formelt været ejet af folket, reelt naturligvis af staten. Nu skulle de privatiseres, og i sagens natur kunne kun folk fra vest overtage dem, for østtyskere havde ikke kapital.

I mange tilfælde rendte køberne fra løfter om sanering og bevarelse af arbejdspladser og nedlagde i stedet virksomhederne. Der var overkapacitet i vest, så det var nemmere at sende lastbiler over med varerne end at producere dem på stedet. Det er en væsentlig grund til, at udviklingen i det tidligere DDR stadigvæk halter efter den vesttyske og forventeligt vil gøre det længe endnu. Efter 25 år kan man ikke blive ved med at skyde hele skylden på det tidligere regime.

Siden 1990 er der overført milliarder og atter milliarder af D-Mark (senere Euro) fra vest til øst. Men over halvdelen af dem er kommet tilbage til vest i form af betaling for varer og tjenesteydelser. Den store pengeflytning fra vest til øst, som mange vesttyskere har haft ondt af, har i realiteten været en gigantisk subvention af vesttysk erhvervsliv, betalt af de tyske skatteborgere - ligesom u-landshjælp undertiden er til mere gavn for giverlandet end for modtagerlandet.

Den proces, som skulle gennemføres, kunne umuligt være forløbet problemløst. Men man kunne på visse områder have forestillet sig mere frugtbare problemer end dem, der ofte opstod og varer ved. Bagklogskab er uinteressant. Men der var allerede i 1990 dem, som sagde, at den totale nedlæggelse af DDR - altså ikke kun afskaffelsen af regimet, men så at sige af hele samfundet - måske ikke var den bedste måde at genforene et delt folk på.

Kommunismens fald var en lykke for dem, der havde måttet leve under den. Om den også var en lykke for os andre, er mere tvivlsomt. Den udløste et vestligt storhedsvanvid og en overdreven tro på kapitalismens fortræffelighed, som først nu er ved at blive afløst af mere nøgterne betragtninger.