Salmesang - hele vejen rundt

I dag udkommer bogen ”Salmesang. Grundbog i hymnologi”. Bogen er skrevet af en række hymnologiske fagfolk og er tænkt som en hjælp til dem, der ønsker at fastholde og videreføre dansk salmesang. Salmesangen er folkekirkens stærkeste kommunikationsform, som er under løbende udvikling for altid at være på omgangshøjde med sin samtid

DET ER EN ALMINDELIG ERFARING, at salmesang er den vigtigste kommunikationsform i dansk kirkeliv. Vigtigere end prædikener og bibellæsning. Sådan har det været siden Reformationen for små 500 år siden, og sådan er det i dag - stadigvæk. Salmesangen er en så naturlig kirkelig livsytring, at vi som regel tager den for givet, både de af os, der synger med i kirken, og de af os, der ikke gør det.

Det er rigtigt, at sang er en naturlig og naturgroet livsytring, men ret beset er fællessang og salmesang det ikke. Salmesangen er en del af vores kultur mere end af vores natur. Derfor skal salmesangen ligesom fællessangen plejes for at leve og overleve. Og det er ved at være sidste øjeblik, hvis det skal nytte noget.

Den folkelige salmesang, der går tilbage til tiden omkring 1530-1540, er et resultat af først degnes, siden læreres utrættelige indsats for at lære børn og voksne de salmer, der efter den lutherske kirkeordning skulle bære gudstjenesten som folkeligt udtryk.

Efter folkeskoleloven af 1814 gik undervisningen af salmer og fædrelandssange hånd i hånd i skolen med det resultat, at kirkelig og folkelig fællessang i løbet af en generation eller to blev det, der frem for noget var kendetegnende for dansk kirke- og folkeliv.

Sådan var det, indtil folkeskoleloven af 1975 de facto afskaffede fællessangen, både den kirkelige og den folkelige, i skolen. I dag, næsten 40 år efter 1975-folkeskoleloven, er det kun folk på over 50 år, der har et så stort repertoire af folkelige og kirkelige sange, at de uden videre kan synge med, når der bliver sunget efter salmebogen eller Højskolesangbogen.

Der er undtagelser: folk, der har gået på privat- eller friskoler, som har været på højskole, eller som har deltaget i kirkeligt ungdomsarbejde. I forhold til befolkningen som helhed er det dog de færreste, der på denne måde har lært at synge salmer og folkelige sange sammen, og det er ikke blevet bedre af, at det af mange anses for politisk ukorrekt at synge salmer og fædrelandssange i større og blandede forsamlinger.

PÅ BAGGRUND AF DENNE UDVIKLING er det værd at notere sig, at et par lærere fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, Hans Raun Iversen og undertegnede, har redigeret en grundbog i hymnologi, ”Salmesang”, der udkommer på Det Kongelige Vajsenhus' Forlag i dag, den 3. november. Grundbogen er tænkt som en ressourcebog for alle, der har med salmesang at gøre, undervisere, præster, organister og korledere, og som en læsebog for alle, for hvem salmer og salmesang betyder noget.

”Salmesang” er skrevet af en række hymnologiske fagfolk, der hver har skrevet om det, som de især har beskæftiget sig med. Resultatet er blevet et samleværk bestående af dybdeborende analyser af og omfattende redegørelser for salmesangens teori og praksis. Efter en kort indledning om grundbogens indhold og sigte følger afsnittet ”Salmesangens fænomenologi”, hvor lektor Erik Skyum Nielsen og rektor Ole Brinth skriver om salmerne som henholdsvis salmepoesi og sangtekster, og professor Inge Marstal skriver om, ”Hvad sangen gør ved krop, sjæl og ånd”.

Derefter følger en række bidrag om ”Salmesang i dag”. Kantor og korleder Lotte Smidt Pedersen skriver om praktisk sang, Inge Marstal skriver om babysalmesang, sognepræst og leder af Folkekirkens Skoletjeneste i København og Frederiksberg Helle Krogh Madsen om, ”Hvorfor der undervises i salmer i folkeskolen”. Domorganist Birgitte Ebert skriver om salmesangsarrangementer og lærer ved Pastoralseminariet i Aarhus Mads Djernes om ”Hvor og hvordan man lærer at undervise i salmesang.”

Det følgende afsnit er helliget emnet ”Salmesang og gudstjeneste”. Her skriver biskop Marianne Christiansen om salmesangen i gudstjenesten og salmerne ved de kirkelige handlinger. Ole Brinth skriver om kirkekor og kirkesanger, salmesang og korsang, og organist Poul Balslev og flygtninge- og indvandrerpræst Jesper Hougaard Larsen om tekster og musik, nærmere betegnet rocktekster og rockmusik, i nye former for gudstjenester.

Simon Kangas Larsen og Janne Wibroe fra Danmarks Radio skriver om salmer i DR's gudstjenester på tv og i radioen, og afsnittet afrundes med et forslag til en ”salmekanon” på 117 salmer med lige vægt på tekster og melodier, udarbejdet af Ole Brinth, Mads Djernes, Birgitte Ebert, Jesper Hougaard Larsen, Helle Krogh Madsen og undertegnede.

Derefter følger et par afsnit om salmernes, salmebøgernes og koralbøgernes historie. Sognepræst og underviser ved Pastoralseminariet i København Jan Sievert Asmussen skriver om traditionen tilbage til Salmernes Bog i Det Gamle Testamente i kapitlet ”Psalter og salmebog”, og jeg selv skriver om dansk salmehistorie og salmesangens dobbeltrolle som gudstjenestesang og hverdagssang fra Reformationen til i dag.

Kgl. konfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen, der var formand for Salmebogskommissionen bag ”Den Danske Salmebog”, 2002, skriver om salmebogens tilblivelseshistorie, og Hans Raun Iversen skriver om ”Salmesang som folkekirkelig praksisform”. Lektor Nils Holger Petersen gør derefter rede for en ”historisk-musikologisk diskussion af salmemessetraditionen”, Birgitte Ebert gennemgår koralbogens komponister og stilarter, pastor Mark Lewis orienterer om gospelsangen, ”et nyt instrument i dansk kirkemusik”, og Ole Brinth skriver om ”Salmemelodiernes form og salmemusikkens parametre”.

I et afsluttende afsnit præsenteres først seks store salmedigtere fra dansk salmetradition, Martin Luther, Thomas Kingo, Hans Adolph Brorson, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig og K.L. Aastrup og derefter en række nye danske salmedigtere i ”Den Danske Salmebog”. Grundbogen rundes af med et kapitel om ”Oversatte salmer - til og fra dansk”, der sætter dansk salmedigtning og salmesang ind i et internationalt perspektiv.

”SALMESANG” VISER, hvordan den danske salmesang og salmedigtning historisk og aktuelt er et genuint udtryk for dansk kultur, i dens indre udvikling og i dens samspil med den omgivende verden. En fastholdelse og videreførelse af dansk salmesang er ikke et nostalgisk projekt for mennesker, der vender ryggen til udviklingen omkring dem. Salmesangen er både i kirken om søndagen og om hverdagen alle andre steder folkekirkens stærkeste praksis- og kommunikationsform, der er under løbende tilpasning og udvikling for til stadighed at være på omgangshøjde med sin samtid.

”Salmesang” er tænkt som en hjælp til dem, der ønsker at fastholde og videreføre dansk salmesang. På den måde ligger den nye grundbog i god forlængelse af dansk tradition tilbage til reformationsårhundredet. Selvom de forskellige bidragydere til ”Salmesang” nok vil sige det hver på deres måde og sikkert noget anderledes, end Hans Thomissøn, med reference til Luther, gjorde det i forordet til sin salmebog ”Den Danske Psalmebog” fra 1569.

Thomissøn bad til, at man ville tage imod hans salmebog, og at hans samtidige ville bruge den flittigt og gudfrygtigt i deres kirker, skoler og huse. Salmerne skulle bruges, dels til at ”ære, love og prise Gud”, til opvækkelse og trøst, til at bekende Gud åbent og offentligt for alle mennesker, for engle og djævle, og til at opvække ”børn og ungfolk til også at kende og prise Gud”, dels til at ”lokke Guds hellige engle til eder, og til at bortdrive de onde ånder djævle fra eder, når I synger gudfrygtigt af et trofast hjerte”.

Thomissøn ønskede, at hans samtidige skulle bruge salmerne til at kridte skoene og stå fast, både indadtil og udadtil. Det er det samme ønske, der i dag ligger bag udgivelsen af ”Salmesang. Grundbog i hymnologi”, som udkommer i dag.