GUSTAF WINGREN (1910-2000) er en af det tyvende århundredes store teologer. Han kan teologisk placeres et sted mellem K.E. Løgstrups skabelsesteologi og Regin Prenters pagtsteologi.
Ofte er Wingren blevet regnet som blot en ren skabelsesteolog, der næsten gjorde skabelsestanken til et livsnydende projekt. Intet kan dog være mere forkert. Wingren står efter min mening tættere på Prenter end på Løgstrup gennem sin forståelse af skabelse som skabelse i Kristus, eller som Luther siger det i sin lille katekismus: Gud har skabt mig. Der er altså ikke tale om en abstrakt eller almen skabelsesforståelse hos Wingren, men mere en ganske konkret tale om det levende liv i arbejde, kald og stand med klare paralleller til Luther.
I 2010 kunne være Gustaf Wingren være fyldt 100 år, og i den anledning udkom et ganske bemærkelsesværdigt arbejde af Bengt Kristensson Uggla: ”Gustaf Wingren - Människan och teologin”. Det er et værk, der fortjener mere omtale og derfor denne kronik. Bogen er ikke blot en vanlig biografi, men også en intellektuel biografi, hvor Wingrens liv først og fremmest ses gennem hans værker.
Wingren kom til verden på landet i Sverige og var egentlig bestemt for håndens arbejde, men da han havde det handicap at mangle nogle fingre på højre hånd, kom han til at gå åndens vej med et teologistudium ved Lunds Universitet.
Wingren viste store anlæg for teologien og blev i 1942, midt under krigen og Sveriges afsondring fra den øvrige verden, doktor i teologi på en afhandling om Luthers lære om kaldelsen. Ganske vist havde den unge Wingren i tiden før været optaget af særligt den oldkirkelige teolog Irenæus, men det blev Luther, der blev disputatsens emne.
Irenæus blev dog ikke glemt, da han netop stod for en teologi, der forstod det skabte og det skabte liv som noget værdifuldt. Wingren opdagede, at Irenæus gennem sin kamp mod gnostikerne, der hævdede det skabte som noget usselt og ondt, kunne bruges imod tidens store toneangivende teolog, Karl Barth.
Barths fokusering på anden trosartikel om Kristus betød, at det skabte og vores almene liv mistede sin betydning og i sit anlæg mindede om den gnosticisme, som oldkirken havde bekæmpet for at fastholde Gud som både skaber og forløser.
WINGREN SER KARL BARTH som blot en spejlvending af det, man kalder liberalteologien, hvor det var mennesket og dets tro, der var i centrum. Barth sætter Gud i centrum, og det gør ved første øjekast hans teologi vældig klassisk, men det er blot en omvendt liberalteologi, hævder Wingren.
For Wingren handler teologien nemlig ikke om mennesket eller om Gud, men om mødet mellem Gud og mennesket. Derved knytter Wingren sig til Luther, der et sted slår fast, at teologi handler om mødet mellem den retfærdiggørende Gud og det syndige menneske. Netop tanken om mødet mellem Gud og mennesket i almindelige skabte liv gør Wingren til en modernitetens teolog. Og knytter ham i øvrigt nært til Regin Prenter, der i tråd med Luther heller ikke kunne tale om Guds transcendens, men kun om den Gud, der møder os i historien.
Wingren siger i værket ”Teologiens metodfråga” (1954), at Barth ved alt for meget om Gud, og at man, som Luther udtrykker det, kun kan tale om Gud gennem Jesu menneskelighed. Det er en tanke, der har svimlende konsekvenser, og som sammen med Wingrens tale om mødet gør, at jeg her ikke tvivler på at kalde Wingren for en modernistisk teolog.
Bengt Kristensson Uggla kalder Win-grens teologi for en ”hvedekornsteologi”, hvor døden, som netop er modernitetens omdrejningspunkt, er det afgørende. Som hvedekornet falder i jorden og dør for at bære mange fold, således er menneskets ofring af sig selv gennem kærligheden og særligt arbejdet en del af denne hvedekornsteologi.
Hvedekornets mening er at falde i jorden og dø, og således er mennesket et hvedekorn, der ved sit offer i det små bringer noget mere til verden. Wingren mener, at livet er en måde at dø på. Og hvedekornet er en lignelse på dette. Ingenting i livet er meningsfuld, medmindre jeg tages i brug på en eller anden måde. Tages i brug til jeg slides ned.
Døden og arbejdet er altså to sider af sammen sag, og begge dele er fremmedgørende for mennesket. Døden er blot en særlig form for meningsfuld nedslidning, hvor mennesket helt fremmedgøres for sig selv. Men fremmedgørelsen er en uadskillelige del af at være menneske. Spørgsmålet er, om Gustaf Wingren med denne opfattelse af døden som en ”meningsfuld nedslidning” kan regnes som en grundtvigsk teolog, hvilket mange - også han selv - ville gøre.
Grundtvig så ikke døden som meningsfuld, og selvom Wingren i ”Skapelsen och lagen” (1958) kan tage afstand fra døden som ”ven”, er hans tanker langt mere i tråd med Luthers forestilling om, at loven og døden er i Guds venstre hånd som en del af Guds fremmede værk. Fastslås må det, at Wingren ser det daglige liv som det egentlige liv givet af Gud. Den kristne er skabt i det skabte, gudsgivne liv, som Gud fornyer i Kristus, der er virksom fra skabelsen af. Skabelse bliver evangelium.
Gustaf Wingrens hovedværk må være de to bøger ”Skapelsen och lagen” (1958) og ”Evangeliet och kyrkan” (1960), som må regnes for en af forrige århundredes dogmatiske hovedværker på linje med Regin Prenters ”Skabelse og genløsning” (1951-55).
Wingren udfolder her en sammenhæng mellem skabelse og genløsning, hvor retfærdiggørelsen i Kristus i nytestamentlig forstand er en genvindelse over de ødelæggende kræfter af det allerede skabte. Wingren kalder denne centrale del med et ord fra Irenæus for ”recapitulatio”.
Wingren kan dog ikke regnes som typisk skabelsesteolog, når han skriver i ”Skapelsens och lagen” at springet fra erfaring af døden og dommen i livet til evangeliet er en tilsigelse; et ryk fra dødens rige til Guds rige, som man ikke kan erfare sig ind i.
EN AF WINGRENS mest kontroversielle bøger er den nærmest vulkanske bog ”Predikan” (1949). Bogen, der på grund af den svenske tro- og videnskabsdebat, var ved at koste Wingren sit professorat, er svær at indfange. Men afgørende er, at den afslører det centrale i Wingrens teologiske forfatterskab, nemlig Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden som den altafgørende forståelsesnøgle til livet.
Det er gennem en rehabilitering af skabelsestanken, at Wingren har sin vægt. Han ser skabelsen som en helt nødvendig del af kristentroen, og det er også gennem denne skabelsesteologi, at han er nødt til at gøre op med sin lærer Anders Nygren i både i sin tiltrædelsesforelæsning 1951 og i ”Teologins metodfråga” (1954) som vitterlig er et kampskrift.
Bengt Kristensson Uggla har skrevet en medrivende og også til tider lidt tendentiøs biografi om en af de store teologer. Tendentiøs fordi han nok ser for meget drama og faderopgør i Wingrens opgør med Nygren og ikke fastholder de teologiske grunde tydeligt nok.
Samtidig ser han Wingrens ægteskab med Greta Hofsten som et utroligt afgørende faktum, hvilket det nok var på det personlige plan, men næppe på det faglige. Men bogen kan alligevel anbefales med stor glæde. Det samme kan Wingrens selvbiografi ”Mina fem universitet. Minnen” (1991) som er velskrevet og afslører Wingren nære tilknytning til og glæde over Danmark.
Wingren var en passioneret teolog og fodboldspiller, og begge dele kunne forenes, hvilket skete ved en fodboldkamp på tv i 1980'erne. Den svenske angriber står foran et tomt mål, scorer ikke, men sender derimod bolden videre til en anden svensker, der får lov at score. Jublen i tv-stuen er stor, indtil man pludselig kan høre, hvad Wingren råber: ”Han gør jo som Jesus!”. Som hvedekornet døde for at give liv til mange.
Døden, mødet og Gud i dagliglivet gør, at Gustav Wingren nu fremtræder som en modernistisk teolog, der er værd at læse - også i dag.
Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst