FORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.
Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde.
Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet.
Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle.
Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald.
MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.
Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.
Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).
MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. n ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.
Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.
Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort.
Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.
Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.
Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.
Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...
DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.
Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.
Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.
H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.