Svend Tveskægs sidste hvilested er stadig en gåde

Det er i år præcis 1000 år siden, Svend Tveskæg døde efter meget kort tid på tronen i England. Fra samtidige kilder i England ved vi, at hans lig blev transporteret tilbage det daværende danske rige, men ingen ved, hvor i kongeriget den sidste vikingekonge, der ifølge Saxo endte sine dage som from kristen, blev begravet

vikingeskib på Roskilde Fjord
Vikingeskib på Roskilde Fjord.

I DENNE TID ER DET PRÆCIS 1000 ÅR SIDEN, Svend Tveskægs (cirka 986-1014) jordiske rester efter hans eget ønske blev genbegravet i hans ”fødelands jord”.

Det beretter en munk fra St. Omer Kloster i Flandern omkring 1040 kun få årtier efter hændelsen fandt sted i ”Encomium Emmae” eller ”Æresskrift for Dronning Emma af Danmark og England”. Emma var gift med Svends søn Knud den Store (1018-1035).

Men i dag ved ingen, hvor i det daværende danske rige kong Svend rent faktisk blev stedt til hvile. Heller ikke trebindsværket ”Danske kongegrave”, der udkommer i denne måned, har noget sikkert bud på lokaliteten og konkluderer: ”Begravelsessted ukendt”.

Ifølge Roskilde Domkirkes hjemmeside skal Svend Tveskæg være gravsat her. Men kongehusets egen hjemmeside konstaterer blot, at Svend døde i England, og ”hans lig siden blev ført tilbage til Danmark”.

Enkelte svenske og danske forskere har slået til lyd for, at Svends jordiske rester kan være blevet ført til Lund. Andre eksperter peger på Hedeby/Slesvig som det bedste bud på Svends sidste hvilested.

Kong Svend havde næppe tilendebragt erobringen af England i slutningen af 1013, før han som nykåret konge af England pludseligt afgik ved døden i Gainsborough, Lincolnshire, den 3. februar 1014, i en alder af cirka 55 år. Historien melder intet om, hvorvidt det var et giftmord eller dødsfald af naturlige årsager. På dødslejet bad han - ifølge St. Omer-munken - sin søn Knud den Store om at bringe sine jordiske rester med tilbage til gravsættelse i Danmark.

Senere i 1014 var Knud afsejlet til Danmark -dog uden at medbringe sin fars jordiske rester. Det sørgede til gengæld en ”Anglisk Frue” i York for, beretter St. Omer-munken og fortsætter:

”Hun lod sig nu udruste et skib. Efter at have taget kong Svends legeme op af graven (han var nemlig blevet begraven dér (York) i hendes land) blev det nedlagt i vellugtende urter samt indsvøbt i ligklæder. Fruen stak i søen med det og landede efter en heldig overfart ved danernes havne.”

Her sender Fruen så straks bud efter Knud og hans bror kong Harald II (1014-1018), der ”ilede derhen” (til anløbshavnen), for at de kunne modtage faderens (balsamerede) legeme og ”gravlægge det med æresbevisninger i det kloster, som samme konge (Svend) havde ladet opføre til den hellige Trefoldigheds ære, i det gravsted han havde indrettet til sig selv”.

Her opstår to vigtige kirkehistoriske spørgsmål: Hvilken havn i det daværende Danmark er skibet monstro anløbet med kong Svends lig i lasten? Og hvor (i nærheden) kan der på så tidligt et tidspunkt have ligget et kloster opført af Svend til Trefoldighedens ære?

Det kan vi kun gisne om. Vi har ingen kendte sikre referencer i det historiske kildemateriale. Ej heller noget vidnesbyrd herom fra arkæologiske udgravninger. Men teksten kan måske give et vigtigt fingerpeg: Havnen lå tilsyneladende et andet sted end og muligvis et stykke vej fra selve klosteret, i og med den angliske frue først måtte sende bud efter Knud og Harald.

Roskilde (bispesæde fra cirka år 1020) bliver i så fald nok en mindre sandsynlig kandidat. For havnen her ligger jo umiddelbart neden for byen og den trefoldighedskirke, hans far, Harald Blåtand, ifølge Adam af Bremen (cirka år 1070) var blevet stedt hvile i knap 30 år tidligere. Herfra var et fremmed skib nok straks blevet set i god tid og uden videre budt velkommen på anløbsbroen af sønnerne. I Roskilde er der (endnu) ikke kendskab til så tidligt et kloster viet til Trefoldigheden.

I Lund (bispesæde cirka år 1060) er der fra kong Svends tid lokaliseret en tidlig trækirke (cirka 995), som dog alene ved en inddirekte slutning kan tilskrives Trefoldigheden.

Roskildekrønikens optegnelse (fra cirka 1140) om, at Svend Tveskæg opførte en kirke i Skåne, hævdes at have været netop denne trækirke. Men der er ingen kendte referencer til hvor i Skåne - og/eller til et samtidigt trefoldighedskloster. Der er i øvrigt ingen tradition for kongebegravelser i Lund. Man kender faktisk ingen. Adam af Bremen beretter i øvrigt, at der på den tid var mere end 300 kirker i Skåne - så mulighederne er legio. Hertil kommer, at Lund ikke er havneby.

Hedeby/Slesvig (bispesæde cirka 948) var derimod Danmarks og Nordens absolut største søhandelsby. En international metropol med over 5000 indbyggere og dermed kongerigets kommercielle og kirkelige magtcentrum.

I Hedeby opholdt konger, stormænd og prælater sig derfor gerne og ofte. Og Svend Tveskæg var naturligvis ingen undtagelse, ved vi fra samtidige kilder. Herunder ikke mindst ”Skardestenens” runer: ”Kong Svend satte denne Sten efter sin Hjembo Skarde, som havde været på et Tog til Vesterlandene (England), men nu døde i Hedeby”.

Denne tekst vidner ifølge eksperter om Svends fysiske tilstedeværelse på kongsgården i Hedeby. Dette rimer også fint med, at Hedeby i Svends og Harald Blåtands regeringstid blev befæstet med en næsten 1,5 kilometer lang og op til 10 meter høj halvkredsvold. Dannevirke blev lidt senere (cirka 980) udbyggget med det snorlige og over syv kilometer lange Kovirke som ekstra værn mod de stadig hyppigere angreb på Hedeby sydfra.

Måske henviser St. Omer-munken ligefrem til disse nye forsvarsanlæg i Hedeby, når han beretter, at kong Svend ”derfor styrkede og hegnede i sine lejre ethvert punkt, som muligvis ikke ville kunne modstå fjendernes angreb”.

Fra udgravninger og skriftlige kilder har vi kendskab til en tidlig trefoldighedskirke i Slesvig. Og på øen Holm i Slien sydøst for Slesvig lige over for Hedeby ligger Nordens ældste kloster, hvis oprindelse imidlertid er ukendt.

Transithandelen på Østersøen og Nordsøen,der blev kanaliseret gennem Hedeby, var en betydelig indtægtskilde for kongemagten. Hedeby havde faktisk to havne: en Østersøhavn i bunden af Slien og en Nordsøhavn ved Hollingstedt kun 15 kilometer vest derfor forbundet med og beskyttet af Dannevirkes mægtige voldanlæg - den såkaldte slesviske landsnævring Hollingstedt ligger ved Trenefloden, der løber ud i Ejderen og Vesterhavet.

Ejderens munding ligger på præcis samme breddegrad som York i England. Og herfra er sejldistancen ”kun” cirka 350 sømil eller 650 kilometer, således at overfarten med en marchhastighed på fem knob kunne klares på under tre døgn.

Det stemmer i øvrigt fint med, at Svends jordiske rester i så fald blev ”sat i land” i Hedebys Nordsø-havn - alt imens Knud og Harald blev tilkaldt fra kongsgården i Hedeby en times ridt derfra.

Vælger vi derimod søvejen til Roskilde med den lange og besværlige sejlads gennem Limfjorden over Kattegat og ned gennem Isefjorden/Roskilde Fjord, er der tale om godt 550 sømil eller op til seks døgns sejlads. Det samme ville i givet fald gælde for Lund.

Alt i alt forekommer Hedeby derfor med den viden, vi har i dag, at fremstå som den bedste kandidat til Svends sidste hvilested. Hedeby havde anno 1014 været bispesæde i næsten syv årtier med egen domkirke og måske et tidligt kloster. Og denne domkirke efterfulgte Danmarks ”oldkirke”, en lille stavkirke indviet omkring år 851 af ”Nordens apostel” Ansgar, ærkebisp af Hamborg-Bremen.

Fornemmere gravsted kunne man på den tid ikke forestille sig til Danmarks sidste vaskeægte vikingekonge, Svend Tveskæg, der ifølge Saxo endte sine dage som ”from kristen”.

Jørgen D. Siemonsen er direktør, cand.polit. og formand for Norse Research Committee, der er et uafhængigt forskernetværk i vikingetid og tidlig middelalder