DEN ØKUMENISKE BEVÆGELSE er en kontinuerlig og uafsluttet proces. Med den brede pensel kan man opdele den i tre faser: Første fase var i begyndelsen af 1900-tallet, hvor kirkeledere mødtes mere eller mindre privat for at tale med hinanden.
Anden fase kan dateres til 1948, hvor de forskellige kirker organiserede samarbejdet og samtalen på officielt plan med dannelsen af Kirkernes Verdensråd. Og tredje fase indledtes med Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968. Denne tredje fase satte fokus på kirkens lægfolk, i særlig grad kvinderne og ungdommen, samt på kirkens sociale og politiske dimension.
I 1960'erne skete der nogle økumeniske nybrud - i den romersk-katolske kirke med Andet Vatikanerkoncil 1962-1965 og på dansk grund den spirende kirkedagsbevægelse med Mini-Uppsala-konferencen i Haslev i 1968 som første skridt.
Der var i de år en voksende interesse for at rejse og møde andre kristne traditioner og kulturer. Blandt andet arrangerede Studentermenigheden i Aarhus og København en rejse til Assisi med 70 deltagere i påsken 1971, og andre enkeltpersoner og mindre grupper fulgte i årene efter. I 1974 blev Assisi-Kredsen så oprettet med bestyrelse, vedtægt og formålsparagraf.
Assisi-Kredsen har sit udspring i praksis. Der ligger ikke en dybere målsætning bag Assisi-Kredsens etablering, en nødvendig mission eller en påtrængende arbejdsopgave organiseret af kirken eller kirkerne. Den er dannet af og ledet af lægfolket blot med den hensigt at fejre troen sammen.
På rejser opstår der et nært fællesskab, alene derved at man er sammen døgnet rundt, spiser og snakker og fester sammen - og holder gudstjeneste sammen. Deltagerne kommer med forskellige forudsætninger og baggrund, alle lærer noget nyt og udfordres til at lytte til andre og selv bidrage med indsigt og spørgsmål.
MEDLEMSSKAREN PÅ CIRKA 350 tæller naturligt nok flest folkekirkemedlemmer inklusive en del præster, men der er et betydeligt antal folk fra den romersk-katolske kirke og andre kirkesamfund - både i bestyrelse og blandt medlemmerne - som langt overstiger den almindelige procentvise størrelse af kirkerne i Danmark. Assisi-Kredsen er økumeni på græsrodsniveau, den har ikke nogen kirkelig status og er ikke underlagt kirkeligt tilsyn, den er en fluktuerende og autonom menighed, som mødes lejlighedsvis til møder og på rejser.
Assisi-Kredsen har gennem alle årene været medlem af først Det Økumeniske Fællesråd, nu Danske Kirkers Råd i Økumenisk Forum. Fire gange om året udsendes bladet Nyt fra Assisi-Kredsen til alle medlemmer. I bladet er der meddelelser om og referater fra møder, weekends og rejser, ofte levende og afvekslende beretninger ved forskellige rejsedeltagere. Desuden bringer bladet boganmeldelser af franciskansk litteratur.
Det konfessionelle tilhørsforhold har aldrig været et problem, snarere en berigelse til indsigt i kirkens mangfoldighed. Når Assisi-Kredsen holder møder eller weekends eller foretager rejser til det franciskanske Italien, foregår det altid i en liturgisk ramme. Gudstjenester og morgensange, messer og tidebønner finder sted i en konkret sammenhæng, afhængig af stedets tradition og stil og udtryksformer. Erfaringen er, at kristne fra forskellige kirker og konfessioner har mere tilfælles end det, der adskiller.
I et franciskansk perspektiv er dette et mindre problem, taget i betragtning at Frans af Assisi højst originalt indregnede ikke blot alle mennesker, men endog dyrene og elementerne, solen og månen og stjernerne, hele skabningen, som én lovsyngende menighed. Frans' ”Solsangen”, Skabningernes Lovsang (nr. 17 i Den Danske Salmebog), er en økumenisk lovsang, som overskrider det snævre perspektiv i den beboede verden.
Igennem de 40 år, Assisi-Kredsen har eksisteret, har mange hundrede danskere deltaget i rejser til Assisi og det franciskanske Italien og erfaret den levende spiritualitet, som findes der. Rejserne har ikke blot været turistrejser, men snarere en slags ”rejsende retræter” - otte eller ni dage i fred og fællesskab. Det bedste sted at indlogere sig i Italien er i et kloster hos søstre eller brødre. Hoteller ligner hinanden overalt i verden, men i et kloster kan man opleve stedet set ”indefra” med lokale briller. I et kloster er der en rytme, en spiritualitet, som er der, før man selv kommer, og efter at man er rejst, et liv, hvor man gæstfrit indbydes til at slutte sig på, i det omfang man selv finder passende.
Samtidig giver det indblik i et liv, som for mange nordboere forekommer enten en romantisk drøm eller en forfærdende forsagelse af verdens goder. Det er en generel erfaring, at det, der gør stærkest indtryk på danske klosterbesøgende, er søstrenes glæde. De kvinder (eller mænd), som vælger ordenslivet, vælger meget bevidst, hvad de vil bruge deres liv til. Ved samtaler med klostrets beboere har det ofte slået nordiske besøgende, så helstøbte, målrettede og glade, søstrene er. Glæde kan ikke skjules, og glæde kan ikke hykles.
At danskere kan føle slægtskab med Frans og Assisi skyldes ikke mindst digteren Johannes Jørgensen, som introducerede Frans og det franciskanske Italien for danske læsere med bøgerne ”Den hellige Frans af Assisi” og ”Pilgrimsbogen” i begyndelsen af 1900-tallet.
Johannes Jørgensen boede i Assisi gennem mange år og blev udnævnt til æresborger i byen. På hans hus i den gade, der nu er omdøbt til Via Giovanni Jorgensen, Johannes Jørgensens Gade, har byen opsat en mindeplade med et citat af digteren: ”Byens brede trappetrin og gader synes at lede mig til stjernerne ... ja, det er vejen, som fører til himlenes rige.”
ASSISI ER EN LILLE BY, som så mange italienske småbyer smukt beliggende på et bjerg. Byen er malerisk med den gamle bymur intakt og med en historie, der kan aflæses i de gamle bygninger fra før kejser Augustus' tid.
Således findes stadig på torvet i Assisi en pragtfuld facade af et gammelt Minerva-tempel, San Francesco-basilikaen er fyldt med fresker af Giotto, Cimabue, Lorenzetti og andre gamle mestre, og byen er et mylder af pittoreske gyder og trapper og afsatser.
Men det, der gør Assisi til noget specielt, er Frans, Frans af Assisi, man kan ikke sige Assisi uden at tænke Frans. Man kan blive betaget af et sted, en by, en kultur - men interessen for Assisi, og navnet Assisi-Kredsen, har selvfølgelig noget med Frans at gøre: San Francesco, il poverello di Dio, Guds lille fattige.
Det er denne fattige og stærke skikkelse, der stadig den dag i dag trækker mennesker til Assisi. Frans (1182-1226) levede og døde længe før Reformationen. Han er en del af også de protestantiske kirkers historie, og hans dybt evangeliske tilgang har i tidens løb været af interesse langt ud over en italiensk horisont.
Frans rører ved et problem, som til alle tider vil være grundproblemet for mennesker: Gud eller mammon. Jesus formulerede det først: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Spørgsmålet om enten at modtage sit liv af Guds nåde eller besidde sit liv gennem erhvervelse, præstation, ejendom eller penge, var dengang, og er i dag måske mere end nogen sinde, et afgørende problem for mange mennesker. En hollandsk teolog har benævnt Frans ”en profet for vor tid”.
Frederik Hjerrild er pastor, cand.theol. et art. og formand for Assisi-Kredsen i Danmark. Assisi-Kredsen har i år 40-årsjubilæum