I morgen, den første søndag i advent, tager vi hul på det nye kirkeår. Det sker unægtelig lidt mere anonymt og stille, end når vi om en måned springer ind i det nye kalenderår med champagne og rådhusur og en himmel oplyst af nytårsraketter.
Men der er mindst én ting, som er fælles for overgangen til det nye år - hvad enten det er kirkeåret eller kalenderåret - og det er, at der knytter sig forventninger til overgangen.
En gammel legende fortæller om tre træer, som stod på en lille bakke lidt uden for Jerusalem. Det var tre flotte og høje træer, som også havde deres forventninger til, hvad de engang skulle blive - hvordan de hver på deres måde skulle finde en plads i historien.
Det første træ drømte om, at det engang skulle blive brugt til at lave den flotteste skattekiste. Træet skulle udskæres som tykke og bredde brædder, der skulle pudses og samles og holdes sammen af flotte kobberbeslag. Og indeni skulle der fyldes op med verdens dyreste skatte af guld og diamanter. Og alle ville berømme kistens skønhed, og dens tykke brædder ville være den perfekte sikkerhed for det kostbare indhold.
Det andet træ drømte om, at dets brædder engang skulle blive brugt til at bygge det smukkeste skib i verden. Et stort og elegant skib med sejl, der ville udnytte vinden og beherske bølgerne og opnå berømmelse overalt på jorden.
Det tredje træ drømte om at få lov at vokse, så det til sidst ville strække sine grene helt ind i himlen. Og folk ville komme fra nær og fjern og bøje deres nakker og se højt op imod himlen og se, hvordan træet rakte helt op i himlen og dermed forbandt himmel og jord. Og de ville blive ganske imponerede.
Sådan drømte træerne, og deres forventninger voksede. De handlede alle om, hvordan træerne ville blive berømte og udrette store ting.
Årene gik, og træerne blev store og gamle. En morgen kommer der folk op på den lille bakke med save og økser, og de går i gang med at fælde det første træ. Træet bliver fældet, og det bliver skåret op i brædder.
Men brædderne blev ikke brugt til at bygge fine skattekister - nej tværtimod, så blev brædderne kørt ud på landet. De blev ikke pudset og fik ikke noget kobberbeslag - de blev blot sømmet sammen til simple trug, som dyrene kunne spise af. Træets store forventninger så ud til at falde til jorden.
På samme måde gik det også med det andet træ. En morgen kom der mænd med save og økser og begyndte at fælde det. Det havde jo håbet og forventet at skulle blive brugt til et prægtigt skib, som beherskede verdenshavene, men virkeligheden viste sig at være en ganske anden.
Træets brædder blev brugt til at bygge en ordinær fiskebåd, uden flotte detaljer og uden evne til at sejle på de store have, så det fik sin plads i Genesaret Sø - uden megen berømthed og glamour.
Det tredje træ stod nu alene tilbage og håbede på engang at ville kunne strække sine grene ind i himlen. Men også til dette træ kom der en dag mænd med save og økser, og de fældede det gigantiske træ og skar det op til bjælker og brædder, og de lod dem ligge på bakken, for de havde ikke lige noget at bruge dem til.
Tilsyneladende var alle de mange forventninger blevet gjort til skamme. Intet var blevet som forventet. Berømmelse og sejre og store bedrifter var svære at få øje på.
Årene gik, og alle glemte alt om de tre træer med de store forventninger. Men en kold decemberdag kom en ung familie til en fattig stald i Betlehem, som ligger lidt uden for Jerusalem.
Familien havde rejst længe og var trætte og udmattede. Der var ingen pladser til dem i kroerne og hotellerne, så de måtte søge ly i stalden. Og den nat fødte kvinden sin søn og svøbte og lagde ham i truget. Og en Guds engel viste sig og forkyndte, at i nat er Guds søn født - og vise mænd fra Østen kom og gav barnet i truget både guld, røgelse og myrra. Og forventningen gik alligevel i opfyldelse - træets brædder kom til at rumme verdens dyrebareste skat!
Mange år efter var nogle forhenværende fiskere ude at sejle på Genesaret Sø med deres herre og mester, og en storm rejste sig pludselig, og båden var ved at gå under. De vækkede deres Herre Jesus, og han bød stormen at lægge sig, og storm og bølger lød ham, og på denne måde blev også dette træs forventninger opfyldt - det blev kendt verden over som skibet, der bar Ham, som både storm og bølger lyder.
En dag kom der mænd til den lille bakke og fandt bjælkerne fra det tredje træ, og de naglede dem sammen til tre kors, som de rejste på bakken, og på det midterste korsfæstede mængden Jesus, og de satte en indskrift på korset: ”Jesus Nazaræeren, jødernes konge”. Og på korset overvandt Jesus Kristus ondskaben og åbnede igen menneskenes adgang til himlen. Og således blev også det tredje træs forventninger opfyldt - godt nok ikke ved at det selv fik grene, der rakte ind i himmelen, men gennem korsets bjælker blev menneskenes adgang til himlen igen åbnet.
På Jesu tid var der en stærk forventning om, at en ny konge skulle fødes, som skulle udfri jøderne fra trældom. Man så for sig en krigskonge, som skulle drive besættelsesmagten ud og genoprette det gamle Davidsrige.
Dette understreges af beretningen om Jesu indtog i Jerusalem, som er den tekst, der prædikes over i alle landets kirker på søndag. Sceneriet er sat, som var det et indtog af en stor mægtig konge, som ville komme ridende med sit følge på flotte krigsheste. Men filmen og forventningerne knækker - for Jesus kommer ridende på et æsel - uden nogen kongelige regalier.
Man forventede en stor konge, og Gud lod sig føde i barnet i Betlehem. Man forventede en sejr gennem magt, men Kristus kom til jord og sejrede gennem afmagten. Han lod sig ikke føde ind i herlighed, men han kom til den fattige stald og begyndte sit liv som flygtning i Egypten.
Og han gik ikke til de rige og magtfulde, men færdedes blandt de fattige og udstødte. Han blev opfyldelsen på Esajas profetier: ”Det folk, som vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land (“) For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre,” som vi vil høre det juleaften i landets kirker.
Han kom med Guds kærlighed, for at vi skulle tage imod den og dele den med vore medmennesker. Når vi nu tager hul på et nyt kirkeår, så gør vi det med adventens lilla farve, der symboliserer bod og forberedelse. Vi må indstille vore forventninger og vore nytårsforsætter efter evangeliets budskab i barnet i Betlehem. Derfor bliver adventstiden også en selvransagelsens tid. En tid, hvor vi må gøre op med vores lukken os om os selv - for med barnets fødsel i Betlehem er fællesskabet mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes blevet genoprettet. Og derfor må vi stoppe med at afgrænse os fra hinanden ved at putte de andre i kasser og blot omtale dem som tal i statistikker. Vi må opsøge den ensomme og drage omsorg for den fremmede.
Når vi tager hul på et nyt kirkeår, går vi ind i et år, hvor hver eneste søndag er værdiladet, og hvor evangeliets budskab ofte må høres som en korrektion ind i tiden.
Men samtidig er adventstidens forberedelse også en øven sig i at se håb, selv der, hvor alt synes håbløst. For med barnet i Betlehem vender håbet tilbage til jord.
Godt nytår - måtte vore forventninger blive udfordret og vores fællesskaber blive åbne og håbet fylde vore liv.
Henrik Stubkjær er biskop over Viborg Stift