DEN ANGLIKANSKE SYNODE (the General Synod) i York vedtog i juli 2014 med to tredjedels flertal i alle tre grupper, biskopper, præster og provster, samt lægfolket at anerkende, at kvinder kan blive biskopper.
Der var stor glæde næsten alle steder. Allerede nu er der mulighed for, at den første kvindelige biskop i England kan blive valgt til næste sommer. Tre bispeembeder bliver ledige i det nye år: Gloucester, Oxford og Newcastle.
En lang række modstandere har siden 2012 ændret syn på kvindelige biskopper. Det britiske parlament og regeringen har også lagt pres på alle involverede parter med henblik på, at kirken moderniserede sig og udviste respekt og ligeværdighed for begge køn. Både David Cameron og Nick Clegg har ”truet” med at gribe ind fra politisk side, hvilket ville være noget ganske nyt for den gamle konstruktion, som eksisterer mellem politikerne, kirkens ledelse og Dronning Elizabeth som ”head of the Church of England”.
Den første kvindelige præst blev ordineret i England i 1992, og i dag er omkring 20 procent af præsterne i Church of England kvinder. Andre steder i verden inden for det anglikanske fællesskab skete det tidligere. Den første var i Hongkong i 1944, og nogle steder er der stadigvæk ingen kvindelige præster. Dette gælder ikke mindst i afrikanske, anglikanske kirker.
Disse holdninger og de ovennævnte problemer har fået ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, til at begive sig ud på en række rejser til de 38 provinser under Church of England, dels for at høre deres synspunkter omkring den lange række af problemer, de sidder med mange steder, dels for at understrege, at alle er lige medlemmer af det verdensomspændende kirkefællesskab, omend de sociale, økonomiske og kulturelle forhold er meget forskellige.
EN AF DE TING, som Justin Welby især har fokus på, er de noget forældede ledelses- og økonomiske strukturer, som går tilbage til kolonisamfundene og den måde, landene blev gjort kristne på. Der ligger stadig mange koloniale træk og tankegange og venter på at blive moderniseret og ført ind i det 21. århundrede. Den pyramideagtige struktur skal erstattes med mere ligeværdige, fællesskabsorienterede forhold.
Da Justin Welby besøgte det sydlige Afrika i juni 2014, blev det følsomme emne omkring ægteskabelige forhold mellem kønnene diskuteret, og det blev meget tydeligt for alle, at afstandene i holdningerne var næsten umulige at bygge bro mellem, da både Nigeria med den største anglikanske kirke i verden (18 millioner medlemmer og 161 stifter) og Uganda (8 millioner medlemmer og 34 stifter) gik meget stærkt imod ægteskab mellem to af samme køn.
Homoseksuelle aktiviteter i begge lande er forbudt og kan føre til fængsel og henrettelse. Det har gjort livet meget svært for mange, og det kirkelige fællesskab i Church of England synes at hænge på kanten af afgrunden. Splittelse truer, selvom Højesteret i Uganda netop har meddelt, at præsident Musevenis ønske om dødsstraf for den slags aktiviteter er ulovlig. Der er nu bevægelse i gang i Uganda blandt meget konservative og fundamentalistiske grupper for at omstøde højesterettens afgørelse.
På det nylig afholdte African Summit-møde i Washington D.C. blev emnet ligeledes diskuteret blandt andet ud fra menneskerettighedsprincipperne. I klubben af Commonwealth-lande er der stadig 42 ud af 53 lande, der kriminaliserer homoseksuelle aktiviteter med straffe op til livstidsfængsel eller dødsstraf.
I årenes løb er bibeltekster blevet tolket og mure bygget op, og konfrontationen er hård, men vejen frem er en teologisk diskussion med et kig ud på det samfund, vi lever i i dag, og en ydmyg tilgang til forståelse af begrebet kærlighed mellem mennesker.
Welby har brug for ualmindeligt store diplomatiske evner og formidlingskraft for at trænge igennem og ændre holdningerne rundtomkring i både det afrikanske og asiatiske anglikanske fællesskab, samtidig med at der skal løses op for indstillingen over for en gammel kolonimagt og missionskirkerne, der har præget udviklingen af de afrikanske og asiatiske kirker.
Welby har tidligere haft en karriere i erhvervslivet og arbejdet for franske oliefirmaer med udstationering i Afrika i flere omgange. Hans viden om økonomi og kultur har vist sig at være nyttig, da den anglikanske kirke befinder sig i et økonomisk morads og har en aldrende befolkning og dermed faldende medlemsbidrag. Den anglikanske kirke har en samlet indtægt (2011) på cirka 12.730 millioner danske kroner og skal ud af den sum dække udgifter til løn, aktiviteter og vedligeholdelsesudgifter for 13.000 sogne og kirker samt 43 domkirker, så der er brug for megen nytænkning og kreativitet og ikke mindst sparsommelighed og et stort træk på frivillige kræfter.
De danske udgifter til folkekirken er her til sammenligning 7.800 millioner danske kroner til cirka 1800 sognes og 10 domkirkers liv, løn og aktiviteter. Tallene viser tydeligt, hvor økonomisk godt vi har det under de danske forhold. Der skal i England desuden skaffes et meget stort beløb til pensionsudgifter til afgåede præster, biskopper og andre ansatte. En række uheldige investeringsaktiviteter i Church of England har tømt pengekassen kraftigt, så der er behov for at opbygge en ny kapital, der derefter skal forrentes og give afkast til udbetaling.
KIRKERNE SPARER PÅ PRÆSTER, på ansatte og vedligeholdelse, men det gør jo ikke opgaven nemmere at være aktiv og udadvendt som kirke og samtidig være initiativrig og socialt bevidst. Alt koster, så selv opvarmning i kirken bliver set som en luksus. Mange embeder bliver ikke besat i flere år, og orgler, tårne og tage forfalder. Problemerne er størst i Nordengland, hvor befolkningen i de seneste 25 år har mistet arbejdspladser, indtægter og kirkeligt livsmod.
Der er derfor ikke mange skrupler omkring lukning af kirker som gudstjenestesteder. Måske kan kirken sælges, måske kan den blive til den sociale klub eller ungdomsklub, som det lokale nabolag har så stort behov for. Her er der ikke råd til fine fornemmelser omkring nedlæggelse, heller ikke selvom kirken er mange hundrede år gammel.
Alligevel regner mange med, at kirken er der, når samfundet gør ondt, når politikerne skal tales til social fornuft, når opløsningstendenserne i familierne og nabolaget eksploderer, når samtalen går i retning af nationens værdigrundlag, når lovene risikerer at få social slagside og når livets store øjeblikke skal fejres i lyst eller nød.
I England er en anglikansk præst ansvarlig for alle, der bor i sognet, uanset om de er aktive, altså medlemmer af Church of England, eller muslimer, hinduer eller frikirkelige. Menighedsrådet bliver valgt af og blandt dem, der er medlemmer. Mange vil derfor ikke være medlem, fordi det er en direkte udgift at yde de økonomiske bidrag, og dels kan man blive gjort forpligtet på at være aktiv i både råd og menighed. Uden det såkaldte grå guld med tid og interesse for sagen ville den anglikanske kirke ikke kunne klare dagen og vejen.
Ledelsesstrukturerne i Church of England virker noget gammeldags og uigennemskuelige, de økonomiske forhold ligeså, så en modernisering i retning af entydigt klarere linjer med mere reelt demokrati og mere gennemsigtighed vil være på sin plads. Traditionerne fra meget gammel tid om hierarki og indflydelse vejer stadig tungt.
Hanna Broadbridge er lektor