DEN 25. OKTOBER 1933 udgav Aksel Sandemose sin anden norske bog: En flyktning krysser sitt spor. Sandemose gav sit værk undertitlen Fortelling om en morders barndom.
Det er en bog, som de allerfleste i Danmark kender noget til også selvom de ikke har læst bogen. Det er nemlig i Flygtningen, at Sandemose opstiller janteloven. Lillesamfundets terrorlov udtrykt i 10 bud tallet 10 sikkert efter velkendt forbillede. Og provinssamfundet Jante, som portrætteres så lidet flatterende, er modelleret efter forfatterens fødeby, Nykøbing på Mors.
De fleste danskere ville kunne citere jantelovens første bud: Du skal ikke tro, at du er noget. De andre bud kniber det mere med at komme i tanke om. Prøv selv!
LÆS OGSÅ: Opgør med janteloven kan give bagslag
Men det er det første bud, som er blevet stående, og som præger danskernes selvforståelse. Nogle reagerer ud fra en forestilling om, at Sandemoses lov skal læses bogstaveligt. Hvad bilder han sig ind? For vi er jo noget. Og dermed slås en åben dør ind, for det var netop Aksel Sandemoses grundlæggende tanke, at ethvert individ er noget og har enestående muligheder, hvis den enkelte bare får lov til at leve dem ud uden begrænsninger fra omgivelserne.
Misforståelsen om, at janteloven skal opfattes lige så retningsgivende som Moseloven, kan også ende i den rene komik, som da en nyansat erhvervsleder på Mors blandt mange gaver fik janteloven i guldtryk på sort bund. Jeg har hørt meget om janteloven, sagde han, og jeg skal gøre mit bedste for at overholde den.
Du skal ikke tro, at du er noget, bliver ellers i almindelig daglig oversættelse til, at man skal passe på ikke at stikke snuden for langt frem, for så vanker der! Det gælder både i den store sammenhæng (arbejds- og samfundslivet) og i de mindre, private sammenhænge. Spørgsmålet er, om den oversættelse holder.
I min omgangskreds privat, så vel som i arbejdsmæssige forhold har udsagnet ikke nogen sandhedsværdi. Jeg bilder mig ind at være et moderne menneske, der omgås moderne mennesker, som tillader hinanden at have vide rammer for forskelligheder, og som åbner for positive fællesskaber, netop fordi vi er noget og vil være ved det, vi er og står for.
Men enhver, der udsættes for skuffelser eller omgivelsernes misforståelser, (og hvem har ikke prøvet det?), kan forfalde til den nemme forklaring: Det er også bare, fordi jeg skal straffes, fordi jeg tror, at jeg er noget. En del nyttig analyse og dialog spildes, fordi man trøster sig med et facit en formel, som ikke holder.
En særlig variant af jantelovsfortolkning ser vi ofte (og ofte eksponeret i dagens medier) hos meget kendte personer, som har indladt sig på tvivlsomme affærer. Det kan dreje sig om finansfolk, som har beriget sig på andres bekostning (ingen nævnt, ingen glemt), og som nu, hvor svindelen har ført til domfældelse, påberåber sig janteloven. Deres geni er for stort til denne verden og det er umuligt at foretage sig noget spektakulært i jantelovens fædreland.
Det kan også dreje sig om kunstnere, som frembringer værker, der ikke lever op til tidligere præstationer, og som udløser negativ kritik. Nu bliver de så efter eget udsagn ramt af janteloven. Det er underholdende, men har ikke noget med Aksel Sandemoses jantelov at gøre.
Denne anden jantelovsfortolkning lægger sig ganske tæt op ad H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling. Man er anderledes, og derfor skal man kanøfles. Men er det sandt i dagens Danmark? Er det ikke netop sådan, at vi elsker det anderledes og uventede? I vores almindelige hverdag og i kunsten?
I AKSEL SANDEMOSES Flygtningen er der ganske anderledes alvorlige mekanismer på spil. Det er som sagt fortællingen om en morders barndom. Janteloven sætter på formel, hvor rigidt og infamt folk opfører sig over for hinanden i lillebyen Jante omkring århundredskiftet mellem det 19. og 20. århundrede.
Vi hører om drengen Espen Arnakkes opvækst i Jante. Espen vokser op i et kærlighedsløst familieforhold og et samfund præget af uforståelige normer. Barnets interesser hånes af bange voksne, og godt humør straffes af de voksne med sure miner. Hvad bilder hvalpen sig ind?
Den mest grusomme paragraf i janteloven er måske paragraf 9: Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig. Det er barnet, Espens, opfattelse af Jante. Forældrene hylder de stive normer, som regulerer daglig adfærd i stedet for at give Espen kærlighed.
Kammeraterne kan finde på at lyve om Espen, for at han kan blive straffet. Voksne ud over forældrene venter tilsyneladende kun på, at der skal komme en arbejdskraft ud af barnet. Alt andet er spild.
De samme voksne holder sig selv og alle andre i skak med hele jantelovskomplekset. Så pointen er, at det ikke kun er romanens Espen, som oplever at være ramt af jantelovens terror. Jantelovens djævelske mekanisme er, at alle holder alle nede, og hvor ethvert individ (du) sættes i modsætning til det kollektive vi.
Men kollektivet er fiktivt. Sandemose udtrykker det i romanen således: Menneskene belejrer hinanden med terror. Vi kæmper for at forhøje angsten hos de andre, og skjule vor egen angst. Og: Med janteloven dræber menneskene hinandens chancer. De slås alle imod den, og vrider sig under den, og bruger den ubarmhjertigt (...). Hver eneste én hænger på sit kors (...) og hvæser til sin korsfæstede bror: Tror du måske at nogen bryder sig om dig?.
Den Espen, som vokser op i dette helvede, ender som morder. Det sker en aften i Newfoundland, hvor han udsættes for endnu en forhånelse fra en rival en rival, som Espen tilmed også beundrer. Så slår den evige lillebror til mod storebror og stikker sin kniv i John Wakefield.
I romanens univers befrier det naturligvis ikke Espen fra skyggen af janteloven. Mordet er en kulminerende og definitiv protest, men det gør ikke flygtningen lykkelig eller afklaret. Og derfor må flygtningen krydse sit spor.
VORE DAGES SAMFUND er meget forskelligt fra det jantesamfund, som Aksel Sandemose skildrer i Flygtningen. Vore børn vokser op med kærlighed og opmærksomhed (i min generation synes vi måske, at det af og til er rigeligt). De får tilbudt en spændende skoledag, færdes i mangfoldige sociale sammenhænge og dyrker kommunikation med moderne hjælpemidler og tilbuddene fra diverse sociale medier.
Uanset at vi alle også kender mobbeofre, og uanset om vi også kender til alvorlige tilfælde af omsorgssvigt, så gælder det, at børn i dagens Danmark har fundamentalt anderledes vilkår end Espen havde i Jante. Lykkeligvis.
Men janteloven slipper vi ikke af med. Den vil stadig blive brugt som årsagsforklaring på diverse små fortrædeligheder, som såkaldt almindelige mennesker kommer ud for, og som forklaring på tingenes urimelige udvikling hos knap så almindelige mennesker, som er blevet straffet i bogstavelig forstand (diverse spekulanter) eller blevet straffet med dårlig medieomtale (kunstnere, sportsfolk og så videre).
Det er lidt synd for Aksel Sandemoses hovedværk. Men noget af miseren er han selv skyld i. I 1955 udsendte han en revideret og udvidet udgave af Flygtningen nu med undertitlen Espen Arnakkes kommentar til janteloven. Fra mord til kommentar. Da Fanden blev gammel, gik han i kloster.
Bent Dupont er pensioneret arbejdsmarkedschef og formand for Aksel Sandemose Selskabet