Her i 150-året for Jeppe Aakjærs (1866-1930) fødsel deltog jeg for første gang i august 2016 i Jenlefesten på Aakjærs elskede Jenle. Det blev en stor oplevelse og inspiration.
Lad mig indrømme fra starten: Jeg er på ingen måde Jeppe Aakjær-ekspert. Men jeg er vokset op med Aakjærs sange så langt tilbage, jeg kan huske. ”Spurven sidder stum bag kvist” og mange flere.
Det ligger også i min kulturelle og historiske bagage at se Aakjær som inspirator for socialpolitiske kræfter ved den spæde start til opbygningen af det danske velfærdssamfund. Det har mange år efter Aakjær inspireret andre, for eksempel Hanne Reintoft, som i en bog fra 1985 i et opgør med dansk socialpolitik brugte en Aakjær-sætning som titel: ”Det kan kolde hjerner ej forstå”. En verselinje fra Aakjærs klassiker fra 1916 ”Jeg er havren”.
Men i min barndoms og ungdoms bagage om Aakjær ligger først og fremmest hans vidunderlige sange med lyrisk dybde, fantastiske naturbeskrivelser og sans for de mange små beskrivende og elskede detaljer fra almuens på én gang rolige og slidsomme dagligdag. Men alligevel altid med ståsteder og med realistisk sans for at måtte kæmpe de nødvendige kampe som hos den helt aktuelle psykologiprofessor Svend Brinkmanns bøger ”Stå fast” og ”Ståsteder”.
Aakjær var et sammensat menneske. På én gang kendt for sin stemningsfulde naturlyrik og for sin socialrealisme med skildring af almuens trange kår. Men han var også optaget af at skildre menneskets større sammenhæng og rytmiske forhold til omverdenen. Arbejde, landskab, arv og miljø var for ham væsentlige aspekter af livet.
For mig er en spændende dimension hos Aakjær hans særlige forhold til spændingsfeltet mellem det materielle og det immaterielle. På én gang samfundsrevser og religiøs. Aakjær, som blev døbt Jeppe Jensen, voksede op på en gård i den lille by Aakjær i Fly Sogn syd for Skive.
Han voksede op under små kår, og han og hans otte søskende måtte arbejde hårdt for at opretholde livet. Alligevel kom Jeppe senere på Staby Højskole. I 1884 tog han til København og kom på Blaagaard Seminarium. Men han blev også meget optaget af alt det, der på den tid rørte sig i København. Den offentlige modstand mod Estrup og hans enevældige styreform. Arbejderklassens kamp for bedre forhold. Og dertil kom Georg Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet med et voldsomt opgør med traditionerne.
Aakjær blev gift med forfatterinden Marie Bregendahl, men ægteskabet varede kun kort. Han vendte senere tilbage til sin hjemegn, hvor han i 1902 mødte den jyske pige Nana Krogh. De to blev gift i 1907 og flyttede straks ind på den nybyggede gård Jenle i Salling. Herfra udfoldede Aakjær sig for alvor som lyriker og forfatter.
Det blev blandt andet til romanen ”Vredens børn” fra 1904, som var et angreb på gårdmændenes udnyttelse af tyendet i slutningen af 1800-tallet. Allerede som 21-årig blev Jeppe arresteret og anbragt i Viborg Arrest i 17 dage for blasfemi, fordi han talte dårligt om Indre Mission, som han mente var med til at undertrykke tjenestefolk.
Da Aakjær blev indsat i Viborg Arrest, bad han den indremissionske fængselspræst Frederik Zeuthen om Det Gamle Testamente. Og Aakjær skriver selv i sine ”Livserindringer” om denne situation:
”Jeg bød ham min eneste stol, og han blev længe hos mig. Det var fængselspræsten, den senere bekendte provst Zeuthen, der i flere år var formand for Indre Mission. Jeg har senere i mit liv måttet være hård mod den Indre Mission, men her vil jeg godt bekende, at denne mand er den eneste præst, som jeg ved, jeg skylder noget. Han var i denne stund fuld af godhed og hjælpsomhed.”
I 1897 skrev Aakjær skriftet ”Missionen og dens Høvding”, et voldsomt opgør med Indre Missions daværende formand, Vilhelm Beck. Aakjær var – ligesom mange andre af datidens toneangivende kunstnere og intellektuelle – blevet ateist. Hen mod slutningen af Aakjærs skrift mod Indre Mission skriver han:
”Men bonden har altid haft en svaghed for ’tro’, og han har aldrig rigtig gjort sig klart, hvor troen slap op, og overtroen begyndte. Her ligger den store fare. Thi nu bliver jeg nødt til at bemærke, – hvad der sagtens vil bringe de sidste hår på Becks hoved til at rejse sig i forfærdelse: nemlig, at intet er fordærveligere for et individ, som for et samfund, end for megen tro. De, som tænker sig om, vil huske, at troens tider var de ulykkeligste, de goldeste i historien.”
Jeg spørger: Var Aakjær kristen eller ateist? Så vidt jeg har kunnet se, beskrives han i sin voksentilværelse konsekvent som ateist. Da han pludselig sank sammen ved havearbejde på sit elskede Jenle den 22. april 1930, kun 63 år, fik han efterfølgende en enestående folkelig begravelse, hvor i tusindvis – ja, i titusindvis – af mennesker mødte op. Ligtoget startede fra Jenle og endte i København med meget stor sammenkomst og højtidelighed i Idrætshuset. Men uden gejstlig medvirken. Og med tale af statsminister Stauning (S). Aakjærs urne blev efterfølgende nedsat på Jenle.
Aakjær havde en levende kristen arv med sig fra sin barndom. Som for eksempel beskrevet i digtet ”Jeg er født på Jyllands Sletter” fra 1901: ”Far kom kroget ind fra stalden,/ hængte trøjen op ved bjælken,/ spiste tavs, indtil han sagde: / ’Lad os takke Gud for mælken!’.”
Og fra 1910 ”Spurven sidder stum bag kvist”: ”Her ved moders gamle rok/ hun lærte mig at stave,/ synge om ’den hvide flok’/ og ’al hans nådegave’/ Lul – lul, rokken står!/ Men dens nyn og sange/ vemodsfuldt mod hjertet går,/ når kvældene bli’r lange.”
Aakjær var som voksen i feltet mellem tvivl og tro. Som i digtet ”I Randbøl Dal”, skrevet den 2. juni 1891, hvor sidste vers lyder: ”Her er så yndig i den svale dal/ med sine graner, sine hytter lave;/ selv uden Engle, uden nattergal/ er Randbøldalen ret en Edens Have.”
Eller digtet ”Smeden og missionæren” fra 1898: ”Hvad troen angår har hver vel sin; /hvorfor bebrejde mig,/ jeg ej har din?/ Du beder sammenkrøben i dit kammer,/ jeg beder her med hånden om min hammer./ Og hvem kan vide, Præst, måske dens klang/ når højere end eders salmesang.”
Aakjær blev – som blandt andre også Johannes V. Jensen og Thøger Larsen – inspireret af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tanker om naturkræfterne i Solen, Jorden og havet.
Professor Johannes Nørregaard Frandsen skriver i bogen ”Aakjær og det religiøse”: ”Det er i dette møde mellem Nietzsches vældige universelle visioner og Aakjærs egne stærke bindinger til et erindret landskab, mennesker og natur på en plet jord ved Karup Å, at digteren Jeppe Aakjær skabes og folder sine tekster og billeder som skarpt erindrede situationer (...). Dét er det religiøse hos Jeppe Aakjær!”.
Jeg tænker: Aakjær havde en enestående ydmyghed og taknemlighed over for Jorden, naturen og alt skabt. Og han viser gennem sin lyrik en respekt og ydmyghed over for Gud som Skaberen.
Som jeg ser det, er det Gud som forløseren og frelseren i Jesus, der for Aakjær blev vanskeligheden i den kristne grundfortælling. Jorden var for Aakjær på ingen måde en jammerdal. Tværtimod. Derfor kunne han slet ikke acceptere den pietistiske kristendomsforståelse.
Der skulle ikke jamres over vilkårene for ”Jens Vejmand”. Der skulle i stedet kæmpes for bedre kår.
Jørgen Breindahl er socialrådgiver