Islam har erobret store dele af dagsordenen på såvel den globale som den nationale scene.
Det kan være fristende at ønske sig tilbage til en tid, hvor muslimer holdt sig nede mod sydøst, mens vi kristne, humanister og ateister holdt os mod nordvest. Men den drøm er naiv og farlig, fordi den hindrer os i at forholde os til virkeligheden. Så der er ingen anden vej end at tage stilling og handle, når nu islam og muslimer er i Danmark – for et lille mindretals vedkommende med vold og terror, men for større grupper af muslimers vedkommende med et mikroskopisk syn for åndsfrihed.
Men i Danmark er vi ved at udvikle en uheldig dobbelt strategi i forhold til denne problemstilling.
På den ene side indskrænker politikerne muslimernes religions- og ytringsfrihed. Regeringens såkaldte ”Enighedspapir”, som nu udmønter sig i fire lovforslag, er et eksempel. Det viser sig for eksempel ved, at det ifølge Enighedspapiret ikke længere er indholdet i det sagte, der kan være strafbart, men også hvem det siges af og i hvilke situationer.
På den anden side holder mange politikere, meningsdannere og biskopper sig i relativismens og dialogens navn tilbage fra at fremsætte en ramsaltet kritik af islam. Når man dybest set mener, at enhver bliver salig i sin tro, og at det nærmest er overgreb at tale om sandhed og løgn på det religiøse felt, får islam og muslimer ikke det modspil, de fortjener.
Det farlige ved disse to måder at tackle islam på, er, at vi risikerer at sætte både åndsfriheden og tydeligheden i den kristne tro over styr.
Jeg vil derimod anbefale en anden strategi, nemlig at vi sagligt og tydeligt værner om muslimers religions- og ytringsfrihed, samtidig med at vi udsætter islam for en saglig og tydelig kritik.
Ægte åndsfrihed er nemlig kendetegnet ved:
1) En indædt kamp for sine religiøse, politiske og ideologiske modstanderes ret til at ytre sig og dyrke deres religion.
2) En skarp, kompromisløs kamp med ord, argumenter og omsorg imod al religion, politik og ideologi, som man er uenig i.
En åndsfri indstilling tør være tydelig, samtidig med at den kæmper for modpartens ret til ytre sig og dyrke sin religion. Åndsfriheden er nemlig overbevist om, at åndskampe – og det er, hvad der er tale om her – vindes med åndelige midler, ikke med indskrænkning af frihedsrettighederne.
Jeg siger ikke, det er en let eller harmonisk strategi. Den rummer stærke spændinger. Men det må vi leve med, for sådan er ægte åndsfrihed i modsætning til flad tolerance. Jeg er kristen. Det betyder, at jeg bekender troen på Jesus Kristus som eneste vej til fællesskab med Gud. I det lys kan ingen fortænke mig i at betragte islam som en vildledende religion. Men jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge på troens område.
Jeg finder det derfor forkert, når Enighedspapiret ikke blot kriminaliserer religiøst motiverede handlinger, men også religiøse ytringer, blot fordi de er fremsat i en religiøs sammenhæng. I øvrigt rammer man dermed også alle andre religiøse menneskers ytringer (for eksempel kristnes), hvilket i sig selv afslører, hvor ufarbar den vej er. ”Munden fri, hånden bundet” må fortsat være vores ledetråd.
Men jeg er naturligvis med på, at nogle ord skal være kriminelle, som fx racisme- og injurieparagrafferne fastslår. Opildnelse til vold, terror og kriminelle handlinger skal rammes hårdt. Ligesom alle kriminelle handlinger, der er religiøst motiveret, skal straffes.
Derfor skal vi have et stærkt PET, som kan optrevle al den slags.
Og naturligvis er det legitimt at begrænse den muslimske indvandring, da et lille samfund som det danske kan belastes af uforholdsmæssigt store spændinger, hvis ikke indvandringen begrænses. Men det skal altså i det danske samfund være muligt at drive moskéer og muslimske friskoler (de sidste med statsstøtte), som fx har ”gammeldags” holdninger til sex og alkohol, og som ytrer en tydelig kritik af vores sekulære danske samfund. Et sundt demokrati skal netop give frihed til at ytre kritik af demokratiet – men den kritik skal så selvfølgelig modsiges.
Dermed er vi ved anden del af denne dobbeltstrategi: At vi udsætter islam for en saglig og tydelig kritik. Og det skal ikke blot være en kritik af de ekstremistiske minoriteter i baghaven, men også af mainstream-islam i forhaven. Lad mig nævne to punkter i den kritik:
For det første har islam generelt et meget lille syn for åndsfriheden. Klassisk islam accepterer ikke konvertering. Derfor har flere muslimske lande dødsstraf for konvertitter. Derfor er mange forhenværende muslimer, som er konverteret til kristendommen, udsat for chikane på landets asyl- og flygtningecentre. Derfor udsættes mange danske muslimer, som konverterer, for et ekstremt stort socialt pres.
Islam er naturligvis præget af Muhammed, nøjagtig som kristendommen er præget af Jesus Kristus. Muhammed var i den sidste del af sit liv en krigsherre, der udbredte islam med magt. Jesus bad sine disciple stikke sværdet i skeden og insisterede på, at troen skulle udbredes med forkyndelse og diakoni. At der har været mange misbrug og overgreb fra kristnes side ned gennem historien, indrømmer jeg med smerte og afstandtagen. Men disse forskelle i de to religioners oprindelse trækker naturligvis spor frem til i dag.
For det andet er islam en religion baseret på lydighed og underkastelse, ikke tillid og tilgivelse. Det er en fundamental forskel, som ikke kan udviskes gennem nok så mange dialoger. Blandt Allahs 99 navne optræder ”far” ikke. Men det var det, Jesus lærte os at kalde Gud.
Jeg siger ikke, at muslimer daglig går rundt og føler sig bundne og ufrie. For jeg er klar over, at der findes en lettelse i frivilligt at gå ind under et autoritært lederskab – både i relationen til Gud, Muhammed og imamen. Men det bliver to vidt forskellige relationer til Gud. Spørg blot en forhenværende muslim som Massoud Fouroozandeh om det.
Islam er en lovreligion. Kristendom er en evangeliereligion. Og det sidste er bedre for enkeltmennesker og for de menneskelige fællesskaber end det første. Derfor bliver målet for kristnes møde med muslimer – også når dialogen naturligvis skal føres – at de omvendes og døbes til den frihed, tillid og tilgivelse, som kristentroen rummer.
Men en kristent baseret kritik af islam må for at være troværdig altid kombineres med omsorg for den enkelte muslim. Derfor er alt det tværkulturelle arbejde, som mange kirker, menigheder og missionsforeninger praktiserer, så vigtigt. Men kan man kombinere kritik og omsorg? Jeg indrømmer, at det ikke er uden spændinger; men det var, hvad Jesus praktiserede over for sin tids farisæere. Så vi må tage ved lære af ham. Den vanskelige vej er nemlig ofte vejen frem.
For hver gang der kommer et nyt terroranslag fra muslimske ekstremister – og de vil komme – skal vi altså fastholde, ja, optrappe vores forsvar for muslimers religionsfrihed, samtidig med at vi formulerer en saglig og tydelig kritik af islam. Og næste gang der kommer en TV-udsendelse, som afslører uhyrligheder i muslimske – eller andre religiøse – miljøer, må vi stå vagt om deres frihed til at ytre gammeldags holdninger, så længe de holder sig inden for straffelovens rammer, samtidig med at vi med ord, argumenter, omsorg, sang, ja kristen ånd modsiger alt det, der er for os at se er forkert og skadeligt.
Jeg tror, det er den bedste og mest respektfulde strategi over for muslimerne, men også en strategi, der værner om vores egen kristne tro og forankring.
Carsten Hjorth Pedersen er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut i Hillerød