Aflys påsken: Jesus tog grusomt fejl

Historien om Jesu indtog i Jerusalem er et underholdende eksempel på, hvordan kilderne til den kristne tro generelt skal tages med et gran salt. For at sige det mildt ...

Jeg tror, at påsken er noget fjollet noget at fejre. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en fysisk opstandelse fra de døde, og ej heller bliver der det for nogen af os, skriver Carsten Andersen. Arkivfoto:
Jeg tror, at påsken er noget fjollet noget at fejre. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en fysisk opstandelse fra de døde, og ej heller bliver der det for nogen af os, skriver Carsten Andersen. Arkivfoto:.

Forestil dig, at du lever for cirka 2000 år siden og står i Jerusalem en søndag. Du ser følgende udfolde sig: En mand, omkring de 30, rider ind i byen. Han forsøger at mestre en sjælden disciplin, nemlig at ride på to dyr på én gang. Hvilket underligt syn det må være!
 
Sådan må det i hvert fald forstås, hvis vi tager beretningen i Matthæus-evangeliet om Jesu indtog i Jerusalem for gode varer (21:1-11).

Som der står i vers 6-7: ”Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.”

Bemærk: Æslet og føllet.
 
Som der også nævnes i beretningerne i evangelierne er indtoget i Jerusalem en opfyldelse af profetien fra Zakarias’ Bog 9:9:

”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.”
 
Det kan virke åbenlyst præcist, hvordan profetien i Zakarias skal forstås. Alle evangelister undtagen Matthæus har gennemskuet betydningen.

Denne konge skal komme på et æsel, som er en æselhoppes føl, og naturligvis ikke på to dyr på én gang. Altså ikke på både et æsel og en æselhoppes føl.

Læs selv beretningen i eksempelvis Markus 11:1-11, hvor det er tydeligt, at Jesus blot rider på ét føl og intet andet.

Hvis man har fulgt med i religions-debatten på det seneste, vil man genkende mig som ateisten, der netop har skrevet en samtalebog med Henrik Højlund, kendt som sognepræst på den kirkelige højrefløj.
 
Spørgsmålet melder sig nu:

Er det et spørgsmål om antallet af trækdyr, som Jesus bruger, der er mit foretrukne argument for, at vi trygt kan undlade at tro på kristendommen - lige så vel som at vi blankt afviser asetro og islam som troværdige livssyn?

Nej, det er det ikke. Men det er et underholdende eksempel på, hvordan kilderne til den kristne tro generelt skal tages med et gran salt. For at sige det mildt.
 
Påsken bliver tit fremstillet som en tid, der peger frem mod håbet om det evige liv, og hvordan den kristne gud ikke lader døden få det sidste ord. Ikke for Jesus og dermed heller ikke for mennesket, idet hans stedfortrædende død sonede vor skyld. Muligvis betinget af, at vi tror på ham.
 
Lad os derfor kigge på nogle mere fundamentale eksempler til illustration af, hvorfor man trygt kan være skeptisk over for kristendommens mere overnaturlige påstande.

Jesus tager fejl med hensyn til, hvornår enden kommer!
 
Som i Markusevangeliet kapitel 9 vers 1: ”Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«”
 
Verset her er taget ud af en sammenhæng, hvor Jesus belærer sine disciple om, hvordan man frelser sit liv, når Menneskesønnen kommer på den yderste dag og skal gøre regnskabet op. Med andre ord: Hvordan man ender hos fårene og ikke blandt bukkene. Jesus virker altså til at være overbevist om, at verden, som vi kender den, vil komme til ophør inden for ganske få år eller årtier.

Dette er en forudsigelse, Jesus også leverer til ypperstepræsten i samme evangelium i kapitel 14 vers 62. Enden på livet, som vi kender det, er lige rundt om hjørnet og faktisk så nært forestående, at ypperstepræsten selv skal se Menneskesønnen komme med himlens skyer.
 
Når Lukas i sit evangelium i kapitel 22 genfortæller ovennævnte historie fra Markus, er forudsigelsen om Menneskesønnens komme inden for en generation meget belejligt pillet ud.

Hvorfor? Lukas skriver 15-20 år senere end Markus, og på nuværende tidspunkt er det formentlig tydeligt for alle og enhver, at Jesus bevisligt fik uret i sine forudsigelser. Formentligt fordi ypperstepræsten var død i mellemtiden.
 
Hvad er det egentlig, der foregår her?

Der foregår det, at Jesus - som ifølge Johannesevangeliet er præeksistent og Gud selv - tilsyneladende er misinformeret om en ganske fundamental ting. Han har ganske enkelt ikke styr på, hvornår den jordiske eksistens ophører. Faktum er jo, at den 2.000 år senere endnu ikke er ophørt.
 
Det samme foregår med Paulus. I Første Thessalonikerbrev kapitel 4 gør han det klart, at også han tror, enden kommer ganske snart. I hvert fald mens han stadig er i live.

Kristendommen bygger i vidt omfang på, hvad man mener, Jesus gjorde og sagde, og hvad Paulus skrev. Som vi har set, tager de begge godt og grundigt fejl, hvad angår timingen af jordens undergang.

Min påstand er, at dette er problematisk for kristentroen. For skulle Paulus ikke forestille at være guddommeligt inspireret, og skulle Jesus ikke forestille at være Gud selv? Det siger sig selv, at det er et problem for den konservative højrefløjs-kristendom, der hårdnakket påstår, at Jesus i bogstaveligste forstand opstod fra de døde og i samme forstand en dag vil komme igen og skænke de udvalgte evigt liv.

For hvis kilderne til kristentroen lugter langt væk af myter og fejlslagne forudsigelser, er det nærliggende at tro, at Jesus blot var et menneske, der ikke tilsidesatte naturloven, at mennesker ikke opstår fra de døde.

Hvis man opererer med den dobbelte udgang, er der altså gode og dårlige nyheder. Den dårlige er, at der ingen forhåbning er om, at Jesus engang skal give dig evigt liv i fryd og gammen. Den gode er, at Jesus aldrig skal sende dig eller nogen, du kender, et sted hen, hvor der er gråd og tænderskæren i al evighed.
 
Måske vil kristne med en mere liberal teologi læse dette og kede sig. For naturligvis er der fejl og selvmodsigelser i de menneskeforfattede evangelier. Naturligvis kan Paulus og Jesus også tage fejl i fundamentale spørgsmål. De var jo blot mennesker, måske med en diffus snert af noget guddommeligt over sig.

Måske vil sådanne kristne mene, at de fleste udsagn i Bibelen skal læses allegorisk, og at den kristne strømning i virkeligheden kun er én af mange måder at nå Gud på. Hvad end ”Gud” så er en bønhørende, personlig guddom som Jahve eller en mere vag ”livskraft” eller lignende.

Min påstand er, at de kristne kilders generelle utroværdighed er et problem for begge lejre. For hvis Bibelen på lange stræk, inklusiv spørgsmålet om Jesu opstandelse, skal forstås allegorisk, må det føles tomt for den liberale præst til begravelsesritualet at love de pårørende, at den afdøde engang af jorden igen skal genopstå.
 
Jeg har masser af sympati for ideen om at trøste folk, der netop har mistet en, de havde kær. I den situation kan det være effektivt at give dem forhåbningen om, at døden ikke får det sidste ord, og at der er håb om et gensyn på den anden side.

Spørgsmålet melder sig dog: Er det ikke fattigt at trøste folk med noget, man ikke selv tror på? Er det ikke et bedrag at vedblive at give folk den samme placebo-pille, man håber, der virker?

Jeg tror, at det, jeg citerede Jesus for fra Markusevangeliet, faktisk er noget, den historiske Jesus har sagt. Jeg tror, han oprigtigt mente, at hans gud snart ville gribe ind i verdens gang på en radikal måde. Jeg tror, at han tog fejl, og jeg tror, at han var et helt almindeligt menneske, som jeg er.
 
Jeg tror, at påsken er noget fjollet noget at fejre. Jeg tror ikke, at henrettelsen af en jødisk Messias-prætendent havde en speciel kosmisk betydning. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en fysisk opstandelse fra de døde, og ej heller bliver der det for nogen af os.
 
Jeg tror, at vi er bedre tjent med at koncentrere os om at forbedre livet nu og her - frem for at sætte næsen op efter en overnaturlig indgriben i fremtiden.

Jeg tror ikke, at gamle, utroværdige skrifter som evangelierne kvalificerer til, at vi indretter nutiden og forudsiger fremtiden efter dem.