Mange af folkekirkens medlemmer må spørge: Men er der ingen i det her land, der kan fortælle, hvem kirken er? Det er gået op for dem, at den vejledning, der byder sig til, er uholdbar, når den beskriver den fungerende kirke som underlagt Folketinget og regeringen med ministeren som chef, som i enhver henseende bestemmer over kirken.
Ministeren bestemmer også i trosanliggender, og kirken er en underordnet del af den verdslige stats forvaltning med (folkevalgte) biskopper og præster som underordnede medarbejdere en vejledning, som sammenligner kirkens position i samfundet med postvæsenets.
LÆS OGSÅ: Biskopper slår igen mod vielsesmodstandere
Ingen skal bebrejde spørgerne, at de er kommet i tvivl, om dette kan være en rigtig beskrivelse. Kirken kan jo så ikke være et evangelisk-luthersk trossamfund med trosfrihed for fællesskaber af kristne. Det vil i et demokratisk samfund så kun være en kirke af navn.
Den fungerende kirke er efter denne opfattelse statskirken, som er overtaget fra enevælden og efter 1849 videreført i strid med systemskiftet og med Grundlovens klare sproglige beskrivelse af den fremtidige folkekirke, som aldrig er trådt i funktion, fordi den verdslige lovgivning ikke, som Grundloven påbyder, har tilvejebragt den folkekirkens forfatning, som skal fastlægge de styringsregler, der er nødvendige for, at Grundlovens selvstændige og selvstyrende kirke kan komme til at fungere.
Lovgiverne har nu i 160 år svigtet. Begyndelsen til et selvstyre, som blev skabt med lovgivningen om menighedsråd i 1903, har statsstyret i væsentligt omfang udhulet ved voldsom gejstlig og administrativ bureaukratisering af kirken.
Den statskirke, som derfor fortsat fungerer med biskopper og præster, har fortsat folket som passive tilhørere, der under enevælden var tvunget ind under den kristne tro, som kirkens ledelse håndhævede blandt andet ved dåbstvang med politiets bistand kun lempet med en begrænset tolerance hen imod enevældens afslutning i 1849.
Den trosfrihed, som borgerne hver for sig fik med Grundloven, afskaffede ganske vist det tvungne tilhørsforhold til statskirken, men den del af trosfriheden, der gav også kristne ret til fællesskab om religionsudøvelsen, gælder ikke i en kirke, der er et underordnet statsligt forvaltningsorgan, som ikke er beskyttet imod den verdslige statsmagts indgriben.
Dette er en afgørende hindring for den fungerende kirkes troværdighed. Kirken kan ikke klare skiftet fra den tidligere betydning af kirkens autoritet, der er svindende, til den kirke, som efter Grundloven skulle være folkestyret med kirkefolkets ansvar for dens udvikling og trivsel. En kirke, der må lægge hovedvægten på de lokale kristne fællesskaber og deres vidtgående administrative selvstyre og medlemmernes følelse af at høre til med trofasthed og med lokale præster, som efter nyeste undersøgelser er dem, der nyder borgernes tillid.
Kirkens overordnede autoritet er som sagt dalet stærkt, uden at det giver sig udslag i, at kirkens struktur omdannes til en stærkt reduceret overordnet gejstlighed og en administration, der udelukkende har koordinerende funktion og ikke beskæftiger sig med trosgrundlaget.
Systemskiftet og Grundlovens udformning foreskriver, at kirkefolket overtager kirkens styrelse. Betydningen af Grundlovens formulering og ordvalg respekteres ikke, og teorierne om, at Grundlovens folkekirke blot skulle være, at statskirken fortsatte, tilbyder kun henvisning til tvivlsomme og uklare sekundære kilder til fortolkning af Grundloven.
Kilder, der væsentligst omhandler personlige udtalelser fra medlemmer af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som dels var meget uenig, dels i vidt omfang talte om teoretiske teologiske emner uden betydning over for den klare sproglige udformning af Grundloven, som grundlovgiverne vedtog trods den megen uklare uenighed.
En væsentlig kilde til forståelse af Grundlovens beskrivelse af kirkens stilling i samfundet er foruden den primære rent sproglige kendskabet til kirke- og undervisningsminister (kultusminister) D.G. Monrads indflydelse i 1848. Han var den, der i væsentligt omfang formulerede den vedtagne grundlovs beskrivelse af kirkens stilling i samfundet.
Hans opfattelse af betydningen af de anvendte ord har afgørende betydning. Han var ikke i tvivl om, at det ikke skulle være en forsamling af gejstlige, der skulle have indflydelse på dens udformning og på formen for kirkens selvstyre. Han var ikke i tvivl om, at kirken ikke skulle være ét med den verdslige stat, men at kirken skulle være selvstændig med kirkefolket ved roret.
Grundlovens kapitel 1 beskriver en folkekirke sammen med Folketing og regering uden at antyde, at kirken skulle være underordnet den verdslige stat. Kan der herske tvivl om, at denne formulering foreskriver folkekirken som noget selvstændigt fra statens verdslige styre?
Giver det mening i en grundlov at omtale et statsligt forvaltningsorgan, som den verdslige stat skal understøtte, og at altså kirke og stat skulle være ét? Det eneste fællesskab, der efter Grundloven skulle være, er kravet om at opretholde det evangelisk-lutherske trosgrundlag og pligten til for staten at understøtte kirken.
I kapitel 7 om trosfrihed anføres, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, og at forholdene for trossamfund, der afviger fra folkekirken, ordnes ved lov. Kan der med brug af ordet forfatning være tænkt på andet end et selvstyre? Ordet anvendes ellers kun om regler vedrørende styring af selvstændige stater.
Kan ordene afvigende trossamfund betyde andet end, at også folkekirken skulle være et trossamfund, når trosfrihed netop også er retten til at skabe fællesskaber med henblik på religionsudøvelse? Har det mening, at folkets kirke, der i 1849 omfattede næsten hele befolkningen, ikke skulle være et trossamfund?
Når en forfatning for folkekirken ikke er etableret, skyldes det, at gejst-ligheden og den teologiske teori ikke er og aldrig har kunnet blive enige. En uenighed, som lovgiverne aldrig har sat sig ud over, og de har ikke levet op til deres verdslige ansvar for på egen hånd at efterleve Grundlovens forskrift om at skabe grundlaget for en selvstændig folkekirke styret af et ansvarligt kirkefolk.
Lovgiverne har ikke haft blik for, at gejstligheden, som allerede D.G. Monrad forudså, ikke med deres megen uenighed ville være egnet til at formulere et folkets styre, der ville gøre kirken egnet til at møde fremtidens udfordringer gøre kirken egnet til også at være samfundsbevarende, en opgave, som lovgiverne i Grundloven er blevet pålagt, uanset om de som politikere måtte have personligt afvigende syn på kirkens stilling i samfundet.
Staten skal understøtte kirken ikke for dens egen skyld, men blandt andet for, at den bedst muligt kan varetage også samfundsbevarende opgaver, som grundlovgiverne og ikke mindst Monrad har haft for øje med det systemskifte, som de skulle formulere i Grundloven.
De mange, der spørger, hvad den fungerende kirke i grunden er, må tilføje, er det Grundlovens folkekirke, eller er det den fungerende statskirke, som regeringen nu vil give nye styringsregler? Svaret er enkelt. Folketinget må vedtage folkekirkens forfatning for derved at opfylde Grundlovens forskrift herom og derved tilvejebringe grundlaget for, at Grundlovens selvstændige folkekirke kan træde i funktion.
Herefter bliver Folketing og regering fritaget for at beskæftige sig med kirkens anliggender bortset fra Grundlovens pligt til at understøtte kirken, en pligt, som derefter vil være det eneste, der i forholdet til den verdslige stat skaber ulighed mellem folkekirken og anden religiøs udfoldelse.
Når det er sket og først da, er der et klart svar på, hvad den fungerende kirke er: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som Grundloven beskriver den. Enevældens statskirke er så med 160 års forsinkelse afskaffet.
Jens Smedegaard Andersen er forhenværende dommer