ET MØDE, der sluttede før tid, forærede mig for nogle år siden et par overskydende timer, inden jeg skulle flyve hjem til Nordjylland, og dem brugte jeg på at gå en tur i det vidunderlige forårsvejr.
Det blev en tur gennem min barndoms gade, en typisk sidevej på det indre Frederiksberg med nogle gamle villaer i lige så gamle haver og ellers femetages ejendomme fra begyndelsen af det 20. århundrede. Vi boede på fjerde sal i én af dem.
Min umiddelbare reaktion ved gensynet var benovet overraskelse. Det var der jo altsammen endnu: vejen og ejendommen, det grønne anlæg med det kæmpestore kastanjetræ, hvor vi ikke måtte lege, og den gamle bunker, vi kælkede ned ad om vinteren, selvom det også var forbudt.
Tænk, at det stadigvæk fandtes altsammen og lå nøjagtigt, som da jeg var barn. Der var hverken revet ned eller renoveret til ukendelighed.
Men så meldte analysen sig. Lå husene virkelig så tæt, og var de ikke højere? Og var det grønne anlæg virkelig ikke større? Jeg flyttede først derfra den sommer, jeg blev student, og jeg nåede med andre ord at opleve det hele som voksen, rent fysisk i hvert fald.
Alligevel var det først nu ved gensynet, at verden antog sin ”voksne” størrelse. Verden ændrer sig åbenbart ikke for det barn, der når at blive voksen et sted. Det var i hvert fald barndommens størrelsesforhold, jeg havde bragt med mig ud i livet.
Mange mennesker vender igen og igen tilbage til deres barndomshjem, til skolen, til barndommens ferieparadis, til deres første ungdomshybel. Det gør de velsagtens, fordi de stadig føler sig forbundet med deres barndoms og ungdoms steder - eller ønsker at være det - men for mig var der ikke tale om noget længe næret ønske, men blot om en tilfældigt opstået mulighed, der løb sammen med almindelig nysgerrighed.
Jeg stod midt i livet, godt og vel endda, og var nok en hel del ældre end de fleste af de voksne, der boede i ejendommen, dengang jeg selv var barn. Jeg huskede kun enkelte af dem og knap nok deres efternavne.
Børnene derimod, mine legekammerater, dem huskede jeg de fleste af. Først og fremmest Ole og Jørgen, der boede lige under os i samme opgang. Jørgen var i lang tid min bedste ven. Så var der Hakon og hans lillesøster nede i stuen. Hvad hed hun forresten?
Henne i 10B boede Ole, som jeg gik i klasse med i underskolen. Vi var uadskillelige i de år. Og der var Conni og Bitten. Og Lone og Niels. Niels blev tjener og var i nogle år overtjener på Hotel d'Angleterre. Og nede i stuen boede Peter og hans storebror, Ole, der blev bilforhandler. Eller var det fotohandler?
Inde i 8A boede endnu en Ole og hans bror, Per. Og Lilian og Helen. Og Søren, der blev dyrlæge - eller var det hans far, der var dyrlæge? Og Tom og Jan, hvis far havde en forretning, der handlede med køleskabe.
Og Kirsten og Annelise, som vi ikke legede så meget med, for vi legede næsten altid drenge med drenge og piger med piger. Og Bjarne helt henne i 8A og hans søster, Aase, der blev sygeplejerske og udvandrede til Canada. Så vidt jeg husker.
Som ung lægger man knap nok mærke til alt det, man siger farvel til. Afsked og tab opleves sjældent som triste og sørgelige for alvor, hvis de overhovedet opleves - det skulle da lige være kærestesorger. Man har så uendelig meget andet, og nyt kommer hele tiden til. Men med alderen bliver livet oftere og oftere et spørgsmål om at tage afsked med ting og mennesker og steder, man har kendt og måske endog har holdt af.
Der er dem, der reagerer ved at klamre sig til det, de stadig har og stadig kan - som rastløst opsøger stadig nye, udmattende eventyr eller bliver ved at jagte nye kærester eller stædigt fortsætter med at løbe maraton i en kamp mod livets grundlæggende urimelighed på en måde, som vel bedst kan kaldes dødsfornægtende. Eller de klamrer sig desperat til børn og børnebørn, som druknende klamrer sig til redningskransen i et sidste forsøg på at afværge det uafvendelige.
Som ældre er det at sige farvel og det at miste en del af livet selv, og det sker sjældnere og sjældnere, at noget nyt kommer til, nye venskaber for eksempel. Spørg ældre mennesker, og de vil næsten alle svare, at nej, vi får ikke nye venner i vores alder. Nye bekendte måske, gode bekendte, mennesker, man kan lide og har det godt sammen med, men ikke nye venner. Samvær ophører med at være en selvfølge.
Med tiden bliver vi alle fortrolige med det at tage afsked og at miste. Livets uafvendelighed kan vi ikke stille noget op imod. Til gengæld vokser følelsen af intens tilstedeværelse i alle livets forhold, gode så vel som dårlige.
Der kommer ofte en særlig dybde og intensitet i det, man stadig har og får, af hvilken art det end er. Glæden ved at stå midt i verden bliver ganske enkelt større. Livet er ikke længere et spørgsmål om (igen) at sejle jorden rundt eller (igen) at stå på toppen af Matterhorn eller (igen) at bade i havet ved Seychellerne. Mindre kan gøre det - og gør det, hvis man ellers tør og kan nøjes.
Udvandrere, der efter mange år genser deres fødeland, overvældes ofte af stærke, nostalgiske følelser, der forhindrer dem i at se det land, de forlod, som det er. Andre skuffes over, at deres gamle land netop ikke længere er, som de husker det.
Men for mig var der hverken noget nostalgisk eller trist ved mit møde med min barndoms gade den dag. Det var knap nok vemodigt. Dertil var nutiden og den verden, jeg stod midt i, alt for nærværende. Nutiden lagde sig som et forsonende filter af virkelighed hen over det, der havde været engang.
Min kone og jeg går ofte en tur langs Vesterhavet her, hvor vi bor, og næsten hver gang den samme tur. Der er ingen grund til at variere den, måske lidt i forhold til vindretningen, men ellers ikke. Vi går slet og ret på ”vores” strand.
Vi ved godt, hvor spanterne fra et gammelt vrag dukker op, når det er lavvande, og strømmen har fjernet en masse sand, og vi er helt fortrolige med de tre tyske bunkere henne, hvor åen løber ud.
De flytter sig tilsyneladende længere og længere ud mod havstokken fra gang til gang, fordi stormene hver gang æder af klitterne bagved, men de varige forandringer sker kun langsomt, faktisk så langsomt, at det slet ikke opleves som forandring.
Det er først og fremmest oplevelsen af tilstedeværelse midt i det uendelige, det gælder. Vejr og belysninger skifter med årstiderne og skaber al den forandring, vi behøver. Hver tur sletter på sin egen måde erindringen om den foregående. Eller overgår den, om man vil. Følelsen af at være til stede midt i verden er det, der driver os ned på stranden gang efter gang.
Men det kan også være en tur i plantagen, som vi er nabo til. Også her går vi som regel den samme tur, selvom der her kan være et par variationer, og også plantagen skifter med vejr og årstider. Det er den samme plantage hver gang, det er ”vores” plantage, det er den, vi er fortrolige med.
Også dér er det tilstedeværelsen i verden, vi oplever. Det kan ikke erstatte nærvær og samvær med andre mennesker, men det er en måde at føle sig forbundet ved verden på, og jeg er sikker på, at ældre mennesker altid har oplevelser af den art, selvom de yngre ikke forstår det eller ligefrem undrer sig over, at gentagelser kan være så værdifulde.
Jeg har ikke været forbi min barndoms gade igen, og selvom muligheden skulle opstå, kommer jeg der ikke mere. Endnu et besøg ville kun være et sentimentalt forsøg på at se noget, der for længst er borte. Gensynet har ikke slettet en eneste af mine erindringer, men det har én gang for alle flyttet stedet over i nutidens fysiske verden.
Rolf Bagger er forfatter