I EFTERÅRET 2015 udtalte den canadiske højesteret i en dom, at man ikke kunne nægte ”en kompetent voksen” ret til at afslutte sit eget liv med lægelig hjælp. Forudsætningen var, at den pågældende for det første havde sagt klart ja til at afslutte livet og for det andet led under ”en alvorlig og uhelbredelig sygdom”, som forårsagede en ”vedvarende” og ”uudholdelig” lidelse.
Som grundlag for dommen lagde Højesteret den canadiske grundlovs rettighedscharter. Domstolen pålagde samtidig den nyvalgte liberale regering at fremsætte en lov, der legaliserede aktiv dødshjælp. Den lov blev vedtaget i juni i år.
Forud for vedtagelsen foregik der i to måneder en hed debat om lovforslaget i forbundsparlamentets to kamre. Debatten skyldtes ikke uenighed om, hvorvidt der skulle lovgives på området, men at loven efter nogles opfattelse ikke gik langt nok. Det endte dog med, at et parlamentarisk flertal indsatte strengere betingelser i loven, end dem Højesteret havde foreslået.
SAGEN ER PRINCIPIELT INTERESSANT for os andre. For det første fordi også vi i øjeblikket har en offentlig debat om aktiv dødshjælp. For det andet fordi sagen siger noget om forholdet mellem det repræsentative demokrati og domstolene – herunder folkedomstolen. Inden jeg forklarer dette nærmere, vil jeg kort opridse, hvad den canadiske lov betyder, og hvilke indvendinger der var imod den.
Loven om aktiv dødshjælp begrænser retten til dødshjælp til patienter, hvis ”naturlige død er blevet rimeligt forudsigelig”. Det skal forstås sådan, at der ”er en reel sandsynlighed for patientens død inden for en tidsperiode, som ikke er for fjern”, som det hedder i et af lovforslagets følgedokumenter. Baggrunden for begrænsningen var en frygt for, at loven skulle blive misbrugt. Man ønskede at undgå, at psykisk sygdom, en bred vifte af fysiske handicap og alderdomslidelser kunne udløse ret til aktiv dødshjælp. Som loven lyder, vil patienter med alvorlige kræftlidelser i et fremskredet stadie og dødelige nervesygdomme som ALS sandsynligvis kunne modtage aktiv dødshjælp. Det samme gælder visse nyre- og karsygdomme og visse former for sklerose. Det gælder også Parkinson og Huntington, dog afhængigt af omstændighederne og patientens tilstand. Loven siger dog ikke noget om, hvilke specifikke sygdomme der kvalificerer til at foretage aktiv dødhjælp.
Et mindretal i Senatet og nogle borgerrettighedsorganisationer ønskede den bredere ret til dødhjælp, som Højesteret havde anbefalet, og fandt loven grundlovsstridig. De henviste til, at forfatningstillægget fra 1982 i sektion 15 fastslår, at alle borgere er udstyret med de samme rettigheder. Dette lighedsprincip betød, at der ville være tale om diskrimination, hvis ikke alle ”kompetente” borgere uanset alder og tilstand fik ret til aktiv dødhjælp, hvis de havde en vedvarende og uudholdelig lidelse. Om man var 14 eller 75 skulle altså ikke betyde noget. Ligesom psykisk lidelse skulle sidestilles med fysisk.
Canadas legalisering af aktiv dødshjælp nød bred folkelig støtte, men kun i den moderate form, loven endte med at få. Men over for dette flertal stod der altså et mindretal, som ønskede at udvide det enkelte menneskes ret til at selv at bestemme, hvornår det vil dø, og som er parat til at udfordre demokratiet ved at gå til domstolene.
LOVEN KAN DERFOR SIGES at være en ny fase i den magtkamp mellem domstole og demokrati, som opstod efter Anden Verdenskrig. Efterkrigstidens ”konstitutionalisme” bundede i en skepsis over for det repræsentative demokratis vilje og evne til at beskytte mindretal og individer. Flere steder i den vestlige verden blev der oprettet forfatningsdomstole eller – som i Canadas tilfælde – en højesteret, der blev udstyret med magt til at diskvalificere love, hvis de blev vurderet til at være grundlovsstridige. Det interessante ved den nye canadiske lov om aktiv dødshjælp er derfor, at parlamentet valgte at sætte sig op imod Højesteret og fastslog, at også det besad en ret til at fortolke grundloven.
I Danmark har vi ikke nogen tradition for at lade Højesteret spille en aktiv rolle som lovgiver ved for eksempel at udvide borgernes rettigheder med henvisning til menneskerettighederne. Til gengæld kan danske borgere, i lighed med andre europæere, bringe deres sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter flere år med voksende – nordamerikansk inspireret – juridisk aktivisme, er såvel domstolen i Strasbourg som højesteretterne i flere lande, som for eksempel Irland, imidlertid i de senere år begyndt at agere mere forsigtigt. Herhjemme understreger Jonas Christoffersen, lederen af Center for Menneskerettigheder, i sin bog ”Mennesket – en demokratisk udfordring” (2014) vigtigheden af ”en politisk forankring af menneskerettighederne”. Men hvad betyder det i grunden at forankre rettighederne politisk?
I flere år har der i Danmark været et stort og tilsyneladende stabilt politisk flertal i Folketinget mod aktiv dødshjælp. Flertallets holdning hviler på en oplyst vurdering af, at den nuværende lovgivning er tilstrækkelig til at sikre lidende mennesker en værdig død. Og at en mere aktiv indgriben end den, der allerede nu er mulig, tværtimod ville udgøre en uetisk omgang med liv og død fra sundhedspersonalets side. Til gengæld er der et stort flertal i befolkningen, der ønsker at legalisere aktiv dødhjælp. Ofte forekommer ønsket at hvile på stemninger og en manglende viden om, hvad der reelt sker med og for patienten i livets sidste fase.
Efter min opfattelse må ”en politisk forankring” betyde, at det er op til folkets repræsentanter at lovgive på dette område. Ligesom man ikke bør overlade det til dommere at skabe en lov, der sikrer et individ ret til at dø med sundhedsvæsenets hjælp, lige så lidt bør denne lovgivning overlades til folkedomstolen. Det er altså en sag for det repræsentative demokrati.
Men med den nuværende tendens til stadig flere folkeafstemninger, kan man frygte, at folkestemningen ender med at afgøre sagen.