Filosoffer og etikere er enige: Alle børn bør reddes i land

Vi står over for en af vores største fælles etiske udfordringer nogensinde: At nå til enighed om, hvordan vi tackler problemet med, at flygtninge i desperation banker på vores dør. Men filosoffer og etikere er ikke i tvivl: Vi er forpligtigede til at hjælpe

Etikere og filosoffer kan være uenige om alt muligt. Men hvad det druknende barn angår, så er der en så udbredt enighed om, at man er forpligtet på at hjælpe, skriver Lasse Nielsen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Etikere og filosoffer kan være uenige om alt muligt. Men hvad det druknende barn angår, så er der en så udbredt enighed om, at man er forpligtet på at hjælpe, skriver Lasse Nielsen, adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. . Foto: Søren Bidstrup.

Vi står nu i Europa over for en af vores største fælles etiske udfordringer nogensinde: at nå til enighed om, hvordan vi tackler problemet med, at flygtninge i desperation banker på vores dør. Forskellige strategier ses anvendt rundt om i de europæiske lande.

Senest har vi set Tysklands udmelding om, at de byder flygtninge velkomne. Det står helt i kontrast med strategien fra dansk side, hvor vi har gjort meget ud af at forsøge at udbrede budskabet, at flygtninge er meget lidt velkomne her. 

Der er nu behov for at afklare, hvad der egentlig i bund og grund er det rigtige at gøre i denne situation. Og så må man gøre det, hvor uønskeligt dette så end måtte være, fra et individuelt perspektiv. 

Så, hvad er det rigtige at gøre nu? I den praktiske etik og den politiske filosofi har man længe været klar til at svare på dette spørgsmål. 

Og det er ikke kun, fordi man her udmærker sig i på et helt abstrakt niveau at løse meget generelle etiske problemstillinger og derfor til en vis grad altid kan give et prima facie-bud på enhver etisk problemstilling.

Nej, spørgsmålet om, hvad der er rigtigt at gøre nu i denne specifikke situation, er særligt vedkommende, fordi man i den praktiske etik og politiske filosofi har diskuteret netop dette spørgsmål i lyset af særligt ét hypotetisk tankeeksperiment, som ligger så tæt op ad den nærværende realpolitiske virkelighed, at man nærmest finder det skræmmende (som når en urovækkende profeti går i opfyldelse), og som efterhånden har fået overbevist langt flertallet af etikere, som har beskæftiget sig med det. 

Som filosof vil man således undres over den udeblivende enighed og politiske villighed til at tackle problemet rigtigt, når nu løsningen på netop dette problem synes så åbenlyst for etikere, som ellers kan være uenige om næsten alt. 

Lad mig påtage mig rollen som etikeren her og fremlægge argumentet. Ikke fordi jeg nødvendigvis kan leve op til denne rolle, men fordi der simpelthen er behov for den.

Det filosofiske tankeeksperiment ”det druknende barn” blev fremsat for nogle år siden:

Forestil dig, at du på en behagelig gåtur kommer forbi en sø. Du er i god tid, har ikke som sådan noget, du skal nå. Pludselig opdager du, at der i søen befinder sig et barn, og du kan se, at barnet er levende, men at det er ved at drukne.

Du ved ikke, hvorfor barnet er i søen – om det er et uheld, eller nogen har anbragt det der. Du er alene ved søen. Der er ingen andre end dig, som kan hjælpe barnet. Men du kan vælge at redde barnet op af søen.

Hvis du gør det, vil barnet overleve, men det vil betyde, at du foruden ubehaget ved berøringen med det kolde vand får ødelagt dine bukser. Bør du redde barnet?

Tankeeksperimentet er blevet fremsat af filosoffen Peter Singer. Han mener, at eksemplet er åbenlyst. Man kan redde et liv uden andre omkostninger end jævnt ubehag og et trivielt materielt tab. 

Singer bruger eksemplet til at argumentere for, at vi (borgere i de rige vestlige lande), som har råd og overskud, er moralsk forpligtede til at hjælpe folk i truede udviklingslande til at overleve og at have deres basale behov dækket. 
 
For at kunne hive den parallel hjem, er han nødt til at forsvare, at der ikke er nogen relevant forskel på moralske pligter over for mennesker, som man befinder sig (geografisk) tæt på i forhold til mennesker, som man befinder sig (geografisk) langt fra. Det gør Singer en del ud af, som jeg ikke vil gå ind på her. 

Tankeeksperimentet er blevet heftigt debatteret i etik og politisk filosofi, men der er stort set konsensus på tværs af filosofisk kulør og etisk ståsted om konsekvensen af scenariet:

Vi er forpligtet på at redde det druknende barn, ligesom vi er forpligtet på at hjælpe nødstedte befolkninger i fattige lande. 

Nogle mener, at der er en relevant forskel på tæt på-relationer og langt fra-relationer, men langt de fleste mener ikke at kunne begrunde, hvorfor geografi alene skal kunne gøre en moralsk forskel.

Andre mener, at det er problematisk overhovedet at bruge tankeeksperimenter som redskab til begrundelse af etiske argumenter og positioner.

Denne kritik bliver hørt i litteraturen, men som hoveregel afviser man den, fordi brugen af hypotetiske eksempler er helt almindelig i alle mulige forskellige former for både politisk og dagligdags argumentation. 

Det afgørende må jo være, om det er klart og tydeligt, hvad det brugte eksempel skal illustrere, og hvordan det bruges til at illustrere dette, og det er det jo i Singers eksempel.

Der er således i princippet ikke nogen grund til at bekymre sig ret meget om disse indvendinger. Alligevel vil jeg gøre det her, fordi det påpeger det interessante her - nemlig at det hypotetiske eksempel er blevet aktualiseret. Det er blevet til virkelighed.

Singers taktik med tankeeksperimentet var at opstille en analogi, hvor alle kan se, hvad der er rigtigt, og så forsvare hvordan analogiens forskellighed fra den virkelige verden er etisk set irrelevant.

Det er altså en type lignelse; en historie med en parallel anvendelse i den realpolitiske virkelighed. 

Det spændende er, at vores nuværende realpolitiske verden i overvældende grad stemmer overens med omstændighederne i Singers tankeeksperiment. Der er faktisk børn, der drukner i søen.

Vi så det senest med det tragiske billede af en druknet syrisk dreng, som blevet båret ind på land ved den tyrkiske kyst. 
 
De er ikke engang geografisk langt væk – de befinder sig lige uden for vores grænser. Så selv hvis man mener, at geografisk afstand spiller en rolle, så synes det ikke at kunne udgøre en relevant faktor her. 

De skeptikere som hævder, at man ikke kan slutte fra hypotetiske tankeeksperimenter til, hvad man reelt bør gøre, slår altså huller i luften her. Singers eksempel var en lignelse, en analogi, da han fremsatte den. I dag er den skinbarlig virkelighed. 

Og vi kan faktisk gøre noget ved det, uden at det har særlig omfattende omkostninger for os. Hvis man mener, det bliver dyrt, så tager man fejl.

Man kan diskutere de potentielle materielle omkostninger lidt frem og tilbage, men faktum er, at det er en dråbe i vandet af den europæiske overflod. 

Hvis man mener, at det truer vores elskede ”danskhed”, så tager man endnu mere fejl. Hvad end de folk, som bruger dette begreb, mener med det, så er det ikke særlig dansk at lukke grænser for nødstedte medmennesker.

Etikere og filosoffer kan være uenige om alt muligt. Ofte er de uenige om ting, som menigmand aldrig vil kunne begribe, at man kan være uenige om.

Men hvad det druknende barn angår, så er der en så udbredt enighed om, at man er forpligtet på at hjælpe, at man kun kan fortvivles over den politiske modvilje til at gøre noget ved det realpolitiske problem, som Europa nu står overfor. 
 
Lad etikken tage over, når politikken fejler.