BEGREBET ”JØDISK STAT” spiller en central rolle i valgkampen i Israel frem mod valget den 17. marts. Anledningen til valget var en ophidset debat om nogle forslag, der ville indskrive beskrivelsen ”jødisk stat” i de grundlæggende love.
Den israelske debat om en ”jødisk stat” har medført misforståelser i udlandet, blandt andet i Danmark. Israel har længe krævet, at palæstinenserne i forbindelse med en fredsslutning skal anerkende Israel som en ”jødisk” stat, ligesom Israel vil anerkende en kommende stat på Vestbredden og i Gaza som ”palæstinensisk”. Men det har de palæstinensiske ledere konsekvent afvist.
I Vesten tror mange, at det var intern uenighed om dette krav, der førte til den israelske regerings fald. Det var det ikke. For rigtig mange israelere er det en selvfølge, at Israel er en jødisk stat. Også de to midterpartier, Yesh Atid og Hatnua, der nu er smidt ud af regeringen, mener, at Israel skal være en jødisk stat.
Uenigheden handler ikke om Israel som en jødisk stat, men om følgerne af, at Israel samtidig er en ”demokratisk stat”.
Det omstridte lovforslag, som et flertal i regeringen støttede, og som blandt andre Yesh Atid og Hatnua kæmpede hårdt imod, ville bruge definitionen af staten som ”jødisk” til at nedskrive rettighederne for Israels ikke-jødiske mindretal. Lovforslaget ville ændre den balance mellem ”jødisk” og ”demokratisk”, der har styret Israel siden oprettelsen i 1948.
Medlem af Knesset Dov Lipman fra Yesh Atid forklarer sit standpunkt på nyhedssiden Ynet. Han begynder med at fastslå, at Israel selvfølgelig skal være en ”jødisk” stat - på samme måde som mange lande traditionelt er ”kristne” stater.
Ligesom julen i mange lande er en national helligdag, er de jødiske højtider nationale helligdage i Israel. Ligesom rigtig mange lande holder officiel fridag om søndagen, holder Israel fridag på sabbatten. Ligesom mange lande i verden er stærkt præget af kristne eller muslimske traditioner, er og skal Israel have lov til at være præget af jødiske traditioner.
Men, fortsætter Dov Lipman, Israel er og skal også være en ”demokratisk stat”. Det betyder, at mindretallene skal have fuld frihed, og at deres kultur og religion skal respekteres af staten. Det er dette, der ifølge ham er blevet udfordret af det nye lovforslag. Heldigvis ser det ikke ud til, at ekstremisterne vil få succes med at nedtone Israels demokrati og mindretalsrettigheder.
NÅR DET GÆLDER ISRAELS KARAKTER som jødisk stat, er der bred opbakning blandt israelere. Palæstinenserne derimod er stærke modstandere af Israel som en jødisk stat, og mange i Vesten deler tilsyneladende den modstand. Det er underligt.
Måske er forklaringen en usikkerhed på definitionen af ”jødisk”. Palæstinenserne betragter ”jødisk” som en udelukkende religiøs betegnelse. Men det er ikke rigtigt. Begrebet ”jødisk” har altid haft både en religiøs og en etnisk-national side. I årtusinder har den måske vigtigste jødiske selvbenævnelse været det hebraiske udtryk ”Am Yisrael”, Israels folk.
Det jødiske folks overlevelse har i store dele af historien været truet. I middelalderen var eneste overlevelsesmulighed for de jødiske samfund i Europa, at de opnåede fyrstens beskyttelse. De første jøder, der søgte fast ophold i Danmark, blev af samme grund kaldt ”Schutzjuden”, beskyttelsesjøder. Men de fleste steder var beskyttelsen kortvarig, før der igen udbrød forfølgelser.
I 1800-tallet, hvor idéerne om lighed og frihed begyndte at slå igennem, valgte nogle jøder at nedtone det etnisk-nationale i deres identitet. I stedet for ”det jødiske folk” talte de om ”mosaiske trossamfund”. I processen endte en del jøder med at assimilere sig, mens andre fastholdt deres jødiske identitet med både etnisk og religiøst indhold.
Men heller ikke gennem assimilationen i 1800-tallet lykkedes det jøder at opnå frihed for forfølgelser. Pogromer og antisemitisme i både Øst- og Vesteuropa i slutningen af 1800-tallet viste det.
Zionismen forkastede derfor både fyrstebeskyttelse og assimilation som vejen til frihed for jøder. I stedet vendte den tilbage til den gamle opfattelse af jøder som et folk, der lige som alle andre folk har brug for et land for at opnå ligeberettigelse. Nogle zionister betonede det etnisk-nationale meget stærkt på bekostning af det religiøse. Andre kombinerede de to.
I dag er situationen den samme som gennem den lange jødiske historie: ”Jødisk” har både en etnisk-national og en religiøs side. Mange moderne jøder er helt sekulariserede i tanke og liv, men har en klar jødisk identitet. Andre kombinerer en etnisk identitet som ”Am Yisrael” med en religiøs identitet.
At benægte et nationalt eller etnisk aspekt ved begrebet ”jødisk” er at benægte både historien og den aktuelle virkelighed.
Faktisk burde anerkendelsen af, at der eksisterer et jødisk folk, der har ret til en jødisk stat, ikke være kontroversiel. Den typiske dansker har jo intet problem med ”arabiske stater”, ”muslimske lande” eller ”kristne lande”. Alligevel vil nogle for alt i verden ikke acceptere en jødisk stat.
Det er urimeligt.
FOR DET FØRSTE fordi FN i delingsplanen fra den 29. november 1947 erklærede: ”Der skal oprettes en uafhængig arabisk stat, en uafhængig jødisk stat “”. Det var det internationale samfunds vedtagelse. Med Danmarks ja-stemme.
Når nogle tilhængere af en palæstinensisk stat i dag er modstandere af en jødisk stat, er det et brud med selve princippet i FN's delingsplan fra 1947 og dermed med kernen i en tostatsløsning. Opbakning til en tostatsløsning må også indebære anerkendelse af Israel som en jødisk stat.
For det andet er afvisningen af en jødisk stat urimelig, fordi rigtig mange andre stater i verden definerer sig selv religiøst eller etnisk, for eksempel gennem deres navn (Den Islamiske Republik Iran, Den Arabiske Republik Egypten). 64 af verdens 197 lande har religiøse symboler i deres flag. Og i rigtig mange lande er statens officielle liv på den ene eller anden måde præget af flertallets religion.
Det gælder også Danmark, hvor staten giver kristendommen en særstatus. Dannebrog indeholder et kors. Regenten skal tilhøre den lutherske kirke. Folketingsåret begynder med en gudstjeneste i en kristen kirke. Folkekirken har en særstatus i forhold til borgerregistrering. Kristne helligdage er statslige helligdage og så videre. Det afgørende er, at denne særstatus er forenet med fuld religionsfrihed for landets religiøse mindretal.
Palæstinensernes nej til at anerkende Israel som en jødisk stat er ikke blot et brud med princippet i FN's delingsplan fra 1947, men også en hovedårsag til fredsprocessens sammenbrud i 2014.
I Danmark ved vi, at det godt kan lade sig gøre at kombinere en særstilling for flertallets religion med lige borgerrettigheder til mindretal. Sådan kan Israel også på én gang være en jødisk stat og samtidig give sine mindretal religionsfrihed og borgerrettigheder.
Med vores erfaring som et ”kristent land” er vi i Danmark de rette til at fortælle palæstinenserne, at de må opgive modstanden mod Israel som en jødisk stat. Hvis udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil bidrage konstruktivt til at få gang i den strandede fredsproces, er dette en helt central opgave.
En tostatsløsning indebærer ikke blot anerkendelse af en palæstinensisk stat, men også anerkendelse af Israel som en jødisk stat. ”Am Yisrael chai” - det jødiske folk lever! Lad os anerkende det og den stat, de efter årtusinders længsel har fået.
Ole Andersen er generalsekretær i bevægelsen Ordet og Israel