Egentlig var det Søren Nørbys indvending den 24. august her i avisen imod Ole Jensen, der bragte mig frem til ovenstående problem. Det glemte jeg imidlertid.
Men så læste jeg for nylig i The Economist en artikel om ”Det vanskelige problem”: Hvad er bevidsthed? Et problem, der er vanskeligt for naturvidenskaben. Og så dukkede Nørbys tanker op igen.
Og jeg måtte igen spørge: Hvorfor standser Nørby dog ved den biologiske udvikling? Det samme spørgsmål må jeg imidlertid stille til de tanker, der dukker op i The Economist.
Skønt videnskabeligt korrekte og skønt utrolig interessante i sig selv mangler de det samme som Nørbys tanker:
De mangler en omtale af sprogets udvikling, af sprogets indvirkning på bevidstheden, så der dannedes en menneskelig bevidsthed, og af udfoldelsen i historiens løb af de strukturer, der på forhånd ligger i sproget.
Kun det midterste fænomen skal her omtales nøjere. Og jeg skal indskrænke mig til at omtale tre træk ved sprogets indvirkning på bevidstheden.
1) I kraft af sprogets fortællemulighed kan begrebet ”død” blive til.
2) I kraft af samme mulighed kan begrebet ”far” dannes.
3) Sprogets ord ”jeg” bliver af de store religioner brugt til at påstå eksistensen af en sjæl, et jeg, et selv, en bevidsthed.
ad. 1.) Alle undersøgelser af dyrs adfærd tyder på, at intet dyr véd af, at det skal dø. Og det er ikke så mærkeligt, hvis man tager menneskets specialitet i betragtning. Ved hjælp af sproget kan vi nemlig fortælle, det vil sige vi kan fastholde fortidens begivenheder og erfaringer.
Det er altså i løbet af sprogets og kulturens udvikling i det menneskelige samfund ikke blot enkeltindividets erfaringer, der er blevet ophobet, det er også samfundets erfaringer.
Dyrene har kun den individuelle erfaring at holde sig til. Jane Goodall beretter i sine bøger om chimpanserne i Tanzania om, hvordan to hunchimpanser, en mor og hendes datter, i en periode fik smag for chimpanseungekød og derfor dræbte og spiste en række unger.
En mor oplevede at få to unger efter hinanden dræbt. Anden gang skreg hun og klagede sig. Men hun var blevet afskåret fra gruppen, så ingen hjalp. Men da ungen var dræbt, søgte hun alligevel med underdanighedstegn at forsone sig med morderen.
Altså: Hun vidste godt anden gang, at der ventede noget ubehageligt, for hun huskede tydeligt første gang. Men den samfundserfaring, der taler om ”drab” og ”mordere”, kendte hun ikke.
Det har vi svært ved at forstå. For vi skelner normalt ikke mellem individuel og kollektiv erfaring; det har vi jo ikke nødig. Men opdager vi denne forskel, kan den forklare dyrs manglende dødsbevidsthed.
Dyr er ikke dumme, det skyldes ikke manglende intelligens, det skyldes, at de mangler fortællesprog; de kan kun gøre individuelle erfaringer.
ad. 2.) Denne manglende kollektive erfaring bevirker også, at dyr ikke erkender årsagssammenhængen mellem samleje og fødsel.
I chimpansegruppen hersker der parring i flæng, og selv om Goodall kunne observere, at en ældre hun var sig bevidst, når hun var kommet i ”løbetid” og dermed var blevet interessant for hannerne, så er det ikke dermed givet, at selv hun med de mange fødsler bag sig er klar over sammenhængen mellem fornøjelsen ved samlejet og besværet ved fødslen.
Og hannerne er det i hvert fald ikke.
At visse dyr som gibbonaberne lever i monogame forhold kan forklares ved hjælp af hormonet oxytocin. Dette udskilles i stor mængde ved en fødsel og har til opgave at binde de to individer, mor og barn, sammen. Men hos visse arter udskilles det også ved samleje. Og så kan der dannes monogame forhold.
Noget kunne tyde på, at menneskets hormonudskillelse ikke helt er overlejret af menneskets kultur. Skal fænomenet ”stalking” for eksempel forklares på den måde?
Men ellers er det den bevidsthed, der er opstået hos mennesket i kraft af sprogets fortælleevne, bevidstheden om sammenhængen mellem samleje og fødsel, der har givet anledning til dannelsen af samhørighed mellem mand og kvinde og derefter til, at ordet ”far” er opstået.
Gætværk? Javist. For der er ikke meget konkret at holde sig til. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at den romerske filosof Lucretius (95-55 f. Kr.) siger nogenlunde det samme.
Han kommer i sit store digt De rerum natura ind på menneskets udvikling og skriver i sin femte bog (vers 1011-1014):
”Derefter, da de havde fået hytter og skindpelse og ild, og kvinden var gået med til at knytte sig til manden i kun ét ægteskab, og de så, at afkommet var skabt af dem selv, da først var det, at menneskeslægten begyndte at blive blødere.”
Altså: mennesket, men ikke dyrene, kan i kraft af de kollektive erfaringer, der via sproget ophobes i vor kultur, blive sig bevidst, at et barn ikke blot har en mor, men også en far, og at samlejet ”ej blot er til lyst”, men medfører et forældreansvar.
Man har af og til forklaret menneskets særegne bevidsthed ved at sige, at mennesket ikke blot udfører diverse handlinger; det ved også af, at det udfører dem. Også det kan menneskets sproglighed give en forklaring på.
For når først mennesket er blevet et sprogligt individ, følger sproget det overalt. Og netop det, at der er navn på de forskellige handlinger, et menneske kan udføre, bevirker, at mennesket ikke blot gør tingene, det kender betegnelsen for den handling, det udfører, og véd derfor af, at det udfører den.
Disse to fænomener viser, at der er store uudforskede områder, hvad angår udviklingen af den menneskelige bevidsthed.
Hvordan sproget blev til, er nærmest uudforskeligt, hvordan det påvirker udviklingen af den menneskelige bevidsthed, er kun i ringe grad udforsket, og hvordan historieforløbet afslører tilgrundliggende strukturer i sproget, er noget, historieforløbet i sig selv viser, omend det sjældent påvises. Men at tro, man finder alle nødvendige forklaringer i naturvidenskaberne, er naturvidenskabelig arrogance.
ad. 3.) Det tredje fænomen, opkomsten af tanken om en sjæl, er derimod en sag for religionerne, ikke for videnskaben. Artiklen i The Economist slutter med den formodning, at ”det vanskelige problem”, problemet om bevidsthedens eksistens, måske kan vise sig at være ”det umulige problem”, altså et problem, som videnskaben ikke kan løse.
Dette ”resultat” kommer magasinet til, efter at diverse forsøg og hjernescanninger samt en række filosoffers tanker har været omtalt.
Men to af hovedreligionerne går hver sin vej. Buddhismen, i hvert fald visse dele af denne religion, går i retning af den tanke, at al tale om bevidsthed er ”maya”, altså menneskets forsøg på at narre sig selv.
Først når den oplysning nås, at der ikke er nogen sjæl, noget selv eller nogen bevidsthed, kan sjælevandringen, den stadige, ulyksalige bundethed til ”tilværelsens hjul”, ophøre og mennesket indgå i nirvana, det vil sige intetheden.
Hvor omvendt kristendommen vil mene, at idealet netop er, at sjælen, individet, selvet bevares, ikke ved gode gerninger, men ved troen på den menneskelige samhørighed, ved troen på, at Jesus har ret, når han siger, at vi får tilmålt med det mål, vi måler med.
Det tror vi jo på, når vi møder vort medmenneske med tillid: Livet er lagt an på indbyrdes tillid. Men, som man kan forstå, dette er en tro, ligesom buddhismens tro på intetheden og tilliden som en forræderisk ”maya” er det.
Men altså: Hvis man fører evolutionstanken videre og medtager sprogets evolution og evolutionen af de grundlæggende strukturer i det menneskelige samfund, så er det ikke mere ateismen, der virker mest overbevisende.
Ricardt Riis er pensioneret sognepræst