DET ER børnekonventionens fødselsdag i dag, den 20. november. Vi fejrer den – også fordi den er den mest ratificerede konvention i verden. Flot i sig selv.
Men lige så flot er historien for konventionen desværre ikke i Danmark. Her er der langt snarere tale om en slags skyggetilværelse, hvor konventionen er godkendt og gyldig, men den er ikke udfarende og fungerer ikke som en kritisk instans, som myndighederne retter ind efter. Den er anonym, og selv når den skulle have kredit, får den det ikke.
Men hvorfor er det sådan? Danmark valgte ikke at inkorporere konventionen, det vil sige at inkorporere hele konventionen i dansk lovgivning. I stedet skulle konventionen indføres gradvist ved at blive inddraget og implementeret.
Det sker i domstolsafgørelser eller i praktisk lovgivning, hvor der så henvises til konventionen. Derved bliver den en drivende kraft i forbedringen af børns rettigheder. Men denne implementering fungerer ikke i Danmark – eller udtrykt lidt mere skånsomt: Den fungerer på et minimumsniveau.
Eksemplerne på denne bedrøvelige tilstand er utallige fra ikke at være inddraget og nævnt i domstolsafgørelser til ikke at spille en aktiv rolle i lovgivning og social praksis. Hvis vi her bare holder os til det sociale område, er det tydeligt, at konventionen nærmest er usynlig.
Tag daginstitutionsloven fra 2007, hvor det hedder, at børn skal have indflydelse og ansvar – men ingen henvisninger til konventionen. Det er der så i vejledningen, hvor der venligt siges, at konventionen er relevant i forståelsen og fortolkningen af loven. Javel, ja! I forældreansvarsloven, også fra 2007, er der hverken henvisning til konventionen i loven eller i vejledningen til loven, selvom flere paragraffer omhyggeligt er udformet med udgangspunkt i konventionen. Tak for det!
I forslaget til lov om ændring af udlændingeloven og integrationsloven fra august 2010 er der til gengæld inddragelse af konventionen. Det sker i bemærkninger til lovforslaget, hvor der er en længere diskussion af, om konventionen brydes, når ikke-ledsagede børn vil blive udvist, når de fylder 18 år. Diskussionen når frem til, at børnekonventionens artikel 22 ikke overtrædes med et sådant forslag.
Det er ikke meget, konventionen fylder, og når den omtales, er det mest i tilfælde, hvor det faktisk er uundgåeligt, når man nu engang har ratificeret den. Som om der er en hemmelig kodeks i regeringskontorerne om ikke at omtale konventionen eller i hvert fald ikke mere end højst nødvendigt.
Men hvorfor er det sådan, at FN's børnekonvention, der jo faktisk skulle være et adelsmærke for enhver lovgivning og enhver social praksis, er henvist til en skyggetilværelse? Hvad er årsagen til denne besynderlige situation?
Et muligt svar kan være, at danske lovgivere og administratorer mener, at vi generelt har en lovgivning, der giver børn rettigheder, så derfor behøver vi ikke en børnekonvention. Det er bare ikke rigtigt, for landets kommuner kan tydeligvis ikke leve op til standarden – hverken i forhold til dansk lovgivning eller i forhold til konventionens krav. Det rammer især de udsatte børn.
FN's børnerettighedskomite i Geneve er helt opmærksom på udviklingen i Danmark. Senest har den fremført sin kritik i sit svar på Danmarks tredje officielle rapport til FN-komiteen i 2005 (de såkaldte Concluding Remarks).
Man anbefaler en inkorporering, men hvis ikke den kan finde sted, så i det mindste en nøje overvågning af, om og hvordan implementeringen finder sted – og at den sker ud over landet. Der er ingen tvivl om, at komiteen ser på udviklingen med bekymring, fordi der tydeligvis er tale om en afstand med ord og handling.
Når børnekonventionen ikke har magt, er det især de udsatte børn, det går ud over: De mister rettigheder. Tag gruppen af børn, der er udsat for vold i hjemmet. Mange af disse børn ender på et tidspunkt på et krisecenter. Halv delen af dem har faktisk været udsat for vold, og 75 procent af dem har set deres mor blive mishandlet. Det er en gruppe børn, der slet ikke får hjælp i tilstrækkeligt omfang – det magter kommunerne åbenbart ikke at leve op til.
Eller tag børn anbragt uden for hjemmet. Alt for ofte lever kommunerne ikke op til disse børns ret til handleplan, undersøgelse eller til at blive inddraget. Den Sociale Ankestyrelses praksis undersøgelser siger fejl i otte ud af 10 børnesager. Derfor kunne en kommune i 2009 slippe af sted med en anbringelse af to søstre ved at hente dem på skolen og give dem én time til at hente deres ting – samtalen med pigerne fandt sted tre måneder senere! Det foregår i Danmark!
Den nok mest udsatte og sårbare gruppe af børn i Danmark er børn på asylcentrene. I 2009 drejede det sig om 1200 børn, der har været her i landet i gennemsnit i halvandet år – men nogle i op til fem til syv år – og forekomsten af psykiske lidelser er høj, det siger sig selv.
Det er børn, der har samme ret som danske børn til at modtage social og psykologisk støtte, men der er langt til en virkeliggørelse af denne ret. Det samme er tilfældet med hensyn til skoleundervisning, den finder oftest sted på asylcentret i modtageklasser – men ikke på det niveau, som vi er forpligtet til. FN's komite er stærkt bekymret over denne situation, ikke mindst over den store gruppe af børn, der tager psykisk skade af opholdet i asylcentret.
Adskillige andre sårbare grupper kunne inddrages, for eksempel børn med handicap, børn med kriminalitet og børn, der opholder sig illegalt i Danmark. Men lad os nævne "handlede børn". Det er børn, der er ført hertil med henblik på udnyttelse ved prostitution eller tiggeri.
Konventionen stiller krav om, at deres sag undersøges grundigt, og at de tilbydes hjælp. Det er Danmark ydermere forpligtet til på grund af en tillægsprotokol til Børnekonventionen og Europarådets konvention mod trafficking fra 2005.
Vi har også vedtaget en handlingsplan for en indsats på området for 2007-2010. Alt sammen fint på papiret, men i praksis? En evaluering fra 2010 fortæller, at politiet ikke prioriterer opgaven tilstrækkeligt og derfor ikke opfanger børnene.
Gør vi resultatet op, er det tydeligt, at Børnekonventionen ingen gennemslagskraft har i Danmark. Alt for få af børnene kender den – derfor spiller den en underordnet rolle for dem. Men det er især de udsatte børn og unge, det går ud over.
Hvordan bringes børnekonventionen ud af sin skyggetilværelse? Et svar er: ved at blive inkorporeret. Men selv en inkorporering er ingen garanti. Men hvad så med oprettelse af en Børne ombudsinstitution, der kan være en vagthund, der påtaler og kræver overholdelse? Ja, det ville være en klar forbedring. Er det tilstrækkeligt? Næppe. Der er desværre kommet et arrogant træk ind i dansk politisk og administrativ kultur, der mener at kunne lade hånt om forpligtelser i forhold til internationale konventioner – også børnekonventionen.
Derfor skal der helt anderledes igangsættes et kulturskifte i retning af at bringe konventionen ud af skyggetilværelsen i Danmark. Det drejer sig om en politisk holdningsændring og en udmelding til alle, der er omfattet af konventionen – børn, forældre og professionelle med ansvar for børn – om at bruge den åbent i dagligdagen.
Det vil bidrage til at give børnekonventionen dens legitime plads i det danske velfærdssamfund.
Per Schultz Jørgensen er professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet, Ingrid Leth er dr.phil., lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, cand.psych. og medlem af UNICEF-Danmarks Børneekspertpanel og Edith Montgomery er ph.d. og forskningschef ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre