Sorggrupper er blevet populære i folkekirken, og etableringen af grupper sker over det ganske land. Jeg har selv som sognepræst været sorggruppeleder sammen med en kollega i fire år og har derigennem gjort mig erfaringen af, hvor stor en hjælp og støtte gruppens deltagere kan være for hinanden.
Læs også: Sådan støtter du bedst et menneske i sorg
Det er almenmenneskeligt kendt, at det er godt at møde andre i samme situation som en selv, men det er samtidig også paradoksalt. For hvordan kan det være, at mennesker, som står i den allerværst tænkelige situation, har kræfter til at møde op og lytte til andre, som har det lige så svært ? Og selvom det er hårdt og krævende at høre andres historier, kan deltagerne så også udtrykke den store hjælp og støtte? Hvad er det for et fællesskab, der er tale om, og hvorfor hører det hjemme i folkekirken?
Jeg vil tage udgangspunkt i udtrykket ”at bære sorgen sammen”. Udtrykket er en del af titlen på rapporten ”Når sorgen bæres sammen. Sorggrupper i folkekirken”, som udkom sidste år, og som kortlægger sorggrupperne i Danmark. Derudover optræder udtrykket også hyppigt i deltagernes egen oplevelse af gruppens betydning.
Men udtrykket har en bredde i sig, som er ganske interessant at se nærmere på. Det vil jeg gøre i det følgende. Jeg ser først på sorggrupperne som et sprogligt fællesskab og dernæst ud fra en kirkelig forståelse og betydning af fællesskab.
Grupperne er i mit eget sogn sammensat på tværs af køn, alder og uddannelse. De har udelukkende det tilfælles, at de har mistet et elsket menneske; det være sig ægtefælle, kæreste, forældre eller barn.
Hver deltager skiftes til at fortælle og lægge frem, hvad der fylder i livet lige nu. Det kan være alt fra savnet af den døde, forholdet til familie og venner eller det at have været pårørende i et langt sygeforløb. I takt med at gruppedeltagerne lærer hinanden at kende, udvikler denne runde sig til en samtale deltagerne imellem.
Ser man nærmere på sproget i gruppen, er det tydeligt, at der opstår et sprogligt fællesskab imellem gruppens deltagere, i takt med at de får fortalt om deres situation. Gruppens deltagere binder deres erfaringer på det fortalte ved at kommentere, tolke og genudlægge det hørte.
Dette foregår i nænsom respekt for hinanden og hinandens taletid. Dermed opstår et bærende sprog mellem deltagerne, det ejes ikke af nogen, men skabes, ved at sorgen bliver udlagt igen og igen. Det skaber en genkendelighed at være i sorg for deltagerne, som er helt unik - samtidig med at de individuelle historier ikke smelter sammen.
Sorggruppen bærer således ikke én stor fælles sorg. Skulle gruppen bevæge sig hen mod dén forståelse, er min erfaring, at fællesskabet brydes, og deltagerne trækker sig tilbage.
Den opfattelse af sproget, som beskrives her, kan man finde hos sprogfilosoffen Hans-Georg Gadamer (1900-2002). For ham var det netop afgørende, at sproget hele tiden er i midten af fællesskabet, som vi så det i sorggruppen, og at sproget ikke ejes af nogen, men bæres af et fællesskab, som konstant udlægger det fælles. Dermed er sidste ord aldrig sagt.
Det kan næsten lyde forjættende - ikke mindst, når mødet med sorgen i den grad kan gøre os tavse og skabe fornemmelsen af, at det sidste ord netop er blevet sagt, og en samtale, som måske har varet en stor del af ens liv, nu er sluttet.
Min erfaring fra sorggruppearbejdet er, at sproget følger os ud i dette sproglige grænselandskab, fordi gruppen har mulighed for at kalde hinanden tilbage - hen over den undergangstærskel, som et tab kan opleves som. Det sker, når deltagerne genkender hinanden, og på den måde synliggør en menneskelighed midt i det umenneskelige.
Min pointe er nu den, at denne synliggørelse i virkeligheden er et billede på min næste. Og det fællesskab, som genkender det menneskelige i os, er kirkens fællesskab.
Kirkens fællesskab er jo et særegent fællesskab. Et fællesskab er som oftest kendetegnet ved, at vi deltager i det med udgangspunkt i vores egne egenskaber og evner. Men i kirken er fællesskabet kendetegnet ved, at man er fælles, før man er individuel.
Når man træder ind ad kirkedøren, er man ikke lærer, direktør eller butiksassistent. Man er først og fremmest menneske. Det er man ved at være fælles om at længes, håbe, tro, elske og sørge. Man mødes i det grundlæggende ved at være menneske. Det fællesskab ligner sorggruppens fællesskab. Her kan livshistorierne også være meget forskellige, men de forskelle spiller ikke den store rolle, når samtalen går i gang.
Sorggruppedeltagerne er som oftest ikke faste kirkegængere (men mange deltager faktisk efterfølgende i kirkens liv), og vores sogns sorggrupper har ingen faste ritualer som forbøn eller bibelrefleksion. Men deltagerne ved udmærket godt, at de sidder med to præster, som mener, at vi mennesker skal slippe, når armene ikke er lange nok til at bære, fordi vi, som Grundtvig skriver i en salme ”hæves og vi bæres” (DDS 379) - også i sorgen.
Præster, som taler om fadervors ”din vilje ske”, når man ikke kan se, hvor næste skridt i livet er. Det perspektiv spilles bolden mere eller mindre eksplicit op ad i sorggruppen. Det kan sagtens være, at præstens tro indimellem har karakter af en stedfortrædende tro, men det ser jeg intet problem i.
Præsten er jo også er den person, som udfører det afgørende ritual, som sender den efterladte væk fra graven og tilbage til livet. Præsten har på den måde en række ritualer, som kan nå sorgen, selv-om den efterladte er i dyb krise.
Vi afrunder i vores sogn med en salme og fadervor i kirken. Det er frivilligt, men langt de fleste går med ind i kirken og fremhæver efterfølgende ofte den korte andagt som betydningsfuld. Sorggruppen slutter på det samme faste tidspunkt, og derfra går vi hver til sit.
Det har altid heddet at bære sorg. Den skal bæres med ud i livet. Vi skal ikke bære den alene. Den kan få mund og mæle ved at blive delt. Og her er sorggrupperne et sted at begynde.
Laila Bomose er sognepræst i Ballerup