Barndomserindringer om påsken i et katolsk hjem

Pige sidder i kirken, påskesøndag i Søllerød

Pige sidder i kirken, påskesøndag i Søllerød Kirke.. Foto: Liv Carlé Mortensen / Scanpix

I dagens kronik ser en forhenværende katolik tilbage på barndommens påske. Hun husker mest af alt fastetiden og påskedagene som en lang række ting, hun og hendes søskende ikke måtte. Men hun erindrer også, hvordan påskemorgen var en fest og glæden over, at der nu igen var et helt år til den næste udholdenhedsprøve

Fastetiden, fra fastelavn til påske, var årets udholdenhedsprøve, idet man i det omfang, man evnede det, skulle mindes Jesu lidelse og død ved at faste.

Vi var otte børn. Far, som var jurist, og mor, som var tandlæge, var konvertitter og praktiserede mere katolsk end paven selv. Det vigtigste i verden var den rette tro, katolicismen, og musikken. Vi havde to flygler, tre klaverer, bratsch, violin, cello, obo, og vi gik til spil, inden vi kom i skole. Musik og religion fra morgen til aften. Fadervor og Mozart, trosbekendelsen og Beethoven, det ene med det andet.

I fasten meldte spørgsmålet sig: Hvad kunne man undvære af alt det, man virkelig godt kunne lide? Chokolade? Syltetøjsmadder om eftermiddagen? Sige nej tak, hvis man blev inviteret i biografen at se den film, man virkelig gerne ville se? Og, da man blev mandbar, undlade at gøre alt det, der var sjovt, med sit hjertes udkårne, gymnasiets flotteste fyr.

Mulighederne var mange, så jeg, der havde et udviklet talent for selvpineri, valgte det fra, der krævede det største afsavn for eksempel chokolade, syltetøjsmadderne og te om eftermiddagen i hyggeligt samvær med yndlingsveninden, der boede i huset inde ved siden af.

Alt for at blive elsket af Vorherre.

Da man omsider nåede frem til den stille uge, ugen før påske, bed jeg tænderne sammen. Nu var det bare om at holde ud. Påskemorgen (udfrielsen) var nær. Men inden da skulle familien Fabricius lige igennem askeonsdag, skærtorsdag, hvor der, lige som ved den sidste nadver, var lam på bordet. Alle børnene var hjemme den aften.

Og langfredag. Årets længste dag. Den kravlede af sted. Den sneglede sig af sted. Hjemmet var i undtagelsestilstand. Far klædte sig fra morgenstunden i sort: jakkesæt, hvid skjorte, sort slips, ansigtskuløren gul, øjnene matte, og munden lå som en farveløs streg i ansigtet. Det var en sorgens dag, det måtte ingen glemme, hverken de små på to eller de store på 16. Vi måtte ikke tale højt, høre radio, høre musik, ikke spille, ikke synge. Flygellågene var slået ned. Børnene krøb i skjul på værelserne og afventede timernes gang. Sultne og udmattede. Men tiden stod stille. Dødstille. Det gjorde mors mund også. Den var spændt ud i to tynde, ligeledes farveløse streger.

LÆS OGSÅ: Pilgrimme strømmer til Jerusalem i påsken

Klokken halv tre langfredag eftermiddag var der afgang til andagt. Det ellers så festligt udstyrede kirkerum var nøgent, befriet for al pragt, det, som den katolske kirke netop kan fremvise i årets løb, på alteret lå en hvid dug, præsten var i bodsklæder, hvid kjortel med sejlgarnssnor om livet, de guldbroderede og farverige messehagler var væk, det store tunge jernkors blev lagt frem foran alteret, og menigheden gik nu i procession til korset og kyssede den korsfæstede Frelsers tå. Men jeg syntes, det var ulækkert, så jeg ville ikke kysse der, hvor andre havde kysset.

Det var et problem for en lille katolik, der tog det hele så alvorligt. Så fandt jeg en måde, hvorpå jeg kyssede uden at kysse Frelserens tå. Som Kraka, der både skulle være tildækket og alligevel nøgen. Jeg kyssede ud i luften lige skråt over Frelserens fod og sendte samtidig en bøn op om at blive forstået. Jeg syntes også, det var så ulækkert at drikke af samme bæger som de andre, også selvom præsten stod med en lille klud og tørrede bægeret af efter brug. Men var den klud nu helt ren?

Andagten var uden sang og musik. Menigheden sad stille på kirkebænkene, fordybet i sorgen over Kristi lidelse og død. Med knækket stemme holdt præsten liturgien, og menigheden forlod i tavshed kirken efter at være blevet mindet om, hvad Frelseren havde gjort for menneskenes skyld. Efter andagten gik turen hjem til et stille hus, og aftensmaden var æggekage. En lille flis til hver, dertil et helt glas vand. Sultne gik børneflokken tidligt i seng, og den aften var der stille rundt om på værelserne, alle søgte ly i søvnen.

Og det blev påskelørdag. Nu begyndte huset lige så stille at vågne igen efter smertedøsen.

Mor var atter begyndt at rumstere i køkkenet. Nu gjaldt det forberedelserne til påskedagene. Påskeæggene var blevet indkøbt, lammet lå i lage, og nu var det bare at afvente påskemorgen. Opstandelsen. Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen, som blev indledt med midnatsmessen påskenat (påskelørdag) klokken 23. Alle børn, også de små, af huse. Vi skal til messe.

Den begyndte i det stille, afklædte kirkerum, hvor præsten stadig var iført bodsklæder, og det endte med guldindfattede messehagler, orgelbrus og Nu ringer alle klokker mod sky, det kimer i fjerne riger. Så var jeg lige ved at græde.

Glædelig påske, lød menighedens hilsner til hinanden uden for kirkedøren klokken et om natten og far ønskede sine børn en ligeledes glædelig påske med stor volumen i stemmen. Men vi var komplet udmattede og havde ikke kraft til at besvare hans opstemte hilsen. Især Hans, ældste søn, gad ikke at svare. Han havde været messedreng hele påsken, og nu måtte han have en pause fra al den hellighed. Hjem i seng i vished om, at nu var den lange 40 dages fastetid slut.

Påskemorgen var fest i det katolske hjem. Morgenbordet var dekoreret med otte små flettede, brune kurve foran hver kuvert omvundet med forskellige farver crepepapir, lilla, gult, græsgrønt. I kurvene, med små hanke, lå et chokoladepåskeæg.

Nu var stemningslejet i hjemmet normaliseret, som det nu kunne blive det. Far var i højt humør, ansigtskuløren frisk, og mor sad med røde kinder og klare grønne øjne. Frelseren var genopstanden.

Påskemusikken brusede ud af radioens højtalere. Påskemorgen var fest, og den var salig. Nu lød trompetfanfarerne ud i stuerne og ikke lidelseshistorien, fortalt af evangelisten med den høje, lyse stemme, Peter Pears.

Nu kunne vi atter gå rundt i hjemmet og synge og spille og tale højt, nu kunne vi sige ja tak til både chokolade og syltetøjsmadder efter skoletid uden at få dårlig samvittighed og tro, at man kom i Helvede, og jeg kunne genoptage det slumrende kærlighedsliv.

Børnene, fire på hver side af det lange spisebord, sad udmattede og gnaskede chokoladeæggene i sig. Tandlægebørnene måtte godt, denne ene gang om året, spise chokolade før maden. Nu kunne vi igen spille, høre musik og tale sammen og fars læber var løsnet og havde fået både farve og facon tilbage.

Tiden efter påske var den med længsel ventede tid, hvor jeg igen kunne komme ind og se fjernsyn hos bedsteveninden inde ved siden af i helt normale omgivelser og vi satte os til rette i god tid, jeg sad helt stille og så atter, efter 40 dages afsavn, på prøvebilledet i sort-hvid.

Jeg fik utrolig meget ud af disse firkanter, som med tiden fik farve på, og jeg nød igen at kunne spise roulade med hindbærsyltetøj, som var en fast ingrediens foran fjernsynet. Det skulle senere blive min arbejdsplads i mange år.

Jeg havde atter en gang klaret fasten, udholdenhedsprøven. Der var et helt år til næste gang.

Glædelig påske.

Julie Fabricius er cand.mag. ekstern lektor og kommunikationsrådgiver