I lidt over to år, via mit virke i den offentlige debat og senest i min selvbiografi ”Glansbilleder”, har jeg råbt op om den nydanske kvindekamp, hvor fronterne står noget anderledes end hos fjerdebølgefeminismen, der i øvrigt dominerer debatten om køn og ligestilling i Danmark. For nok har danske kvinder med muslimsk og minoritetsbaggrund stemmeret, gode uddannelser og kan arbejde, men retten over egen krop tilhører endnu minoritetsmiljøet, som sidder tungt på definitionsmagten af en ærbar kvinde.
Jeg har råbt op om en kvindesag, der finder sted bag lukkede døre i de muslimske minoritetsmiljøer, så samfundet kan støtte de unge kvinder, der tager kampen op ved at gå ud ad døren og forlade deres familier i håbet om et bedre liv. For alt for ofte, hvis ikke altid, overlades minoritetskvinder til sig selv, mens samfundet tavst ser den anden vej.
Dette til trods for, at de kvinder, som lykkes med at tage modet til sig og gøre oprør, ikke kun gør det for deres egen skyld, men også for de efterfølgende generationer. Det vil derfor ikke kun være i den enkelte kvindes interesse, at samfundet støtter op om den enkelte kvinde, men i samfundets egen interesse, for det er dets egne fremtidige borgere, det også handler om.
Hvorfor må et individ, født som kvinde, ikke have lov at finde egen vej i livet i stedet for at være underlagt kollektivets ønsker og vilje om en passende fremtid for en kvinde?
Måske kunne mit eget og mange andre unge muslimske kvinders mellemstop på krisecenter have været afværget, hvis samfundet bare en enkelt gang havde formastet sig til at spørge vores baglande: Hvorfor?
Samfundets manglende evne til højt og tydeligt at fastholde dette spørgsmål, hvorfor den sociale kontrol, hvor kvinder skal undertrykkes, har jeg forsøgt at slå et slag for. Skulle jeg efterlade mig en arv, vil det ikke kun være at have råbt om en kvindesag i de muslimske minoritetsmiljøer, men også aktivt at have handlet ude i samfundet, så ingen ung kvinde, der flygter for friheden, oplever, at samfundet velsigner den fængslende kultur og religion, hun har mistet familien for.
Lad mig nævne et illustrativt eksempel. Hver uge henvender flere unge muslimske kvinder sig på danske lægeklinikker for at få rekonstrueret deres mødom, så deres kommende mand kan få en uberørt jomfru.
Hvorfor tillader vi som samfund, at sundhedsvæsenet rekonstruerer en myteomspunden mødom for at behage tilbagestående religiøse og kulturelle normer?
Hvorfor tillader samfundet, der engang gik forrest for den seksuelle frigørelse for kvinder, at unge kvinder med anden etnisk og muslimsk baggrund kan få foretaget en rekonstruktion af mødommen i forsøget på at mørklægge fortidens seksuelle erfaringer?
Hvorfor forbyder samfundet ikke ethvert indgreb, der på nogen måde skal indikere en jomfruelighed, som udelukkende har til formål at sætte en kvinde ligestillingsmæssigt tilbage i opfyldelsen af patriarkalske og religiøse normer?
Hvorfor tillader samfundet, at en gruppe af kvinder må ty til lappeløsninger i stedet for, at samfundet én gang for alle siger ”Nok er nok” og siger fra på vegne af de kvinder, der i misforstået tolerance overlades til grådige gynækologer, der har glemt alt om etik?
Spørger man fagfolk om, hvorfor rekonstruktion af mødommen overhovedet er tilladt herhjemme, er svaret et skuldertræk, som blandt andet bevirker, at en organisation som Etnisk Ung er overladt til at skulle navigere rundt i en gråzone af mangel på lovgivning og ansvarlige politikere. Et ydmygt håb er, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) finder de ben i næsen, som det vil kræve at forbyde denne praksis.
Hvad der grundlæggende er med til at fastholde praksissen med rekonstruktioner af mødomme herhjemme og de kvindeundertrykkende normer, er, at det gøres i pragmatismens navn.
Den pragmatisme, som er danskernes akilleshæl, og som forhindrer os i som samfund at tale åbent og gøre noget ved problemerne med kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer. Den pragmatisme, der er en klods om benet på samfundet, som lænkes yderligere fast af dem, der har regnet den ud. Dem, der gerne stiller sig på bagbenene og kræver, at samfundet giver sig, i stedet for, at de selv tager et skridt frem. Det er den samme pragmatisme, der gør sig gældende i begrundelsen for kønsopdelte svømmehaller for små piger fra 5 til 12 år, med slørede vinduer og kun kvindelige svømmelærere. Det er i pragmatismens navn, at vi som samfund accepterer, at nogle kvinder må vente på, at frigørelsen kommer gradvist, mens andre fødes med den. Det er i pragmatismens navn, at vi som samfund endnu ikke forstår, at nok ”hjælper” en gynækolog en kvinde ved at tilbyde hende en rekonstruktion af mødommen, men at det gør både kvinden og efterfølgende generationer en bjørnetjeneste, mens gynækologen tæller sine penge.
For hvad hjælper det, at der er særlige krisehjem for danske kvinder med anden etnisk og muslimsk baggrund, mens andre piger samtidig i skjul kan google sig frem til klinikker til en ny mødom for at behage de selvsamme miljøer, som krisehjemmet er skabt på baggrund af?
Kunne vi snart som samfund gøre op med denne pragmatisme, vil det rykke på en del. Herunder på vilkårene for kvindekampen i de muslimske og etniske minoritetsmiljøer. For i skrivende stund er denne pragmatiske tilgang til kulturforskelle, religiøst betinget eller ej, grunden til, at en masse kvinder må se langt efter retten over egen krop.
Vi skal turde indse, at den danske kvinde med muslimsk og minoritetsbaggrund, som ønsker at leve et andet liv, end hvad religiøse og minoritetsnormer dikterer, risikerer sanktioner og udstødelse.
Dermed er det et skridt frem og to tilbage, hver gang samfundet tror, at integrationen rykker med uddannelse, bopæl og økonomi. For alle de tørre tal siger intet om, hvilken grad af selvbestemmelse et individ ejer over eget liv. Det siger intet om, hvorvidt man ejer friheden til at forme sit liv, som man vil, udenfor de religiøse og minoritetsnormer.
Det er det, som der narrer samfundet gang på gang. Integration bør handle om, hvorvidt alle borgere i landet har mulighed for at forme det liv, de ønsker. Konsekvensen af, at samfundet tillader rekonstruktioner af mødomme, er, at der i dag er utallige danske kvinder med anden etnisk og muslimsk baggrund, der vælger en hemmelig udvej i en krydsild af kulturelle og religiøse sammenstød. Skal vi videre med integrationen, er vi nødt til også at tale om sex. Integration begynder og slutter med kvindernes frigørelse.