Bestyrer af egen ro

Ofte når jeg er på arbejde, spekulerer jeg på mange forskellige ting, som det er så svært at snakke med andre om. Det er, som om det er min helt private rumlen, som kun jeg kan styre eller ikke styre. Nå, der er vel ikke noget mærkeligt i at have det sådan, det er der sikkert mange mennesker, der har, men det hjælper jo ret beset ikke på min rumlen. Selv når jeg er i gang med et eller andet, der optager mig fuldt og helt, og hvor jeg giver mig selv »helt«, dukker der nogle ting op derinde et eller andet sted, nogle ting som jeg ikke behøver at tænke på lige nu, og som efter alle logiske og fornuftige begreber skulle høre en fjern fortid til, men disse ting, som burde høre en fjern fortid til, er hos mig lige nu, og de er der mere markant end de ting, der faktisk sker lige her og nu. Jamen, sådan har alle det vel? Ja, både og, det må være et spørgsmål om mere eller mindre, det må være et spørgsmål om, hvorvidt man lader sin hverdag styre af det, der engang var, og som aldrig bliver lige præcist det igen. Vi er altid på arbejde og et andet sted samtidigt, og det er der ikke noget galt i. Vi bør bare øve os i at blive bedre til at sortere og gøre valg. Arbejdslivet er ikke kun - som så ofte påstået - et spørgsmål om at koncentrere sig fuldt og helt i arbejdet - »at tage sig sammen« - men netop et spørgsmål om at være på arbejde som det sammensatte menneske, man er. Arbejdslivet er også, eller måske især, et spørgsmål om at acceptere, at det »rumler«, men det behøver ikke nødvendigvis betyde, at vi er stressede. Vi har alle prøvet denne fornemmelse, og vi har næsten alle i perioder af vores liv prøvet denne fornemmelse særlig markant; en indre uro, en ubalance, følelsen af at være mere eller mindre »stressede«. Nu er der jo ikke rigtig nogen, der er stressede mere. Ikke fordi følelsen af uro - fornemmelsen af den stadige gentagelse uden egentlig udvikling - ikke længere er til stede. Vi tror bare ikke længere så meget på den forklaring med stress. Stress er en forklaringsmodel fra den verden, som vi snart helt har forladt, hvor der var et system, der skulle gøres så »menneskeligt« som muligt. Nu har vi en svagere og svagere fornemmelse af fællesskab omkring »systemet«, nu er vi hver især ansvarlige for vores egen ro og lykke og dermed også for vores relationer til andre mennesker og den måde, vi reagerer på disse relationer. Det psykologiske menneske er skabt, og vi er alle blevet bestyrere af vores egen ro. Det er ikke nødvendigvis så ringe endda, måske lidt ensomt. At det ér et tungt livsvilkår næsten evindeligt at være i uro, kan ofte aflæses også i nogle rent fysiske træk, nedsænkede skuldre, en tung gang, udfald hvor øjnene stirrer blindt frem for sig. Det kan også aflæses i dens modsætning. Tyngede mennesker, der bliver nærmest euforisk glade for bare de små lyspunkter i deres liv; et barn der rører en arm, en kvinde der smiler, eller blot det at iagttage naturen i dens skiftende rytmer. Vi har alle et behov for at få uroen ned på et niveau, vi kan leve med - sådan at vi kan opleve frikvarterer af lethed, frihed og måske selvforglemmelse. Men netop også muligheden for at præstere noget stort, at give os helt i en konkret situation uden at blive forstyrret, ja måske endda netop forstærket af en rumlen i samme retning. Evnen til at håndtere en indre uro synes at være blevet en mere væsentlig egenskab i forhold til udviklingen af vort samfund og de hastige brud i kontinuiteten af et liv, der leves. Det er måske således, at tidligere tiders mere faste livsformer, vaner og rolige rutiner så at sige forærede sindet den nødvendige hvile. Måske endda så roligt, at det moderne menneske ikke vil al denne ro? Det handler om evnen til at kunne gribe roen, når den nu er der. Det kan være spændende i perioder at »køre for fuld damp« med en foreteelse eller et projekt, hvor man så at sige helt glemmer sig selv. I arbejdssammenhænge, og i grunden i de fleste sammenhænge, vil der dog typisk være tale om en primært ydre styret aktivitet. Det er derfor et problem, hvis man aldrig får stoppet op og ventileret disse indre rumlerier. Det væsentligste faresignal er netop, når man ikke længere er i stand til at gribe roen, når den nu er der - ikke kan sidde roligt selv i sin bedste stol eller være i stand til at opbygge eller nyde de passioner, som er så vitale for alle mennesker. Gennem livet ønsker vi, at nogle ting bundfælder sig, og at vi i en eller anden grad finder os selv. Vi har et behov for, at vores rumlen mere og mere bliver en rumlen et bestemt sted hen, og at der bliver en eller anden overensstemmelse mellem min indre rumlen, de situationer og relationer jeg indgår i, og mine handlinger i forhold til disse situationer. Intet i denne verden er så selvstændigt, at det nogensinde er ene og udtømmende årsag til sig selv. At man skulle kunne realisere sig selv sådan helt uafhængigt af omverdenen, er jo også opgivet af de fleste som en brugbar strategi til udvikling. Selvforståelse og situationsforståelse er to sider af samme sag. At finde sig selv er således mere et spørgsmål om balancer mellem individualitet og det sociale liv og mellem frihed og grænser. Mennesket er et sammensat væsen. Det søger såvel i arbejdslivet som i tilværelsen i øvrigt mod frihed og grænser. Mod grænser, hvorigennem friheden kan struktureres, og mod frihed til at afprøve grænser. Begge dele udgør afgørende elementer af det, som man kan kalde den menneskelige identitet. Set i den sammenhæng er arbejdet et område, hvor mange mennesker har muligheden for at eksperimentere med spændingen mellem frihed og grænser. I en tid, hvor så meget andet er blevet forfladiget eller har mistet sin værdi, kan arbejdet netop være et sted, hvor folk får mulighed for at møde egentlige udfordringer og undgår at næsten alt bliver til passiv modtagelse og underholdning. Hvis man i tilknytning til arbejdet også har mulighed for oplevelse og leg, dette at hvile i en aktivitet, der er målet i sig selv, så har arbejdet netop noget at byde på i forhold til at skabe en vis harmoni samtidig med udfordring. Men hvis arbejdet og karrieren bliver til noget fremmedbestemt, noget ufrit og en særlig alvorlig aktivitet, der er et middel til at opnå mål uden for arbejdet, så bliver arbejdet en plage. Det er en alt for ofte glemt sandhed, at vi skal have det sjovt, når vi arbejder. Der er altså ikke nødvendigvis noget galt i, at lade arbejdet »fylde« en stor del af ens liv. Der er dog noget farligt i at lade arbejdet - ægtefællen, børnene, sporten eller hvad som helst - næsten fylde hele livet. Sådanne en-sporede strategier og livsforløb har den store risiko indbygget, at man lades tilbage med næsten ingenting, når aktiviteten stopper, og det gør den næsten altid. Forskellige undersøgelser demonstrerer tendensen til et stadig mere omsiggribende arbejdsliv. Og årsagen er blandt andet, at arbejdet med dets strukturering og adgang til ressourcer simpelthen er mere spændende end det liv, vi kan finde ud af at leve for egne penge, i vores egen fritid. Vi har i nogen grad mistet evnen til at udfylde et hverdagsliv. Det er en kombination af tabte kompetencer og en manglende evne til at glæde sig over hverdagslivet. Det følelsesmæssige fundament i den enkeltes liv har også betydning for til- og afgangene til arbejdslivet. Har man et stærkt følelsesmæssigt fundament, er det legende let at række ud og deltage også i det sociale og arbejdsmæssige liv. Arbejdet kan være en behagelig kontrast til det følelsesmæssige liv derhjemme. Det kan være sjovt og spændende at gå ind i et mere funktionelt rum, hvor udfordringerne er klarere og enklere. Man kan deltage i dette liv »uden filter«, der er ikke megen angst - hverken i forhold til at skulle præstere, i forhold til cheferne eller i forhold til risikoen for fyringer m.v. Den følelsesmæssige platform har netop den egenskab at kunne reducere livsangsten og frigive energi til livsudfoldelse. Selvsagt bliver også afgangen fra det arbejdsmæssige liv enklere. Hjemmets tryghed, og oplevelsernes mulighed, bølger en i møde, straks man kommer ind ad døren. Der er modsat ingenting, der i det lange løb svækker præstationsniveauet og den personlige gennemslagskraft mere end svære følelsesmæssige problemer. Man kan godt nok imponeres over, og det formuleret uden sarkasme, hvorlænge nogle mennesker lykkes med at holde den gående med »stil«. En typisk mekanisme er, at når hverdagslivet mister sin attraktion, må man kompensere på arbejdet. Den udsatte søger en mening i arbejdet, der ikke lader sig finde. På trods af, at arbejdsgruppen når sine mål, målt på funktionelle krav, er der fortsatte forsøg på at forcere, intensivere og skabe al den mening i arbejdsfællesskabet, man mangler i sit personlige liv. Det trives fællesskabet ikke med. Der skal sættes et niveau på arbejdspladsen, men når dette niveau er nået, kan der ikke konstruktivt skabes mere. Dette yderligere pres forårsager uro og intet andet. Uro, fordi den, der presser, søger, hvor man intet kan finde. Uro, fordi ellers forstandige mennesker forvirres i mødet med nogle diffuse og grænseløse krav. Ro er, som det er fremgået i løbet af artiklen, for os at se ikke kun et spørgsmål om at dulme eller fortrænge de ting, som vi alle sammen har med os uanset uddannelse, job eller livssituation i øvrigt. Det er mere et spørgsmål om at acceptere, at en hvilken som helst tilværelse består af forskellige former for risiko og forskellige former for tab, og at vi for at tackle disse nødvendig-vis må være udstyret med et godt kendskab til vores eget følelsesmæssige indre. Mange søger i dag tilflugt i alverdens »kogebøger« om, hvordan vi forholder os til vort eget følelsesmæssige indre. Der udbydes mirakelkurser i selvudfoldelse af såvel passiv som hyperaktiv karakter, men ingen af disse såkaldte nye tiltag ændrer ret meget ved, at vejen til indre ro i virkeligheden i langt højere grad er et spørgsmål om at acceptere, at vi er forskellige mennesker, der nu og da gør noget godt, og nu og da noget skidt.n psykolog og konsulent