Barn af sygdomsramt familie: Vi bør kæmpe mere for at blive sammen

I min opvækst havde jeg invaliditet tæt inde på livet, da min far var lam fra livet og nedefter efter en faldulykke. Mine forældre gik dog ikke fra hinanden, men holdt sammen, fortæller Jørgen Grimstrup. Iris

Mange ting kan gå skævt i en familie eller et parforhold, hvor den ene part er invalid, fysisk eller psykisk syg eller alkoholiker. Alligevel bør familier ramt af sygdom og invaliditet blive sammen, mener dagens kronikør med tanke på egen historie

Kronik: I KRISTELIGT DAGBLAD den 8. januar fortalte Vibeke Ulsø Vendelbo, at hun valgte at forlade sin skleroseramte mand efter 13 års samliv, fordi hun ikke magtede både at passe ham og have et fuldtidsjob.

Hun havde det ikke godt med det, for hvad skulle der blive af ham, når hun ikke var der længere?

Jeg skal ikke dømme nogen, men det undrer mig, at Vibeke Ulsø Vendelbo kan mene, det var synd for deres børn at skulle opleve og være sammen med deres kronisk syge far. Det undrer mig også, at hendes mand ikke kunne få noget hjælp af sin kommune, mens de boede sammen. Men det må han da få nu, hvor han bor alene. Eller er han flyttet på plejehjem?

I min opvækst havde jeg invaliditet tæt inde på livet, da min far var lam fra livet og nedefter efter en faldulykke. Mine forældre gik dog ikke fra hinanden, men holdt sammen.

Mine forældre var blevet gift som 30-årige i 1949. De købte en gammel gård, hvor stuehuset netop var brændt. Den blev degraderet til svinestald, mens de byggede nyt stuehus.

I 1951 var mine forældre til min farfars 80-årsfødselsdag i Herning. Da de kom hjem til Vejen, var gården med svin, køer og heste brændt ned til grunden. En glød fra karlens cigaret havde antændt høet på staldloftet. Vi havde ikke telefon, men i stedet for at tilkalde brandvæsenet over telefonen hos naboen, der boede 200 meter væk, gik karlen i panik og løb i skjul i mergelgraven, hvorfra brandvæsenet senere hentede vand.

Politiet fandt karlen nogle dage efter på en anden gårds loft. Kriminalbetjenten spurgte min far: ”Hvad skal vi gøre ved ham?”. ”Han skal hjælpe mig med at rydde op efter branden.” Karlen havde jo ikke sat ild i halmen med vilje. Min far byggede ny stald og lade, der stod færdig året efter.

Den 18. december 1952 om aftenen sad min mor, far, karlen og pigen omkring køkkenbordet i mine forældres nye stuehus. De - nok mest min mor og pigen - lavede julepynt. De trak små overskårne halmstrå og farvede runde papirstykker på en tynd snor, der skulle slynge sig som en guirlande om juletræet. Jeg selv, nøjagtig fire måneder gammel, og min to år ældre søster var lagt i seng.

Om morgenen dagen efter ville min far som vanligt hente halm eller hø ned fra loftet i sin nye stald. Der var ikke en decideret stige op til loftet, men blot muret tre metalstivere ind i væggen. Hans ene fod gled på en af stiverne, og han faldt så uheldigt, at ryggen ramte fodertrugets kant, og han kunne ikke bevæge ben og underliv.

Karlen løb ind til min mor, og da mine forældre klog af skade havde fået telefon, ringede hun til Falck. På det lokale sygehus viste et røntgenbillede, at min far havde brækket ryggen. Han blev overført til ortopædisk hospital i Aarhus og lagt i gips, da lægerne håbede, at nerverne ville vokse sammen, når kroppen fik ro. Men bruddet var definitivt, og min far kom aldrig til at gå igen.

”På billedet ses min handicappede far i rullestol og min søster siddende på hans fodstøtte og begge ...

På billedet ses min handicappede far i rullestol og min søster siddende på hans fodstøtte og begge smilende over hele femøren, fortæller Jørgen Grimstrup. Privatfoto. Foto: Privatfoto.

I dag undgår man at lægge brækkede rygge i gips, da det bliver varmt bag gipsen, og dybe liggesår kan udvikle sig. Det skete for min far. Da han kom hjem efter 18 måneders sygeleje i Aarhus, tilså en hjemmesygeplejerske hver dag hans liggesår, som aldrig forsvandt.

Det betød, at han ikke kunne gå med krykker og støtteskinner på benene, da de gnavede i liggesårene i nedre del af ryggen. Så min far brugte kørestol resten af livet.

Mine forældre har været i en art choktilstand efter ulykken. Min far spurgte i et brev fra Aarhus min mor: ”Hvorfor besøger du mig ikke, Grete?”. Hun havde ikke svigtet min far, men det var sin sag at rejse til Aarhus med et pattebarn og en pige på godt to år.

Og gården skulle passes, men min mor havde ikke forstand på landbrugsdrift ud over pasning af høns, og hvad en landmandskone dengang ellers mestrede. En morbror blev hentet hjem fra landbrugsskole for at hjælpe vores karl.

Da min far kom hjem fra Aarhus i 1954, var min mor og far ovenud lykkelige og min søster det nok også, mens jeg som toårig nok intet har fattet.

Min far håbede at kunne deltage i arbejdet. Vores karl forsøgte at få ham op på traktoren, men min far kunne ikke holde balancen, da hans ben og underliv var lammede. I starten forsøgte han at gå op på første sal med krykker og benskinner. Men benskinnerne skar i hans liggesår, og trapperne var ikke konstrueret til en mand med krykker og benskinner.

Hver morgen måtte karlen derfor bære ham ned i stueetagen og efter morgenmad ud på gårdspladsen til en arbejdskørestol, da min far ville tage del i bedriften, selvom det ikke var meget, han kunne. Om aftenen skulle karlen bære ham ind og senere op på første sal.

I 1959 byggede mine forældre et anneks med stort soveværelse og badeværelse til stuehuset, så karlen slap for at bære ham op og ned ad trapper. Det nye store badeværelse var til stor gavn for min far, da han på grund af lammelser i centralnervesystemet havde problemer med blære- og tarmtømning.

MIN MOR havde i perioder dårlig ryg. Det var hende, der skulle skovle cinders i centralfyret i kælderen og løfte min fars tunge kørestol ind og ud af bilens bagagerum, når de eller vi skulle i byen.

Og så var der økonomien. Der skulle betales af på lån i stuehus, stald og lade. Da min far var 100 procent invalid, fik han invalidepension, og den var med til at betale for en ekstra karl eventuelt delt med en nabo. Da min far døde i 1964 af nyreproblemer forårsaget af lammelserne, drev min mor vores gård videre i fire år, hvorefter hun trak sig ud af erhvervet. Landbruget mekaniseredes voldsomt i de år, og det havde hun ikke råd til, efter at min fars invalidepension var faldet bort.

Jeg har aldrig hørt et ondt ord mellem min mor og far. Eller beklagelser fra min fars side over sin hårde skæbne. Eller beklagelser fra min mors side over en mand, der ikke kunne meget, men min far klarede også al kropshygiejne selv og blev dagligt tilset af en sygeplejerske. Min mor var ikke lettet over min fars død, men knust.

Hvad ville der være sket, hvis min mor havde forladt min og min søsters far til fordel for en mand med intakte kropsfunktioner? Hvor skulle min søster og jeg bo? Det kunne have skabt ondt blod mellem vore forældre, og min søster og jeg ville måske være blevet psykisk uligevægtige og socialt udsatte.

Men som sagt kom en opløsning af mine forældres ægteskab aldrig på tale. Dengang var pligtfølelsen blandt folk nok også større end i dag. Desuden havde mine forældre i kirken lovet hinanden troskab, til døden dem skilte. Og så havde de to små børn at glædes over og tage vare på.

Mange ting kan gå skævt i en familie, så det er bedst at skilles. Det samme kan ske i et parforhold, hvor den ene part er invalid, fysisk eller psykisk syg eller alkoholiker, hvor det også kan være bedst at gå hver til sit.

Alligevel synes jeg, med tanke på mine egne forældre, at familier ramt af sygdom og invaliditet bør blive sammen. Men det kan jeg sagtens sige, og jeg vil som sagt heller ikke kritisere Vibeke Ulsø Vendelbo eller andre for at svigte, når de forlader deres vanføre ægtefælle.

Jeg synes dog undertiden, at vi er på vej mod en smid væk-kultur, når det gælder fysisk ”besværlige” mennesker, hvor moralske forestillinger tidligere tilsagde os at holde sammen trods alle odds. Men jeg kan være offer for hangen til at romantisere gamle dage.

Jørgen Grimstrup er lektor og cand.mag.