MIGRANTERNES SEJLADS over Middelhavet har ført til mange tragedier med druknedød fra synkefærdige både. Desværre kan vi ikke forvente et snarligt ophør, snarere en eskalering. For Europa giver det store problemer, og vi europæere har svært ved at indse, at den bedste måde, vi effektivt kan hindre migration over Middelhavet på, er ved at tilbyde arbejde i hjemlandet. Nemt at forstå, men svært at realisere...
Borgerkrig, terror, klimaændring og sult har øget flygtningestrømmene. Og for ikke længe siden optrådte tyfonen Pam med styrke 5 (højeste orkanstyrke) og hærgede øsamfundet Vanuatu i Stillehavet og ødelagde 90 procent af hovedstaden. En tilsvarende tyfon dræbte i november 2013 over 6000 folk på Filippinerne.
Disse tyfoner - samt oversvømmelserne i ind og udland - bekræfter, ”at klimaændringerne kommer hurtigere og voldsommere end forventet”, som FN's Klimapanel forudsagde. Ændret klima er en sørgelig realitet, og det er godt, at statsledere har indset, at der må gøres noget, men bekymrende, at de ikke er enige om indsatsen.
Desværre er der betydelig risiko for, at de planlagte tiltag om at standse CO2- udledning og stoppe temperaturstigningen ikke slår til.
Med det omfang af enighed, der hidtil er opnået, må det være relevant at spørge politikerne, om de har planer om, hvad de vil gøre, såfremt gletsjerafsmeltningen fortsætter, og havvands-stigning bliver en realitet.
Striden med Norge i 1930'erne forårsagede, at Grønland blev gennemfotograferet fra luften. Det har givet os et synligt bevis på, hvor meget indlandsisen dengang dækkede den store ø. Forskellen på daværende og nuværende isdække fortæller klart, at indlandsisen på Grønland har trukket sig betragteligt tilbage. Samtidig har vi meldinger fra Himalaya om, at store gletsjere har trukket sig betydeligt tilbage.
MANGE VIDENSKABSMÆND stod for 20-30 år siden tvivlende over for menneskeskabt klimaindflydelse. I dag er 97 procent af dem enige om, at der ikke kan være tvivl. Ved at nedsætte det globale CO2-udslip håber man at standse den globale opvarmning og stabilisere klimaet. Men at få de mange stater til at enes om en fælles indsats er svært, da de prioriterer egne fordele først. De ønsker de samme fordele og den samme velstand som Vesten.
Jorden står over for en klimatrussel, som især vil ramme kyststrækninger og lave øgrupper. Områder, der er beboet af de fattigste og mest udsatte mennesker. En vandstigning på bare en meter vil formentlig medføre, at rigtig mange må forlade bopæl og levested. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er det en reel mulighed, at vi inden for de næste 50 år - eller før - står over for en havvandsstigning. Lykkes bestræbelserne ikke, bliver der behov for områder, de kan bebo og dyrke. Men hvor skal de tage hen? Og hvem vil tage imod dem?
Næsten samtidig med de dystre fremtidsudsigter får vi at vide, at klodens middeltemperatur ikke har ændret sig siden 1996. Mange vil derfor stille sig tvivlende over for profetierne. Man kan ikke udelukke, at de kan få ret. Hvad er sandheden? Er det alt sammen noget opreklameret gas, eller er der mystiske faktorer bag?
Vort hjem, Jorden, er en ejendommelig planet. På en vis måde er den som et levende væsen. Det er, som om den har sin egen vilje og prøver at bibeholde omgivelser, der gavner os. Vi står i hvert fald usikre over for, hvad det er, der gør den i stand til at bibeholde en global middeltemperatur.
EN KENDSGERNING ER DOG, at isen forsvinder i foruroligende tempo på den nordlige halvkugle, hvad vi især kan konstatere i Grønlands kystområder og på store gletsjere. Forceres gletsjerafsmeltningen, så tilstrømning til de store floder formindskes betydeligt, og der samtidig sker en havvandsstigning, hvad gør vi så? Det vil være et skrækscenario og næsten uoverskueligt. Hvad vil verdenssamfundet gøre i en sådan situation?
Forudsigelserne om flere voldsomme storme samt at de tørre egne ikke får mere regn, er dårligt nyt, især for mange lande i Afrika. Dette forhold betyder allerede nu, at Europa oplever en stigende indvandring sydfra, som især belaster landene syd for Alperne.
Vi står over for flere store problemer, hvis temperaturen stiger: en betydelig afvandring fra truede kyster, men også en forøget migration fra tørre områder. Findes løsninger ikke i tide, bliver vi konfronteret med hundredtusinder af klimaflygtninge. Derfor må det være fornuftigt - allerede nu - at opstøve områder, der kan opdyrkes og huse flygtninge.
Et muligt sted kunne være ørken. Der er brugt enorme summer på at udforske det ydre rum, men mon ikke det for jordens indbyggere ville være nok så væsentligt at stoppe ørkenudvidelse? For 6000-8000 år siden var Jordens største ørken, Sahara, delvis bevokset og beboet, så denne kæmpeørken har formentlig en fair mulighed for igen at blive delvis opdyrket. Hvorfor har man ikke sat mere ind på at gøre ørken beboelig? Spørgsmålet er relevant. Fakta er, at der meget hurtigt kan vise sig et stort behov.
UDEN FERSKVAND er det ikke muligt at frugtbargøre ørken, og ferskvand er en mangelvare i ørkenen. Brug af saltvand må derfor overvejes. Vands fantastiske kredsløb i naturen må efterlignes, og fordampning ved solens hjælp må være en plausibel løsning. I Sahara skinner solen normalt fra en skyfri himmel, så her vil være både plads og mulighed for forsøg og bosættelse.
Vand har heldigvis en evne til hurtigt at fordampe og senere fortættes. En sommerbyge er normalt fordampet inden for en time. Praktisk udnyttelse af saltvandets fordampning og kondensering må være mulig, men vi skal selvfølgelig finde frem til metoder, der giver et effektivt resultat. Det sker jo kontinuerligt i naturen, og i dag har vi hjælpemidler og værktøjer, vi ikke har haft tidligere.
I store plastiktelte kan fordampning fastholdes og kondenseres. Problemet bliver at finde frem til metoder, som hurtigt omsætter de kondenserede dugperler til vand. Sætter vi alvorligt ind for at løse problemerne, vil der også være en vej. Store opgaver som Suez- og Panama-kanalen har vi tidligere klaret, og ved at gå i gang vil det uden tvivl være muligt at nå frem til positive resultater. At frugtbargøre ørken vil tage år, så vi må ikke vente, og Europa bør række Afrika en hjælpende hånd. Vi har jo både viden og teknik.
Iværksættelse vil skabe arbejde, levegrundlag og give håb til kontinentet. Afrikanerne vil få et incitament til at blive i deres land, og det vil formentlig kunne standse ørkenudvidelse og få folk i nærområderne til at tro på fremtiden. For EU vil det være et sundt og positivt projekt, som vil kunne samle landene og være med til at stoppe indvandring fra Afrika.
Det bedste, vi kan gøre for Afrika og afrikanerne, er at give dem et håb, og kan vi gøre noget bedre for vores kære planet end at gøre den til et godt levested?
Skulle bestræbelserne på at nedsætte CO2-udslippet lykkes, så de skitserede muligheder ikke bliver nødvendige, ja, så har vi alle grund til at klappe i hænderne og lykønske hinanden.
Hvis man er gået i gang med beplantning og udnyttelse af ørkenområder, ja, så vil det på ingen måde være omsonst.
Svend Grundtvig er tidligere telegrafbestyrer i Grønland