Bob Dylan som bibellæser og fortolker

Mange af Bob Dylans tekster indeholder referencer til Bibelen, og dagens kronikør mener, at der er et vist mønster i Dylans bibelbrug. I en ny bog har han systematisk gennemgået teksterne på alle Dylans godt 30 album med henblik på at pløje bibelreferencerne frem. Bogen trækker adskillige hundrede bibelreferencer frem fra Dylans tekstunivers

Sanger og sangskriver Bob Dylan læste meget i Bibelen, skriver dagens kronikør. -
Sanger og sangskriver Bob Dylan læste meget i Bibelen, skriver dagens kronikør. - . Foto: Kevin Winter.

FOR NYLIG BLEV MIN BOG ”Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder” af bibliotekernes sagkyndige i den vejledende anmeldelse til landets bibliotekarer kaldt ”den ultimative analyse”.

Det var pænt sagt, for bogen er langtfra udtømmende, selvom den er næsten 400 sider lang. Men det er den første bog på dansk, der systematisk gennemgår teksterne på alle Dylans godt 30 album, og den første bog overhovedet, der gennemgår dem med henblik på at pløje bibelreferencerne frem.

Bogen trækker adskillige hundrede bibelreferencer frem af Dylans tekster. To internationale forskere, teologerne Bert Cartwright og Michael J. Gilmour, har været der før, men det er ved at være nogle år siden, og Dylan har lavet en del i mellemtiden.

Det viser sig, at der rent faktisk er et vist mønster i Bob Dylans omfattende bibelbrug. Nogle danske Dylan-tolkere ynder at se Dylan som ”kristen modernist”. Men jeg mener, man skal være meget varsom med at sætte etiketter på hans arbejde. Det gøres da heller ikke meget i den internationale Dylanlæsning.

Bogens to hovedpointer, som anmeldelsen her i avisen den 8. november ikke havde lejlighed til at berøre, viser for det første, at den væsentligste bibelske inspiration, Dylan har, er fra forskellige undergangs- og domsbilleder. Særligt vand og dom hører sammen hos Dylan. Ligefra ”The Times They Are A-Changin'” (1964) til de allerseneste sange fra 2012, hvor Dylan er optaget af ”Titanic”s forlis.

Der er næsten ingen grænser for, hvordan han igennem de seneste 50 år vender og drejer syndflodsberetningen fra Første Mosebog. Det kan være ganske uskyldigt, som i ”Blowing In The Wind” (1963): ”How many seas must a white dove sail/ Before she sleeps in the sand?”. Der findes vist kun én hvid due i verdenslitteraturen, om hvilken man ikke ved, hvor mange store have den skal flyve hen over, før den kan sætte fusserne i sandet, og det er som bekendt den, Noa sender ud. Og så kan det være frygtindgydende undergangstruet, som kvinden i det store civilisationsepos ”Desolation Row” (1965), hvis ”synd er hendes livløshed” og som ”stirrer fikseret på Noas store regnbue”.

Johannes' Åbenbaring er efterhånden også blevet en særdeles yndet inspirationskilde for Dylans tekster. Albummet ”Oh Mercy” (1989) er nærmest marineret i ”de sidste tider”.

Men netop ”livsløshed som synd” understreger det andet, arbejdet med Dylans tekster har vist mig. Teksterne taler igen og igen om, at det er menneskets egen skyld, at denne undergang er nær. Men hvad er det, menneskene har gjort eller ikke har gjort?

Det, menneskene ikke har gjort, er, at vi har ikke modtaget livet som frihedens sted og samtidig sørget for ikke at lægge os i vejen for medmenneskets frihed. Man kan lægge sig i vejen på mange måder, blandt andet ved selv at være ubevægelig. Derfor bliver livsløsheden synden, som i ”Desolation Row”.

Alt andet end livfuldhed er da også uden betydning i et andet af Dylans hovedværker, ”It's All Right, Ma (I'm Only Bleeding)” (1965). Efter at have undergået alverdens overgreb og ødelæggelser i sangens slutlinjer konkluderer sangens fortæller, at ”det er livet, det drejer sig om, intet andet”.

DE FLESTE kærlighedsforhold i Dylans repertoire holder op, fordi de elskende begrænser hinandens frihed - man tænker straks på klassikerne ”Don't Think Twice” (1953), ”It Ain't Me, Babe” (1964) og ”Just Like A Woman” (1966).

Igen og igen i Dylans sange er det livet selv og friheden, der er omdrejningspunktet. Livet er det, der altid er i bevægelse og derfor i Dylans verden indbegrebet af frihed.

Det er også helt karakteristisk, at Dylan på den mærkelige sang om forventningen til det evige liv ”Death Is Not The End ”(1988) ikke taler om Kundskabens Træ, når han taler om Paradiset, men om det andet, ofte oversete Livets Træ.

Inspirationen til den særlige kombination af liv og frihed har Dylan muligvis fra nogle træk hos Jesus, der jo altid afviser enhver form for materiel binding eller binding til familie eller andet jordisk. Men han har den først og fremmest fra en amerikansk frikirkepræst og filosof Ralph Waldo Emerson (1803-1882).

Omkvædet til den berømte ”I Shall Be Released” (1967), som er indspillet af andre kunstnere over 200 gange, og som Amnesty International har brugt som signatursang, er et let omskrevet bibelcitat (Matt. 24, 27). Tredje vers om, hvordan må stole på sig selv, også når man er i flok, er derimod en tanke fra Emerson-essayet ”Self-reliance” (1841).

Også sangen ”Trust Yourself” (1985) er ren Emerson-inspiration. Det handler ikke om moderne egocentri i Emersons og Dylans optik, men om at tage radikalt ansvar for sig selv. Og derved grundlæggende om frihed.

Til gengæld mener jeg så, man kan vise, at Emerson er inspireret af passager i Det Nye Testamente (som 1. Tim. 4, 10-12 og Gal. 5, 1.)

Den mest forbløffende opdagelse i arbejdet med Dylans tekster, som jeg har kendt i 35 år, men først nu fået lejlighed til at studere, kom under nærlæsningen af den berømte ”Like A Rolling Stone” (1966).

Så stor en betydning, sangen end har haft, kan man undre sig over, hvor lidt tolkningen går ind i dens surrealistiske tekst. En af de kendte Dylan-skribenter, Greil Marcus, har skrevet en hel bog om den, men skriver om sangens tilblivelse og rockhistoriske virkning. Ingen af de store tekstlæsere inden for Dylanologien - litteraturvidenskabsmændene Michael Grey og Christopher Ricks - gennemgår teksten detaljeret. Og teologerne Cartwright og Gilmour rører den ikke.

”LIKE A ROLLING STONE” er i almindelighed betragtet som en sang om en kvinde, der har mistet alt det kunstige, hun bygger sit liv på. Det er også rigtigt. Men den er også udfoldelsen af nogle Jesus-ord om frihed, særligt ordene til den unge mand om at sælge alt, hvad han har (Matt. 19, 16).

Et meget tricky sted i slutningen af sangens andet vers viser præcist, hvordan Dylan arbejder med bibelteksterne, når han er allermest i hopla: ”You said you'd never compromise/ With the mystery tramp, but now you realize/ He's not selling any alibis/ As you stare into the vacuum of his eyes/ And say, do you want to make a deal?”.

Teksten taler om en mystisk vagabond (tramp), der ikke sælger alibier, og sangens hovedperson ”stirrer ind i hans fortættede blik/ og spørger om han vil slå en handel af”.

Vagabond og alibi! Hvad er det for noget vrøvl? Okay, det er ikke noget vrøvl. Det er Matthæus (18, 20-22), hvor en discipel siger, han vil følge Jesus, hvor han end går, og en anden derefter beder om lov til at begrave sin far først.

Til den første discipel svarer Jesus, at Menneskesønnen ikke har det sted, han kan hvile sit hoved - han bekender sig altså som vagabond. Den anden giver han ikke noget alibi for ikke at følge sig. Han siger: ”Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.” Underforstået: Befriet fra alle materielle bindinger.

Al Dylans bibelbrug er næppe bevidst og beregnet. Dylan taler om frihed, mangel på frihed og om menneskeligt ansvar og ansvarsløshed, og han bruger blandt andet Bibelens billeder til det.

Men jeg tror, at Dylan, som uomtvistelig har læst endog rigtig meget, har en fænomenal teksthukommelse, som skyldes, at han er meget dygtig og meget, meget forfængelig. Bob Dylan har nemlig brugt stærke briller siden gymnasieårene - bare ikke, når der er nogen, der ser det. Så han har øvet sig på at huske i stedet.

Dylan er inspireret af en lang række digtere, herunder William Blake, men man kan nok ikke se bort fra, at de bibelske billeder oftere end andre byder sig til gennem erindringen, når han sidder og skriver.

Jakob Brønnum er teolog, digter og forfatter