Bør blasfemiparagraffen ophæves?

Religionsfriheden er den ældste frihedsrettighed i den frie verden. Den omfatter retten til gudsdyrkelse, til at danne trossamfund og til at skifte religion, men omfatter religionsfriheden også et krav på statens beskyttelse mod andres brug af deres ytringsfrihed til at krænke religiøse følelser? Dagens kronikør er mere end skeptisk

RELIGIONSFRIHEDEN ER utvivlsomt den ældste frihedsrettighed i den vestlige, frie verden, delvis kendt fra den augsburgske religionsfred i 1555 og ediktet i Nantes i 1598, i Danmark fra 1849, hjemlet ved Grundlovens paragraf 67.

Den omfatter med sikkerhed retten til gudsdyrkelse, til at danne trossamfund, til at skifte religion, herunder at forlade statskirken, og til at unddrage sig blandt andet betaling af skat med videre til en anden religion end ens egen.

Alt dette er ukontroversielt. Derimod er det omstridt, om religionsfriheden også omfatter et krav på statens positive beskyttelse mod for eksempel andres brug af deres ytringsfrihed til at krænke de pågældendes religiøse følelser.

Central i denne debat er den meget gamle regel om blasfemi, gudsbespottelse. I Danske Lov fra 1683 var straffen for at have ”lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sakramenter” udskæring af tungen og halshugning.

I det 18. århundrede findes dødsdomme for at forskrive sig til Djævelen, og i 1825 blev en dr.jur. og forhenværende landsdommer dømt for blandt andet at have kaldt treenighedslæren absurd, ”at partere det højeste Væsen i tre lige Dele”.

Straffen blev kraftigt formildet i den første moderne straffelov af 1866, som stort set overførtes til den gældende straffelovs paragraf 140. Inden dennes vedtagelse i 1930 var reglen omstridt, i den sagkyndige kommission stod det 4-2 mod reglen, Kirkeministeriet anså reglen for overflødig, og i den sidste afstemning stemte Folketinget, hvor Socialdemokratiet og Radikale Venstre havde flertal, for at afskaffe den, medens Landstingets borgerlige flertal ville bibeholde den.

Ved et (typisk dansk?) kompromis blev den bevaret, men dens praktiske brug vanskeliggjort ved krav om, at kun Rigsadvokaten kan beslutte tiltale. Herefter er reglen kun anvendt tre gange, senest i 1971, hvor der skete frifindelse.

Siden da har Rigsadvokaten konsekvent nægtet at rejse tiltale. To sager er særlig kendt: I 1985 malede Jens Jørgen Thorsen en nøgen mand med et erigeret lem på en mur ved Birkerød Station og en facade i Aalborg. Selvom Rigsadvokaten forventede en fældende dom, undlod han at rejse tiltale, hvilket Justitsministeriet lidt surt stadfæstede.

I 2006 afslog han at rejse tiltale mod Morgenavisen Jyllands-Posten for at have bragt de berømte 12 Muhammed-tegninger, hvilket som bekendt udløste voldsomme pøbeloptøjer i Mellemøsten med tab af menneskeliv, afbrænding af danske ambassader med videre. Siden er reglen ikke forsøgt bragt i anvendelse.

Medens reglen oprindelig kun beskyttede statskirken, har folkekirken ikke længere brug for den, hvorimod den anses som mindretalsbeskyttelse. Dansk Folkeparti foreslår nærmest årligt reglen ophævet, og i 2011 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om en udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse.

Rådets udførlige betænkning nr. 1548 foreligger nu og gennemgår retsudviklingen, hidtidig debat med videre samt argumenterne for og imod en ophævelse, men indeholder ingen konklusion.

Regeringen bekendtgjorde straks, at den ikke ville foreslå reglen ophævet. Om en eventuel ny regering efter næste folketingsvalg vil tage skridt til en ophævelse, henstår i det uvisse.

BEFOLKNINGEN ER SPLITTET. Ved en nylig læserafstemning i Kristeligt Dagblad stemte 51 procent for at bevare reglen og 42 procent for at afskaffe den. Avisen selv har voldsomt advaret mod at afskaffe den, især i frygt for, at en afkriminalisering vil medføre afbrænding af eller urinering på hellige bøger (den 7. marts 2015), det udførligst behandlede modargument i betænkningen.

Jeg slutter mig til dem, der ønsker blasfemiparagraffen afskaffet. Det er det ærligste, når vi alligevel aldrig bruger den. Reglens blotte eksistens kan give de troende en forventning om at kunne opnå en straffesag eller måske snarere en anledning til at hænge Danmark ud, når en anmeldelse afvises.

Da definitionsmagten om, hvad der må anses som spot og forhånelse, aldrig kan tilkomme klagerne, men må forblive i statens organer, kan vi alligevel ikke tilfredsstille de russiske præster, som kræver direktøren og den kunstneriske chef for teatret i Novosibirsk straffet for at spille Wagners ”Tannhäuser”, eller de muslimer, som i 1993 hindrede, at Voltaires tragedie ”Mahomet” fra 1741, hvor Muhammed vises som bedrager og anstifter af fadermord, blev spillet i Genve i anledning af forfatterens 300-årsdag, eller mere seriøst de mange islamisk (van)styrede stater, som forsøger at opnå resolutioner i FN, der sidestiller religionskritik med blasfemi.

Nok vil Danmark blive kritiseret fra især islamisk hold ved ophævelse af paragraf 140, men så er det slut i stedet for nye kriser, hvis der opstår en ny situation som ved Muhammed-tegningerne.

Et andet stærkt argument for ophævelse er, at af de cirka halvtreds europæiske stater, store som små, opretholder højst en halv snes blasfemilove, og de to, der står os nærmest, Norge og Sverige, har begge afskaffet reglen, Sverige så langt tilbage som 1970 og Norge nu i forbindelse med vedtagelsen af en helt ny straffelov til erstatning for den gamle straffelov af 1902.

I ingen af disse lande har man oplevet excesser med brænding med videre af hellige bøger, og i Norge har der ikke været en eneste domfældelse i hele det 20. århundrede. I 1934 rejste anklagemyndigheden tiltale mod forfatteren Arnulf Øverland for foredraget ”Kristendommen, den tiende landeplage”, men juryen frifandt og godt for det.

Som dansk jurist igennem et halvt sekel foretrækker jeg retsenhed med Norge og Sverige snarere end med Irland og San Marino, som fortsat har blasfemilove.

Det danske Institut for Menneskerettigheder samt Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvis respekt for menneskerettigheder er legendarisk, har anbefalet ophævelse af alle blasfemilove, forudsat at hate speech fortsat er strafbart, hvilket til fulde er opfyldt her, hvor straffelovens paragraf 266 b beskytter grupper for blandt andet forhånelse i anledning af deres tro, også selvom den strafferetlige beskyttelse af selve den religiøse følelse måtte falde bort.

BÅDE RETSPRAKSIS og betænkningen viser, at man skal slå knuder på sig selv for at udtænke en situation, hvor kun paragraf 140, men ikke paragraf 266 b er anvendelig, og hvor man fortsat ønsker at kunne straffe.

Paragraf 266 b bliver bestemt ikke fortolket snævert i dansk retspraksis. Også andre bestemmelser som hærværk, straffelovens paragraf 291, stk. 1 og ordensbekendtgørelsen, bedre kendt som politivedtægten, vil fortsat kunne finde anvendelse. At bevare reglen som et signal om god opførsel er en useriøs måde at behandle straffeloven på!

Et sidste argument for at kriminalisere blasfemi er hensynet til opretholdelse af ro og orden, idet en grov krænkelse kan fremkalde uroligheder, som måske kunne undgås ved forbud og straf for krænkelsen.

Undskyld, men hvis A udgiver en bog som ”De sataniske vers” eller udsender nogle tegninger eller en film som ”Submission”, der krænker B så meget, at han går løs på A som hævn, må det være øvrighedens pligt at beskytte A og skride ind over for B snarere end at forbyde og eventuelt straffe A for hans oprindelige handling, også selvom den har udløst B's voldsomme reaktion.

Jeg ender, som jeg begyndte, med religionsfriheden. Den må ikke strækkes så vidt, at den indskrænker andres frihed. De troende kan ikke kræve beskyttelse af følelserne mod blot verbale angreb, hvor urimelige de end må være. Modsigelse og gensvar må her være den eneste reaktion.

Jeg appellerer derfor til, at denne forældede regel ophæves og helst med et klart flertal i Folketinget.

Peter Garde er forhenværende kriminaldommer