Verdensforbundet er enig om at være uenig i synet på homoseksualitet, men også enig om, at nadveren fortsat er den kristne kirkes vigtigste fællesskab. Huskede de også det sidste lørdag i Løsning? spørger dagens kronikører
LÆS OGSÅ: England: Kirkens afvisning af homoseksuelle vielser møder kritik
Knap 150 repræsentanter for godt 75 millioner lutheranere, heriblandt fire fra folkekirken, holder gudstjeneste sammen i Bogotá, Colombia. Gudstjenesten bærer præg af både den lutherske arv fra Europa og de lokale traditioner. Vi synger tyske og latinamerikanske salmer, lytter til Ordets forkyndelse, deler fælles brød og fælles kalk. Fadervor på alverdens sprog fylder i et sprogligt virvar kirkerummet og indikerer både forskellighed og fællesskab på samme tid.
Vi er samlet til rådsmøde i Det Lutherske Verdensforbund, hvor organisationens retningslinjer fastlægges. Dagsordenen er præget af reformationsjubilæet, der markeres i lutherske kirker verden over i 2017. Det er inspirerende at lytte til, hvordan verdens lutherske kirker forbereder sig.
Dagsordenen indeholder også et emne, som er imødeset med spænding. Ja, hos nogle nærmest med frygt. Der er gået fem år, siden Det Lutherske Verdensforbund besluttede at give medlemskirkerne tid til at drøfte dette emne grundigt og tilbundsgående. Nu skal det på dagsordenen igen.
Det handler om synet på homoseksuelle, synet på homoseksuel praksis, på ordination af homoseksuelle præster og om kirkelig vielse af homoseksuelle blandt andet affødt af aktuelle begivenheder i folkekirken, som er en af de største medlemskirker i Det Lutherske Verdensforbund.
Uenigheden er stor. Det udløste vrede, da den svenske kirke som den første lutherske kirke i 2009 lancerede kirkelig vielse af homoseksuelle. En række kirker især fra Afrika, Asien og dele af Østeuropa mente, at dette førte til splittelse af Det Lutherske Verdensforbund.
Og netop dette har mange frygtet på vejen til Bogotá. At dette emne skal føre til splittelse. Der er foretaget allehånde forberedelser, inden drøftelserne går i gang. Der er udarbejdet en grundig vejledning i, hvordan denne samtale føres frugtbart. Samtalegrupperne er bredt sammensat. Nu venter vi kun på, at emnet kommer på dagsordenen.
I den danske delegation læses der nyheder på nettet. Det danske ritual for vielse af homoseksuelle er offentliggjort. Reaktionerne udebliver ikke: I Løsning Kirke afholdes der lørdag den 16. juni gudstjeneste, hvor en ny, alternativ ledelse indsættes, der skal samle de præster og menigheder, som føler sig teologisk krænket af de 8 af folkekirkens 10 biskopper, som har udarbejdet ritualet. Det sker under opbud af præstekjoler og med rituel håndspålæggelse.
Mens de gør sig klar med processionskorset i Løsning, bevæger vi os til samtalegrupperne i Bogotá. Her føler vi forsigtigt hinanden på tænderne. Der tales om kulturforskelle: I mit land bruger vi kun arrangerede ægteskaber og dermed også kun arrangeret seksualitet, siger en biskop fra Indien i en gruppe.
Afrikanerne har forberedt sig og nedskrevet synspunkter, som læses op i grupperne. De afrikanske lutherske kirker finder som ventet homoseksuel praksis problematisk og har meget svært ved at forlige sig med vielse af homoseksuelle. Nogle gør gældende, at samtalen er trukket ned over hovedet på dem. Det er ikke et problem, der er presserende i Afrika, siger de. De vil ikke finde sig i, at gamle kirker med større økonomisk overskud (igen) skal sætte dagsordenen for unge kirker. Vi forstår det sidste, men måske ikke helt det første.
I Malaysia, som primært er et muslimsk land, er homoseksualitet ganske enkelt ulovligt, beretter en repræsentant derfra. Det er derfor helt utænkeligt, at den kristne kirke skulle forestå vielser af homoseksuelle. Det er der ikke så meget at sige til.
Men vigtigst af alt er diskussionen om bibelsyn. Hvad står der i Det Gamle Testamente? Og hvad mener Paulus? Og kan Bibelens udsagn fortolkes på mere end én måde? Det mener nogle. Andre ikke. Samtalerne skaber på ingen måde enighed om emnerne kirke, bibel og homoseksualitet. Det var nu heller ikke hensigten.
Mindst to væsentlige konklusioner tager imidlertid form. For det første: Samtalerne finder sted i Colombias hovedstad, Bogotá. Vi er omgivet af borgerkrig, tilfældige drab, børnesoldater og tvangsforflyttede befolkningsgrupper, der lever under dødstrusler fra militær, narkobander og politiske separatistbevægelser. Mødet, vi del-tag-er i, er lagt i hænderne på den lille lutherske kirke i Colombia, blandt andet for at vise det nødvendige dia-konale arbejde, som gøres her med hjælp fra Det Lutherske Verdensforbund.
Trods alle odds i en af verdens mest voldelige storbyer er en lille luthersk kirke i stand til at udleve kirkens diakonat, fordi den har en lang række lutherske kirker bag sig. En splittelse ville svække Det Lutherske Verdensforbund og dermed kirkens mulighed for at bistå nødlidende. Som organisationens chilenske generalsekretær, Martin Junge, ganske enkelt formulerer det: Vores uenighed skal de fattige ikke betale for.
For det andet: Som lutheranere føler vi os først og sidst forpligtede på Bibelen. Men vi er ikke enige om, hvordan den skal læses. Kirkerne har hver sin tradition for at læse og tolke Bibelen, ligesom store forskelle gør sig gældende inden for de enkelte lutherske nationale og regionale kirker. Det ved vi alt om i folkekirken.
En væsentlig sag frem mod reformationsjubilæet i 2017 må derfor være at beskæftige sig med luthersk identitet først og fremmest på baggrund af spørgsmålet om hermeneutik. Hvordan skal Bibelen læses? Hvad betyder kontekst for læsningen? Og hvilken betydning har vore læsninger i vores konkrete liv med hinanden? Ingen tvivl om, at disse spørgsmål bliver klarere af, at vi har hinanden at drøfte dem med. Også i Det Lutherske Verdensforbund. Med disse to konklusioner går vi sammen til frokost.
I Løsning er de ved at afslutte gudstjenesten. Den har ifølge Evangelisk Luthersk Netværks hjemmeside markeret etableringen af et alternativt tilsyn/åndelig vejledning ud fra mistillid til biskopperne, der har tilsyn med folkekirkemenighederne. Initiativtagerne ønsker desuden at tilbyde kristne, der forlader folkekirken og indretter sig i frimenigheder, husmenigheder og lignende, det, de opfatter som sund bibelsk vejledning.
Over frokosten i Bogotá drøftes udfaldet af samtalerne: Var vi for forsigtige? Kunne og burde vi have været skarpere i vores udmeldinger? Men også: Forstår vi for alvor, hvad der er på spil for de afrikanske kirker i dette spørgsmål? Forstår de os?
Der skrives sammendrag fra samtalerne. Det stritter lidt i flere retninger, men afspejler på den vis både samtalerne og situationen mellem og inden for de mange kirker, som er forsamlet her.
Sammendraget bliver modtaget med lettelse. Vi er et kirkefællesskab, ikke et meningsfællesskab, bemærker flere. Dette forløb betyder bestemt ikke, at alle er enige, eller at alle udfordringer er fejet af bordet. Der lægges ikke skjul på, at der i grupperne blev talt om et såret fællesskab.
Der består fortsat uenighed og udfordringer i vores verdensomspændende lutherske kirkefællesskab, men vi har evnet at se hinanden i øjnene og delt vore synspunkter på kryds og tværs af kulturer, teologier og bibelsyn.
Vi er nu enige om at være uenige. Bogotás fattige og voldsramte har bidraget til at justere rammerne for samtalerne. Og forskellighederne i bibelsyn? De forsvinder ikke på et par timer, sikkert aldrig, men bliver nu genstand for yderligere samtaler og studier i tiden op mod reformationsjubilæet. Det var et vigtigt ønske fra de danske deltagere, som blev efterkommet.
På samme vis som et rådsmøde i Det Lutherske Verdensforbund indledes med en gudstjeneste, afsluttes der med en gudstjeneste. Her fejres nadver i det fællesskab, som består trods uenighed. Nadveren er det stærkeste symbol på dette fællesskab. Ja, nadveren er kirkens fællesskab.
På 9000 kilometers afstand er det i disse dage meget svært at forestille sig, at man kan bruge en gudstjeneste til at markere det modsatte.