I dag for 60 år siden døde den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Han blev hængt i en kz-lejr i Flossenburg. Under transporten til lejren, vel vidende at han måske stod over for sin egen død, var Bonhoeffers ord til en medfange: "Dette er enden – for mig er det begyndelsen til livet." Dette paradoksale udsagn vidner om et ukueligt livsmod og et stærkt opstandelseshåb.
Bonhoeffers jordiske endeligt var kulminationen på et kort og intenst liv. Hans død vidner om, at modstand mod undertrykkelse og uretfærdighed kan koste dyrt. Kun 39 år blev han. Alligevel har både hans liv og forfatterskab sat sig tydelige spor. Siden Anden Verdenskrig har Bonhoeffers kirkelige engagement i en turbulent verden fascineret både læg og lærd.
Familien Bonhoeffer boede i Berlin og tilhørte det højere tyske borgerskab. I de kredse var kristendommen først og fremmest opfattet som et kulturelt fænomen. Faderen var professor i psykiatri i Berlin, og hans forhold til kristendommen var uafklaret. For moderen var kristendommen noget indre og skjult.
Under en studietur til Rom i 1924 oplevede Bonhoeffer mange af byens flotte kirker, særligt Peterskirken. Livet i dem satte sig tydelige spor i hans sind og tanker. I 1927 og 1931 færdiggjorde Bonhoeffer to afhandlinger om kirkebegrebet, hvoraf den sidste er hans doktordisputats. Begge skrifter er et vidnesbyrd om, at forfatteren var skolet på et af samtidens ypperste teologiske lærdomscentre i Berlin, hvor store navne som Adolf von Harnack, Ernst Troeltsch og Karl Holl holdt til.
Den enkle teologiske grundtanke midt i al det avancerede er, at Jesus Kristus først og fremmest er nærværende i dag. Guds åbenbaring i Kristus er ikke en fortidig begivenhed, hvis betydning er utilgængelig eller ligegyldig for os. Nej, inspireret af jeg-du-filosofien peger Bonhoeffer på, at i et andet menneske af kød og blod møder vi Gud. En person rummer både noget synligt og usynligt, noget åbenbart for øjet og noget skjult for tanken. Det samme gælder kirken, for så vidt den er Kristi opstandelseslegeme. Det er i menighedens skikkelse, at vi først og fremmest møder Gud som en frelsende person. Her er troen fælles og konkret – ikke blot subjektiv og abstrakt. At være og leve i Kristus er først og fremmest at opleve sig som en del af en menighed og at næres af menighedens tro, når ens egen bukker under.
I 1934 måtte Bonhoeffer forlade universitetet og en lovende karriere dér for at undgå at sværge føreren troskab. Fra nu af gjaldt det ikke længere blot en interesse i kirken som genstand for videnskabelig undersøgelse, men kampen for den sande kirke i Tyskland. Og den var ikke at finde i den tyske kirke, der samarbejdede med Hitler og inkorporerede nazistisk tankegods. I stedet var den sande kirke at finde i Bekendelseskirken. Så konsekvent tænkte man i Præsternes Nødforbund, der stod bag den "nye" kirke.
I 1935 blev Bonhoeffer rektor på Bekendelseskirkens præsteseminarium i Finkenwalde. Her boede han sammen med de unge præster i en form for ordensliv præget af studier og tidebønner – og den sorte musik, som Bonhoeffer havde bragt med sig hjem fra et studieophold i Harlem i New York i 1930. Lige så eksotisk er det, at meget taler for, at fælleslivet på præsteseminariet også er inspireret af Gandhis måde at leve sammen med ligesindede i såkaldte ashrams i Indien. Uden held havde Bon-hoeffer i begyndelsen af 1930'erne forsøgt at komme til Indien for at møde Gandhi.
Flere af Bonhoeffers skrifter fra de meget turbulente år omkring 1933, hvor Hitler kom til magten, og frem til 1939 er oversat til dansk, bl.a. "Fællesskab og Fristelse". Det mest berømte er dog kampskriftet "Efterfølgelse", hvor Bonhoeffer fastholder, at den kristne må tage "det første skridt" og afgøre sig for evangeliet i en tid, hvor kirkens værste fjende er "den billige nåde". Her sigtede Bonhoeffer til en falsk form for lutherdom, der indirekte var en støtte til Hitler og nazismen.
Denne teologi mente, at mennesket retfærdiggøres af tro alene i betydningen helt uden gerninger, ligesom troen måtte være en privatsag uden offentlig eller politisk betydning overhovedet. Det sidste var underbygget af en skæbnesvanger adskillelse af det åndelige og verdslige regimente, der i sidste ende betød, at kirken skulle passe sit, og den politiske verdslighed sit.
For Bonhoeffer var konsekvenserne fatale: Kirken fungerede blot som folkeopdrager og et politisk redskab, idet den lod sig lamme af en teologisk betragtning om intet at kunne gøre og ikke at kunne handle umiddelbart politisk. I stedet fastholdt Bonhoeffer, at kirken kunne handle politisk i en åndelig og politisk nødsituation, hvor de skabte politiske ordninger ikke var et udtryk for Guds vilje. Denne situation blev af Bonhoeffer kaldt en bekendelsessituation, "status confessionis", og den var fremtvunget af indførslen af de berygtede arier-paragraffer, der havde til formål at udelukke jøderne på alle niveauer i samfundet.
I 1937 blev præsteseminariet i Finkenwalde lukket af nazisterne. Bekendelseskirken selv var et par år senere så lammet af teologiske og politiske stridigheder, at den opløstes. I 1939 tog Bonhoeffer imod en invitation til at komme til USA for at undervise, men han vendte snart tilbage til Tyskland. Han følte, at hvis han skulle være med til at genopbygge Tyskland efter krigen, så måtte han også være der under krigen og gennemleve den sammen med sine landsmænd.
Efter hjemkomsten blev Bonhoeffer ansat i den tyske efterretningstjeneste. Fra nu af levede han et farligt dobbeltliv.
Under dække af sit nye job besøgte han økumeniske forbindelser i flere lande, heriblandt også de nordiske lande. Dels for at samle støtte til en handleplan i en politisk situation, hvor Hitler var fjernet, dels for at få informationer om, hvad der skete i Tyskland, da de var sparsomme og behæftede med modstridende oplysninger i hans hjemland.
I forbindelse med sit arbejde var det også muligt for Bonhoeffer at hjælpe med at skaffe udrejsepapirer til flere grupper af jøder. Dette var risikabelt. Det var deltagelsen i planlægningen af et attentat mod Hitler også. Kredsen bag konspirationen – de såkaldte 20. juli-folk – talte både personer meget tæt på Hitler og ledende generaler.
I begyndelsen af 1940'erne skrev Bonhoeffer på et manuskript til en etik, der aldrig blev færdiggjort. Her findes de meget omstridte overvejelser over muligheden af et såkaldt "tyran-mord", som Bonhoeffer tilslutter sig, uden at han dog mener, at det kan begrundes eller legitimeres teologisk. Og her findes karakteristiske udsagn om, at Gud og verden er "en forsonet virkelighed i Kristus"; og at menneskelivets fylde udleves ved at leve sig ind i denne "Kristus-virkelighed". Stærke er udsagnene om, at en udryddelse af jøderne i Europa "trækker en udryddelse af Kristus efter sig".
5. april 1943 blev Bonhoeffer anholdt og bragt til fængslet i Tegel. Anklaget for delagtighed i konspirationen mod Hitler. Fra fængslet har vi en berømt samling af breve, hvor vi finder de omdiskuterede udsagn om, at "vi går en religionsløs tid i møde", og at "religionens tid er forbi". Overvejelserne betød ikke, at kirken og troen ingen fremtid havde, men på at samtidens abstrakte måder at tale om religion på ikke længere duede.
Bonhoeffer opfattes af mange den dag i dag som en ægte lutheraner, hvis betydning for teologi og kirkeliv næppe kan undervurderes. Og for vigtige teologiske strømninger i årtierne efter krigen har han spillet en central rolle.
Det gælder f.eks. for den såkaldte "Gud er død"-teologi fra USA i 1960'erne, for befrielsesteologien i Sydamerika, og for de teologer, der var involveret i modstanden imod apartheid og etableringen af sandheds- og forsoningskommissionen i Sydafrika. Senest har amerikaneren John Selby Spong, der har en åndelig slægtning i Thorkild Grosbøll herhjemme, trukket på nøje udvalgte udsagn fra Bonhoeffers breve fra fængslet.
Jacob Holm er teolog