De konservatives nye integrationsordfører, Naser Khader, fremsatte i forbindelse med De Konservatives integrationsudspil i august 2009 forslag om et forbud imod burkaen, som han påstår er en muslimsk klædedragt. Et forbud, som skulle gælde overalt i det offentlige rum.
Burkaen er ikke og har aldrig været en muslimsk klædedragt. Derimod har det i nogle mellemøstlige lande været brugt som et politisk våben i forskellige sammenhænge, og nu i Danmark som en kulturelt baseret islamofobi, som det fremgår af De Konservative og Dansk Folkepartis rodløse integrationspolitik.
Det er mærkværdigt, at en integrationsordfører ikke i stedet kommer med løsningsforslag på de mange integrationsproblemer, der er i Danmark. Det kan også undre, at Naser Khader, som selv er muslim, ikke har et bedre kendskab til de muslimske klædedragter.
Jeg har i forbindelse med mit arbejde på flygtningeområdet i over 20 år endnu ikke mødt en eneste burkaklædt kvinde, men i stedet mødt mange alvorlige problemer i forbindelse med den årelange fejlslagne integration og de integrationsansvarlige politikeres manglende viden om andre kulturer. En viden, som er så vigtigt et grundlag for at kunne videreudvikle positive integrationstiltag.
Man kunne fristes til at tro, at Naser Khaders klovneagtige udmelding kom, fordi han havde brug for en politisk markering i sit nye parti. Det ligner mere et kluntet forsøg på at tækkes Dansk Folkeparti.
Burka stammer oprindelig fra Bukhara, (deraf navnet burqa), som var en vigtig handelsby ved Silkevejen. Denne traditionelle burqa blev sammen med silke, tæpper og krydderier bragt videre til Indien og store dele af det daværende landområde Fars, og dragten havde ingen sammenhæng med nogen af religionerne, heller ikke islam. Britiske soldater bragte burqa-traditionen med sig fra Indien til Afghanistan, da de i 1838 besatte Kabul og genindsatte den fordrevne afghanske Shah Shujah.
Shah Shujah var en grusom og forhadt konge, som kun bevarede magten med briternes hjælp. En besættelsesmagt, der uden hensyn til den afghanske befolknings oprør og kampe for at befri sig fra denne despot fortsatte med på forskellig vis at udnytte deres magt over kongen. Den britiske general blev efter stor modstand fra den afghanske befolkning tvunget til at trække sine tropper ud af Afghanistan og flygte tilbage til Indien.
Sådan kom burkaen til Afghanistan, hvor den siden er blevet brugt "on and off" i fundamentalistiske magthaveres forsøg på at bevare magten i landet.
Både før og efter denne tid er der mange beretninger om heroiske afghanske kvinder, hvis forsvar for frihed og demokrati spillede en meget vigtig rolle i Afghanistan. Mange afghanske kvinder døde under deres forsvar for landet imod udenlandske indtrængende og i kampen for egne og de næste generationers rettigheder.
I 1919 lykkedes det endelig for afghanerne at få deres frihed fra de forhadte englændere. Den nye konge, Amanullah Khan, og hans dronning, Soraya, kæmpede for kvindernes frihed og rettigheder. De forbød burkaen med henvisning til islam og Koranen, som samtidig blev forkyndt for alle afghanere med følgende citat: "Islam forlanger ikke, at kvinder tilslører deres hænder, fødder og ansigt, eller påbyder kvinden en speciel type slør. Stammetraditioner må ikke påtvinges individers frie vilje".
Denne frihed for kvinderne i Afghanistan varede kun i ni år, indtil fundamentalistiske stammeledere igen fik magten, og kvinderne blev tvunget til igen at iklæde sig burkaen. Den frihedselskende konge blev myrdet i 1929 af en fundamentalist, som, på grund af at han selv var analfabet, forbød piger at gå i skole og kvinderne at få uddannelse og arbejde. Avisen, som kvinderne havde udgivet siden 1920, blev lukket.
I 1933 fik Afghanistan en ny konge, som befriede kvinderne, så de igen kunne smide burkaen. Efter dannelsen af Pakistan i 1947 forsvandt brugen af burka i visse dele af landet, men den blev fortsat brugt af kvinderne langs Afghanistans grænser og i landsbyerne.
På landet, hvor kvinderne arbejdede i marken, var de svøbt i et to meter langt slør, som dækkede deres hår, og som de hurtigt kunne trække op foran ansigtet, hvis de følte behov for det. Det var kun, når de var på rejse til andre områder, at de bar en burka.
Fra 1933 og indtil 1978, hvor den daværende præsident i Afghanistan, Mohammed Daoud Khan, og hele hans familie blev myrdet i Kabul af kommunistiske oprørere, oplevede kvinderne i byerne en større frihed end i de små landsbyer og tyndtbefolkede områder i Afghanistan, som stadigvæk blev undertrykt af fundamentalister.
Præsident Daoud Khan havde i længere tid haft gode kontakter til Europa og andre muslimske lande, hvilket samtidig betød en fjendtlig holdning over for Rusland. På trods af den russiske præsident Brezhnevs advarsler over for Daoud Khan, som blandt andet samarbejdede med Nato og andre af Ruslands fjender, indgik præsident Daud Khan en militær aftale med Egypten, hvor kvindernes rettigheder også var respekteret. Det blev anledningen til, at kongen og hele hans familie blev myrdet i præsidentpaladset af kommunistiske oprørere, hvorefter Rusland invaderede Afghanistan. Mange civile deriblandt kvinder og børn blev dræbt.
Kvinderne i de større byer fik lov til at beholde nogle af deres basale rettigheder, til gengæld for at de støttede den russiske tilstedeværelse i landet. Andre blev med brutale midler tvunget til at anerkende den kommunistiske ideologi. Russerne mødte stor modstand, og krigen varede i ti år, hvorefter et kommunistisk regime overtog magten.
To år senere lykkedes det muhajedinerne at styrte den kommunistiske regering i Afghanistan, hvorefter de oprettede en islamisk stat. Der udbrød nu borgerkrig, hvor der hver dag blev begået grusomme massakre og drab især på de etniske grupper i Afghanistan. Kvindernes frihed blev indskrænket, burkaen kom frem igen, men i de større byer fik de tilladelse til at uddanne sig og arbejde.
Utilfredshed i befolkningen mod muhajedinerne voksede, hvilket betød Talebans fremmarch i landet. I 1996 erobrede Taleban hovedstaden Kabul. Det blev begyndelsen på det mest grusomme regime i hele Afghanistans historie. Alle kvinder blev tvunget til igen at iklæde sig burka, og det blev forbudt dem at arbejde og pigerne at gå i skole. Kvinder måtte ikke længere blive behandlet på sygehusene. Livet for kvinderne har aldrig været så forfærdeligt.
Amerika og deres allierede angreb i slutningen af 2001 Taleban. Officielt blev det meddelt, at kvinderne havde fået deres frihed tilbage og kunne smide burkaen. Men en svag regering i Kabul har ikke været i stand til at sikre kvinderne deres rettigheder især uden for regeringsbyen Kabul, hvor man ude i landsbyerne fortsat lever i frygt for Taleban.
Burkaen bliver for øvrigt ikke kun brugt af kvinderne, men er desuden en vigtig klædedragt for talebanerne. Burkaen bliver ofte brugt til at skjule terrorister, våben og eftersøgte fundamentalister. Osama Bin Laden og al-Qaeda-folk har haft held med at bevæge sig rundt skjult under burka, en ikke uvæsentlig grund til for dem på landsplan at fastholde burkaen i bybilledet.
Set i lyset af burkaens historie i Afghanistan synes De Konservatives idé om et burkaforbud i Danmark at være en endnu større farce. Det afspejler netop deres og Dansk Folkepartis islamofobi, og det er i høj grad med til at forhale integrationsprocessen. De Konservative kunne eventuelt i stedet have baseret deres hypotetisk begrundede forslag om et burkaforbud med en henvisning til det allerede eksisterende maskeforbud i straffelovens paragraf 134 b.
Lean Waage Beck er forfatter og foredragsholder